Normal eller Kendt?

1 uge-2 år

*inde dette kapittel starter vil jeg bare lige sige at jeg ikke ved noget om Howard, så det jeg skriver er bare noget jeg finder på*

Jeg har lige fået en Mail fra howard university. Jeg har fået mulighed for at gå på Howard i 2 år. jeg skulle svare om senest 1 uge. Hvilket var et lille problem, jeg ville ikke tage denne beslutning uden at havde snakket med Marcus først, det her handler jo om 2 år, 2 år hvor vi skal have et langdistance forhold eller slå op... Marcus er ligenu i tyskland og kommer først hjem og 2 uger....

2 uger sener 

Jeg står i lufthavenen og venter på Marcus, endelig kommer han hjem og holder ferie. 

Jeg ser dem komme gående, jeg skynder mig at løbe mod ham, da jeg når hen til ham hopper jeg op på ham så jeg har bennene og hans mave, vi kysser og så sætter han mig ned. ''dig har jeg vireklig savnet'' visker han i mit øre mens vi står og krammer.

~~

Vi er kommet hjem, nu skal jeg fortælle Marcus det.... ''skat der er noget jeg skal fortælle'' siger jeg stille ''hvad så smukke''siger han og sætter sig ved siden af mig ''jeg hvad ikke hvordan jeg skal sige det'' døren åbner, det er Martinus ''skal du være væk i 2 år'' siger han helt i chok, og nu sider Mac bare og stiger ud i luften ''ups du havde ikke sagt det til ham, jeg tror bare jeg går'' siger Martinus akavet og går bavlæns ud af døren og lukker den. Mac stiger stadig bare ud i luften ''skal du være væk i 2 år'' sprøger han stille efter lidt tid, en tåre løber ned af min kind ''ja... jeg ville havde snakket med dig om det, men du var ikke hjemme og jeg ville ikke snakke om det over tellefonen'' siger jeg stille ''hvornår tager du afsted'' spørger han igen meget stille ''der er heldigvis lidt lang tid til, jeg tager afsted efter jul, så det er om ca. 5 måneder'' svare jeg ''men hvor er det du skal hen?'' spøger han og kikker nu på mig ''Howard'' han kikker på mig og smiler  stolt ''det er jo mega godt'' jeg kikker underligt på ham ''godt? jeg troede ikke at det var godt at vi skulle være så langt fra hinden i 2 år'' siger jeg med en lidt trist stemme ''nej det er jo ikke det, det er godt at du kommer ind på den skole, det er jo en mega god skole, men det er ikke godt at vi skal være væk fra hinden i 2 år'' jeg nikker forståenede ''men hvad med hvores forhold'' spøger jeg, han kikker på mig med et lille smil ''det helle skal nok gå, vi kan godt klare et langdistance forhold'' jeg smiler til ham. 

Jeg tvivler lidt på at det kommer til at gå, men jeg håber. Jeg vil gøre et forsøg på at det her forhold holder mens jeg er væk.

Marcus rejser sig stille og går? døren lukker og kørt efter kan jeg høren en dør der bliver hårdt åbnet.

Marcus synsvinkel 

Jeg rejser mig fra sengen og går, jeg lukker døren til mit værlse og går hen til Martinus dør, jeg åbnerden hårdt ''KUNDE DU IKKE HOLDE MUND FOR EN GANG SKYLD, HUN VILLE FORTÆLLE MIG DET, MEN SELFØGELIG SKAL DU BRASE IND'' råber jeg, han kikker forskræket på mig ''jeg troede hun havede sagt det til dig, jeg kunne jo'' jeg afbryder ham ''NEJ NEJ, MARTINUS ENGLSE BRAN SOM INTET GØR FORKERT KUNDE IKKE VIDE DET'' han kikker bar på mig ''DU SKAL ALTID, ALTID ØDELÆGGE DET HELE, DU KUNNE I DET MINDSTE HAVDE VÆNTET MED AT BRASE IND'' råber jeg, igen kikker han bare på mig ''OG NU KAN DU IKKE EN GANG SVARE'' råber jeg ''HVORFOR ER DU ALTID SÅ FUKING SUR, SÅ FUCKING IRETERENDE, OG ALT DER OMHANDLER DIN DUMME KÆRESTE GØR DIG SUR'' jeg gik hen til ham og gav ham en lammer 

Bellas synsvinkel 

Jeg sad inde på Marcus værlse, jeg kunde høre alt havd han råbte.

''HVORFOR ER DU ALTID SÅ FUCKING SUR, SÅ FUCKING IRETERENDE, OG ALT DER OMHANDLER DIN DUMME KÆRESTE GØR DIG SUR'' råber Martinus høj, den sad, virkelig, syntes han bare at jeg er dum? jeg troede at vi var bedste venner.

døren åbner og Marcus kommer ind ''hvad så'' spørger jeg og smiler falsk ''ikke så meget, skulle bare snakke med Martinus om en koncert'' altså man kunne godt se at han løj, han viste godt at han havde råbt så højt at jeg havede kunde høre det. jeg ligger mig ind til ham og han tager armene om mig.

Martinus åbnede døren ''vil i med ned og spille fodbold'' spurgte han som om intet var sket, jeg svarede ikke ''Bella?'' sprøger Marcus, jeg ryster bare på hovedet, Martinus går ud og lukker døren. ''du hørete diskutionen ik?'' sprøger han stille, jeg nikker bare ''ikke lyt til ham, hvis han syntes du er dum er det hans problem, for jeg syntes ikke at du er dum, du er den bedste'' siger han og trækker mig ind i et krem.