Roses

K A P I T E L T H I R T Y

------

Ik' uden mig

______

Vi nåede frem til mit hus, jeg takkede Kjell Erik for turen og sted ud af bilen. Da jeg trådte ind ad døren faldt noget ud af min jakkelomme, langsomt lukkede jeg døren og foldede den ud. 

Mød mig ved vinduet om 10 min, jeg vil snakke med dig om noget vigtigt - Kærlig hilsen Martinus

Min mave som ikke havde det for godt i forvejen begyndte at buldre, og uden at jeg lagde mærke til det havde jeg fået et stort smil på læberne. Så hurtigt som jeg kunne gik jeg ovenpå, hen til mit vindue og satte mig klar. Selvom jeg lige havde set ham kunne jeg ikke vente, det føltes helt specielt. Som om når jeg ser ham eller tænker på ham kan jeg ikke trække vejret før jeg er sammen med ham, eller at alt skal gå hurtigere fordi så kan jeg se ham hurtigere. Men på den anden side skal alt også gå langsommere, så jeg kan nyde tiden med ham. Det er et svært valg.

Martinus' ansigt poppede frem, det gav et lille sæt i mig. Han satte sig til rette på kanten af hans vindue, og jeg gjorde det samme. "sååå noget vigtigt?" smågrinte jeg, forhåbentligt er det bare et eller andet fjollet noget. Han plejer aldrig at være speciel seriøs, men dog blev hans ansigt ikke til et smil, mere en sammentrukket mine. "Martinus?" min stemme dirrede lidt, jeg har aldrig set ham sådan før. Han kiggede ned på hans ben der i små slag bankede ind i væggen, ikke hårdt eller noget, men bare lige så det gav en lyd fra sig. "nej glem det" han rejste sig frustreret og stormede væk ind på hans værelse. Nu var det mit ansigt som var en rynket rosin, hvad skete der lige?

Jeg hørte en dør smække og så Martinus bryde ud af hans hoveddør, hans så virkelig frustreret ud. Jeg en hurtigt beslutning, jeg valgte at gå efter ham. Hurtigt kom jeg nedenunder og tog en varm jakke på, det er ikke helt varmt uden for, plus det bliver snart mørkt. Jeg kom ud af fordøren og kiggede rundt. Han gik lidt længere nede ad gaden, det var en blanding af tramp og løb. Jeg prøvede mit bedste på at løbe efter ham, men jeg er lige kommet fra hospitalet. "Martinus!" råbte jeg forpustet, om han hørte det kunne jeg ikke se, men jeg måtte så gå ud fra han ikke gjorde. "Mar-" inden jeg afsluttede hans navn satte han i løb væk, han løb hen mod broen. Mit hjerte begyndte at pumpe, det her gør mig virkelig nervøs.

Jeg prøvede virkelig at løbe det bedste jeg kunne, det gik okay, men det kunne sagtens gå bedre. Jeg kom ned ad vejen, jeg kunne se ham stå og læne sig op af broens rækværk, han så meget tænktsom ud. 

Jeg gik ned til ham, lidt forsigtigt. Jeg kom om på siden af ham og begyndte selv at læne mig op af broens rækværk. "Alex, vil du ikke godt lade mig være i fred?" "hvorfor? du tog bare afsted sådan uden lige, jeg vil vide hvad der er galt" sagde jeg. "du er ikke klar til at vide det" sagde han som om han ligepludselig var min far eller sådan noget. "nåh, men så skal jeg vel hellere ikke fortælle dig hvis der sker noget med mig?" sagde jeg irriterende, med vilje. Han kiggede på mig, "Alex forstå det nu bare, det vil bare ødelægge det hele.." hans brune øjne så såret ud, imens mine sikkert bare var uforstående. "der er ikke noget du kan sige der vil ødelægge noget, men jeg skal nok lade dig være" sagde jeg og vendte mig om. "virkelig?!" han tog fat om min hånd og vendte mig om, "ja intet" forsikrede jeg ham og kiggede på vores hænder. 

Vi stod i lidt stilhed, "Alex jeg-" han holdte en pause, det lignede han ville fortryde at sige det her. Jeg valgte at forholde mig stille, tydeligvis havde han brug for lige at tænke over hvad han ville sige. "Alex jeg kan lide dig, sådan rigtig godt lide dig" mit hjerte stoppede. En boblende glæde kom frem i hele min krop. "Martinus jeg kan virkelig også godt lide dig, sådan virkelig godt lide dig" jeg løsnede stemingen ved at træde et stykke tættere på ham. Vores øjenkontakt var stærkere end noget jeg nogensinde havde prøvet før. alle følelserne fløj også rundt i den stille vind der omgav os. 

Han trådte et skridt tættere på mig, jeg kiggede nu mere op på ham end hen på mig. "det er jeg virkelig glad for at høre" sagde han og tog også min anden hånd. "det var da heldigt, for ellers ville det være lidt akavet" han grinte af mig og strøg en tot hår om bag mit øre. Hans hoved nærmede sig mit, jeg gik så småt op på mine tær. Lige før noget skete- "Hey skal vi ikke prøve noget sjovt?" afbrød jeg det hele og storsmilede, Martinus trak sig lidt og rødmede. "jo da, hvad skal vi prøve?" "hoppe i" jeg kiggede ud over broen og grinte. "Alex nej! du er lige kommet hjem fra hospitalet!" han lød virkelig seriøs, men det var bare sindsyg nuttet. "nah jeg tror du er bange" jeg rynkede på øjenbrynene og gik op på broens kant, der var nok kun 2 meter ned til vandet. "Alex! ik hop-" han tog fat om min ankel  "-uden mig". Mit ansigt lyste op. Han kom op på siden af mig, "på 3" sagde jeg, Martinus tog min hånd og de flettede sig sammen. "1" "2" sagde jeg, "3!" råbte vi i kor og sprang.

Vinden fløj i mit hår og det føltes som om vi hoppede i evigheder, hvordan kan jeg fortjene alt det her? Mit liv har ikke ligefrem været perfekt, mildt sagt, men alligevel finder det hele ud af sig selv. Jeg har nu tilstået mine følelser for drengen jeg rigtig godt kan lide, og jeg har fået mine venner tilbage, forhåbentligt varer det her for evigt.

Men som verden nu fungerer, så kan i jo godt gætte jer til at alt ikke varer forevigt...