Roses

K A P I T E L T H R E E

------

Modersmærke

_____

"Alexandra" sagde Helle spørgende, Alexandra, hun er den eneste lære der ikke kalder mig Lex. Bare fordi hun ikke syntes man skal have kælenavne til elever, gamle kvinde. "jaer den skader leveren og hjertet" hun fnøs en gang og gik videre, hun har aldrig kunnet lide mig, hvorfor er et mysterie.

Timen ringede ud, idag skal jeg faktisk hjem i spisefrikvarteret. Hvorfor må du tænke, jo fordi min far vil have mig til at lave nogle ting i huset før han kommer hjem, heldigvis er jeg gode venner med rektoren. Så hun lader mig gå tidligere nogle gange, "hvem vil vise Marcus rundt?" spurgte Helle, alle pigerne rakte deres hånd op. "okaaay ja, Signe" sagde hun, jeg rullede øjne. Nu kan jeg da ikke være sammen med hende, super. "hvem vil vise Martinus rundt?" det samme gentog sig, bare denne gang blev en af de andre pige ikke valgt. "hvad med dig Alexandra, kunne du ikke tænke dig?" hun fik et spydigt smil på læben, "faktisk ikke" svarede jeg stille, "hvad sagde du?" hendes hånd faldt ned i mit bord, sikkert som en trussel. "jo da" ændrede jeg mit svar og tvang et lille smil frem, efterhånden er det blevet min specialitet.

Signe gik med en af tvillingerne, så jeg måtte nok gå med den anden. "kommer du?" spurgte jeg og var lidt utålmodig, faktisk vil jeg gerne have frikvarter istedet for at vise den nye dreng rundt. "ja selvfølgelig, undskyld" svarede han og fulgte efter mig ud på gangen, han stemme var lidt sprød, så han blev nødt til at hoste en gang for at få den normal igen. "lidt hæs?" han kiggede overrasket over på mig, "ja faktisk, godt set" sagde han med et skævt smil, "det var faktisk godt hørt" rettede jeg ham, han grinte af min kommentar, men jeg var seriøs. Man ser ikke når en er hæs, det er bare dumt.

"Så Mar-?" spurgte jeg for at få hans navn, "Martinus" han kørte håret tilbage, sikkert fordi det sad helt ned i hovedet på ham. Navnet gik lidt rundt i mit hoved, Martinus, Martinus.. Martinus, det lyder bekendt. Imens vi gik ned af gangen skævede jeg nogen gange over til ham, bare for at lede efter måder at kende forskel på ham og hans tvilling. Undervejs opdagede jeg han havde kastanjebrune øjne, der sagtens kunne sammenlignes med kaffebønner. Han havde mørke rødder, men størstedelen af hans hår er blondt. Som sagt er der det lille modersmærke ved læben, dog lod jeg mere mærke til det på hans kind, tydeligt var det ikke, men på en måde strålede det bare mere.

"kigger du efter noget?" spurgte han og rodede i hans hår, "bare måder at kunne kende forskel" "fandt du så nogen?" han stoppede op, samme gjorde jeg. "modersmærke" svarede jeg, "på læben?" jeg rystede svagt på hovedet. "kinden" han smillede pludseligt, "der er aldrig nogen der lægger mærke til det mærke, folk kigger altid på læben" "der skal jo være en første" sagde jeg og gik videre, han løb op på siden af mig. "må jeg finde et kendetegn på dig?" sagde han skævt, mine øjenbryn rynkede sig sammen. "jeg har jo ikke en tvilling?" sagde jeg som om han var helt dum. "det ved jeg, men et kendetegn er altid godt" overvejende bed jeg mig i læben. "fint" han fokuserede på mit ansigt, og så nærmest fascineret ud.

"der, et hjerteformet modersmærke" han flyttede hans hånd op til min kind, modersmærket er lige ved min tænding. Da han næsten ramte mit ansigt fjernede han sin hånd igen, et forvirret udtryk spredte sig over hans ansigt. "er det et ar?" han stirrede faktisk på mit ar, lige ved min hårlinje. Minderne kom tilbage, det var min far. Surprise Surprise.

Flaskback:

"hun har aldrig villet dig!!" råbte min far fuld, "løgner!!" skreg jeg. Han greb ud efter mig og får fat i min trøjekant, "din lille mide, hvor vover du at tale sådan til mig?!" brøler han ind i hovedet på mig. Med tårene rende i lange strømme klukker jeg nogen lyde, men ingen ord kom ud. I et ryk kastede han mig ned i bordet, mit hoved landede lige ned på kanten. En varm strøm løb ned over ansigtet, og en høj skarp lyd kom fra bordet. Glasbordet smadrede i tusind stykker. Senere på dagen syede jeg selv mit sår sammen imens far havde tømmermænd på sofaen, og dagen efter samlede jeg selv glasbordet sammen og købte et nyt. På den samme konto fik jeg en masse sår på mine hænder, fordi min far ville ikke have jeg havde handsker på.

En lille tåre brød sig frem i øjenkrogen, hurtigt vendte jeg mig om og løb hjem. Før eller senere gør ikke nogen forskel, men nu havde jeg brug for at få mit fristed. Og det gør jeg ved at synge, men det må i jo høre noget om i næste kapitel;)