Roses

K A P I T E L E L E V E N

-----

Hvad sker der med mig?

_____

"aj pizzaen burde være her snart" sagde Martinus fustreret, vi grinte allesammen af ham, det er lidt sjovt den måde han er så seriøs omkring hans pizza. Det ringede på og Martinus sprang næsten i gallop mod døren, kort efter kom han tilbage med pizzaerne. "mmmm de dufter" Signe gik hen og hjalp ham med dem, "øh ja, jeg skal lige skifte til min Chelsea trøje før kampen starter" sagde jeg og gik med det samme mod min taske, nærmest rev jeg den op. Den. Var. Her. Ikke. Jeg sukkede irriteret og lænede mig oppe af væggen. "hva så Alex?" jeg kiggede op og så Martinus stå foran mig, jeg surmulede for sygt. "jeg har glemt min Chelsea trøje, så nu skal jeg gå hele vejen hjem og hente den, og miste noget af kampen." brokkede jeg mig, Martinus fik et lille smil på læben. "tjo jeg har 2" sagde han og rakte hans hånd ud, jeg storsmilede og tog den med glæde. 

"her" sagde han og kastede den, nr. 10. Min ynglings spiller, Hazard. "ihh han er min ynglings" hvinede jeg, Martinus kiggede overrasket på mig og grinte. "Marlex kommer til virkelighed" sagde han og grinte, jeg kastede en strømpe efter ham og gik ud på badeværelset. Jeg kunne se det var en original trøje, så da jeg tog den på passede jeg voldsomt meget på. Jeg kom ned i stuen og snurrede en lille gang rundt, "woow nu deler i også tøj" Marcus og Signe gav hinanden high five. 

Pizza bakkerne blev åbnet og kampen startede, det var sygt spændende. Stadig var jeg utrolig forsigtig med Martinus' trøje, hvis jeg spillede sovs kunne jeg nok dø. Jeg sad i den ene ende af sofaen, Martinus ved min side og Marcus ved siden af ham. Kom nu.. kom nu.. "YEEES!" råbte Martinus og jeg i kor, vi kiggede kort på hinanden og døde af grin. "sådan skal det være!" Martinus gav mig en high five og satte sig ned igen. 

"hey vi skal da lige tage et billede af Chelsea der vinder til Instagram!" sagde Martinus overlykkeligt, han tog sin telefon og stillede den på bordet bag ved sofaen. Så man lige kunne se vores rygge og hoveder, han satte timer på og løb om i sofaen. Han landede lidt forkert næsten helt ovenpå mig, eller nok bare virkelig tæt på mig. Vi løftede alle armene i vejret da billedet blev taget. Martinus gik op for at tjekke det, "perfekt!" han trykkede nogle ting ind og vendte tilbage til os. Han kom med telefonen og billedet var ret perfekt, man kunne se både Martinus og jeg havde ens trøjer på og det så faktisk godt ud. "jeg tagger jer, hvad hedder i?" spurgte Martinus, "Signe_lauritsen" Martinus nikkede og taggede hende, "Alex?" han kiggede op på mig. "tjoo, jeg har ikke en instagram" "okay, så må du vel bare være et mysterie" sagde Martinus og postede billedet.

"okay Martinus og jeg har en konkurrence gående" sagde Marcus og allerede der lød det ikke lovende, "åh nej" sagde Signe og sukkede, "nej nej nej, det inkludere jer" forsikrede Martinus os. "så vi har en konkurrence hvem der kan være mest seriøs, så vi skal kigge jer i øjnene på samme tid og se hvem der holder uden at grine" det lød faktisk kedeligt, men ville det skade at kigge ind i nogle af de smukkeste brune øjne jeg nogensinde har sket? nej det tror jeg ikke. "okay super" de smilede begge og satte sig foran os. Martinus kom hen foran mig, "okay 3, 2, 1" nu startede det.

Stilheden fyldte rummet, kun lyden af bladene rasle udenfor og nogle fugle synge. For hvert sekund jeg kiggede ind i hans øjne, jo dybere blev de. Der var både lykke gemt i dem, men inderst inde var det tydeligt han kæmpede med noget. Farven kan slet ikke beskrives, brun, magisk, unik, intet er nok. Men jo længere tid der gik, jo større blev den rede af sommerfugle inde i min mave. Voksede, voksede konstant, og snart var jeg bange for de alle ville slippe løs. Alle mine dårlige tanker, om min far, min mor, bare mit mindre dårlige liv. Puf, væk. Hele min hjerne blev kun fyldt med minder fra de sidste par dage, og minder der forhåbentligt ville ske i fremtiden. Billeder af Martinus ansigt der lyste op flere gange, følelsen af hans arme om mig, bekymringen der var i hans stemme, hans grin der kunne gøre selv den mest triste tid blive god... Hvad sker der med mig?