Normal eller Kendt?

en smuk pige

Jeg vågner, der er en der holder om mig, men hvem? I nat gik jeg da ikke ind til Simon. En følse at tryghed, ikke den tryghed Simon giver mig, den tryghed jeg har manglet. Det er Marcus. Jeg tager hans hånd og fletter mine fingre ind i hans, han vågner og kysser mig i håret ''hvornår er  du kommet'' spørger jeg ''din mor lukkede mig ind ved 8 tiden'' svare han. Jeg rejser mig fra sengen og skynder mig hen mod mit tøjstativ. Jeg får hurtigt kikker mig i spejlet og der ser jeg hvor tynd jeg endeligt er blevet. Marcus kommer hen bag mig ''hvorfor har du ikke spist'' visker han, jeg bryder sammen, han trækker mig tæt ind til ham ''undskyld, virkelig undskyld, jeg er så dum'' siger jeg ''smukke, du er ikke dum, men hvorfor? Hvorfor har du ikke spist'' jeg kikker ham dybt i øjnene ''det... det er bare... jeg kan ikke'' for jeg fremstammet ''rolig, jeg har god tid, du siger det når du er klar'' siger han og trækker mig med hen til sengen hvor jeg sidder på ham, mens han vugger mig fra side til side og nusser min ryg. ''Det er bare, jeg savner dig. Du rejser helle tiden. Du er kendt, du er helle tiden væk. Jeg er tryg i kort tid mens du er hjemme, så rejser du igen i lang tid. Jeg er alene'' en tåre løber ned af hans kind da jeg siger det ''undskyld smukke. Jeg heder også at skulle tage væk fra dig, m en jeg kan jo ikke bare lade vær. Men jeg lover at jeg ikke tage væk lige forløbi'' det giver mig et smil på læben at vide at han bliver her lidt.

Vi sidder længe og snakker. Vi snakker om havd der er sket her hjemme mens han har været væk og vi snakker om hvad han har lavet. han har spilet meget fodbold. og så fortæller han noget om at Martinus er begyndt at skrive meget med Julie fra klassen. 

Det er så dumt at jeg stoppede med at spise, for jeg har virklig ingen lyst til mad, marcus har spurgt mange gange om jeg ikke har lyst til noget, jeg siger nej, han har også spugt om han ikke skal købe mit ynglings slik, der siger jeg også nej. Det er gået op for mig hvor fucking tynd jeg er, hvor meget jeg har tabt mig, jeg liner en der er død syg, eller en der ikke får mad, altså jeg spiser jo ikke noget, jeg får jo mad, jeg spiser det bare ikke.

Jeg går ud på badeværelset, jeg kikker mig i spejlet, jeg ser så forfærdelig grim ud, jeg syntes også jeg så grim ud før, det er længe siden jeg har kunde lide mit udsende. Men nu, jeg er så grim. En tåre løber stille ned af min kind. Døren går op og ind kommer Marcus, han ser hurtigt den tåre der løber ned af min kind, han stiller sig om bag mig, lægger sine arme om mig og sit hoved oven på mit hoved. ''Hvad er der galt'' spørger han og sender mig et lille smil i spejlet ''jeg er så grim'' svare jeg og en til tåre løber ned af min kind ''jeg syntes ikke du er grim, jeg syntes du du er den smukkeste'' det får mig til at smile lidt, men ikke meget ''tak, men jeg syntes stadig jeg er grim'' jeg kikker ned i gulvet ''kik i spejlet, hvad ser du'' spørger han, jeg kikker i spejlet ''en pige, en grim pige, hun er alt for tynd og en flot dreng, der står og holder om hende, jeg kan ikke rigtigt beskrive det jeg ser på andre måder'' siger jeg ''det jeg ser, en smuk pige, hun ef moske lidt for tynd, men hun skal bare spise lidt mere, hun her det smukkeste ansigt, de flotteste blå øjne, det flotteste lange brune hår, bare hende, der står en dreng der er meget bekymret for hende, han står og holder om hende, han vil gerne have at hun er glad. Men det er svært. Det sorger ham når pigen ikke er glad. Han vil have at hun selv ser hvor smuk hun er'' siger han og en tåre løber ned af hans kind. Det var virkelig flot sagt. Men det sorger mig også at han har det sådan. Jeg vender mig om og placere mine læber på hans, et perfekt kys.