Roses

K A P I T E L F O R T Y

Klokken ringede og alle andre strømmede til, Kirsten trådte ind i klassen og lukkede døren efter sig. "Godmorgen! Jeg håber I har øvet jeres replikker, for idag starter vi øvningen" det var tydeligt at se at hun var spændt på det her. Jeg fornemmede Martinus' øjne på mig, men alligevel fornemmede jeg Viktorias' øjne på Martinus samtidig. "Okay vi deler jer op, alle rekvisitterne samles og begynder at lave deres kostumer, Romeo og Julie i må blive siddende herinde og øve jer sammen" 

Alle begyndte at rejse sig og smutte de steder hen de skulle. Jeg rejste mig op og kiggede over på Martinus, "ha det sjovt" prøvede jeg at smile, men det kom nok over lidt ironisk. "Du har intet at bekymre dig om" smilede han og gav min kind et kys. "Det ved jeg" smilede jeg, men inderst inde var jeg usikker på mig selv. Tydeligvis er Viktoria flottere end mig, hun kan lide skuespil ligesom Martinus og hun er populær, hvem vil ikke kunne lide hende. Jeg bliver bare nødt til at ryste det af mig, ingen jalousi her. Eller... "kom Alex" sagde Marcus og tog armen om mig, uden at kigge mig tilbage var vi forsvundet ned ad gangen. "Ik tænk på det, jeg kender min bror og han skal nok finde alle måder at komme forbi det kys på, hvis han ved det gør dig ked af det" Marcus har altid været god til at opmuntre mig op og den her gang var ikke en undtagelse. 

Vi sad bare og syede trøjer som nogle drenge skulle have på, ærligt ved jeg ikke meget om Romeo og Julie. Timen fløj ret hurtigt afsted, i Marcus' sammenværd er man altid i godt humør, synes jeg i hvert fald. Det ringede ud til frikvarter og heldigvis havde vi ikke flere dansktimer til at lave det her skuespil. 

Alle gik tilbage ind i klassen og Martinus mødte mig med et smil, "hvordan gik det?" spurgte jeg og pakkede mine ting væk. "godt! Det er virkelig sjovt og jeg tror at det kommer til at være et fantastisk stykke, Viktoria er slet ikke så slem" hans humør var i toppen så det ville jeg ikke ødelægge. Og når man taler om solen, "Martinus jeg syntes du var virkelig god" smilede hun og lagde sin hånd på hans arm. "i lige måde!" jeg stod bare og kiggede frem og tilbage, "men nu skal min kæreste og jeg udenfor for at få noget frisk luft" han afviste hende blidt og tog min hånd. Vi gik ud af klassen og jeg havde den bedste følelse, "tak" sagde jeg og klemte hans hånd. "for hvad?" spurgte Martinus, men jeg kunne se han godt vidste hvorfor, men han ville ikke få det ud af mig. "det ved du godt" jeg skubbede legende til ham med min hofte.

Tilbage til Religion, super. Vi sidder bare og høre dødt på vores Religionslære Kristian. Jeg var SÅ tæt på at døse hen, men det får man utrolig meget ballade for. Så istedet underholdt jeg mig med at sende fjollede blikke til Martinus, Signe og jeg hviskede også lidt sammen, Kristian er døv som en dør alligevel. Men vi blev pludseligt afbrudt af en lyd fra højtaleren, "Alexandra bedes komme til kontoret" jeg vågnede brat op og rynkede mine øjenbryn. Martinus, Marcus og Signe så lige så forvirret ud so mig. Jeg rejste mig akavet og gik mod døren, "Hvad sker der" mimede Martinus til mig, jeg hævede uvidende mine skuldre og forlod lokalet..