Normal eller Kendt?

Marcus og Martinus eller Martinus og Marcus

Marcus synsvinkel
Mig og Martinus spiller fodbold da min mobil vibrere, jeg tager og kikker på den, det er Bella der spørger om hun må komme over og 'bo' hos os til den 6 januar, da hendes mor skal til USA ''Tinus, er det okay med dig at Bella kommer og er her til den 6 januar'' spørger jeg, han kikker på mig ''det er det vel, men du burde da spørge mor og far'' siger han og virker helt lige glad, han skyder bolden mod mig og går ind. Hvad er det der sker. Før var han så glad?
Jeg skriver til Bella at det må hun gerne og så spørger jeg hvornår hun kommer, hun skriver at hun kommer i morgen. Jeg går ind til mor og far i stuen ''Bella kommer og er her til den 6 januar, hendes mor skal nemlig til USA'' jeg håber virkelig ikke at de siger hun ikke må ''øhh okay, det lyder da hyggeligt'' svare mor, jeg går ud af stuen og op mod Martinus værelse, jeg åbner døren og han lægger i sin seng med hovedet begravet i puden ''skrid Marcus'' vrisser han ''nej Tinus, hvad er det du er sur over'' spørger jeg og sætter mig på hans skrivebordsstol ''det er dig, du er så optaget af Bella, nu er der Marcus og Martinus de to kendte tvillinger'' han holder en pause ''jeg føler ikke der er mere Martinus og Marcus, brødrene, bedste venner, dem der gør alt sammen'' siger han lavt, men højt nok til at jeg kan høre det. Han sætter sig på kanten af hans seng, jeg sætter mig ved siden af ''der er stadig Martinus og Marcus, og det er der ingen der skal lave om på'' siger jeg og trækker ham ind til et kram som han gengælder. Min mobil vibrere mens vi krammer, men jeg tager ikke og kikker på den, jeg lader den ligge. Martinus trækker sig lidt væk fra mig ''skal du ikke kikke hvad det er?'' Spørger han, jeg trækker på skuldrene ''det kan ikke være så vigtigt som at få sin bror til være glad. Han smiler til mig ''men hvad vis det er noget vigtigt, tjek det nu'' jeg rejser mig fra sengen og går over til hans skrivebord bor hvor jeg lagde min mobil før, jeg kikker på den, en besked fra Bella, hun skriver Marcus, det plejer hun aldrig at gøre sådan, med mindre det er noget vigtigt, jeg skynder mig at svare og hun svare hurtig tilbage. Hun skriver at hun har anoreksi. Jeg viste at hun ville få det. En tår løber ned af min kind. Jeg ved det er dumt at jeg bliver lidt ked over det, men det er bare som om at det er min skyld. Martinus kommer hen til mig og krammer mig ''hvad så bror'' jeg kikker på min mobil ''hun har anoreksi'' siger jeg lavet, han kikker chokeret på mig ''har hun'' jeg nikker stille ''det min skyld'' siger jeg, han trækker mig væk fra ham og kikker mig dybt i øjnene ''og hvem har så sagt det'' spørger han ''det har jeg, det er min skyld. Jeg har ikke været der nok for hende'' siger jeg lavet.... ''det er ikke din skyld, hun har haft det svært og det ved vi begge to, vi ved også hun har ikke haft det godt med sit udsende og hun begynde langsomt at stoppe med at spise, vi ved begge to at det ville ende med anoreksi'' jeg kikker på ham og nikker ''jeg syntes du skal gå over til hende og prøve bare at være der for hende nu, ikke tving hende til at spise eller noget, men prøv bare at være en god kæreste og vær ved hende og gør hende glad, det er svært at få af vide at man har anoreksi det er jeg sikker på'' siger han, jeg trækker ham ind i et kram ''tak'' siger jeg og går ud af døren fra hans værelse, ned og tager sko og jakke på, og så løber jeg over til hende.