Roses

K A P I T E L S I X T E E N

____

De kommer hjem!

------

Dagene har gået ufattelig langsomt, men idag kommer de hjem. Tro mig jeg har ventet, og de har næsten ikke skrevet med mig. Åbenbart havde de for travlt, selvom de var på ferie? Det syntes jeg også er lidt besynderligt, men måske er jeg helt forkert på den. Signe og jeg er okay igen, åbenbart var hun bare glad den dag. I hvilket jeg stadig tænker på, der er bare et eller andet forkert over alt det her. Men det er det sidste jeg vil tænke på idag, idag er en god dag. Vi måtte af en eller anden absurd grund ikke hente dem i lufthavnen, men i det mindste bliver de sat af ved mit hus og så skal vi have sleepover. For det er nemlig lørdag, og på mandag skal vi på klassetur. 

Signe er allerede kommet over og vi sidder nu begge på verandaen og venter på de kommer kørende, "ej jeg glæder mig" sagde Signe og trippede med foden, "også mig!" min fod begyndte også at trippe. Der. Bilen kørte op ad gaden og hele mit ansigt formede sig til et smil. Signe og jeg rejste os op, og da de kom ud af bilen med åbne arme løb vi begge i deres retning og nærmest angreb dem i et stort gruppekram. Min puls bankede virkeligt hurtigt og smilet begyndte at gøre ondt, måske var der en glædeståre eller to i øjenkrogen. Vi delte os op og jeg gik hen og krammede Marcus, imens krammede Signe Martinus. Nu byttede vi, Martinus' arme omgav mig og hele min krop slappede af. Vi stod og vuggede fra side til side, bare passede os selv. 

"jeg har savnet dig Alex" hviskede han i krammet, sommerfuglene i maven fik lige et elektro chok, eller noget lignende. "jeg har også savnet dig Martinus" han holdte mig endnu tættere. Vi trak os langsomt ud, han havde også nogle glædeståre ned af kinderne. "ej stop!" sagde jeg og slog ham legende på armen, han grinte af mig og trak mig ind til endnu et kram. "kom nu!" råbte Marcus og Signe grinende, de er vidst lige blev færdig med at kramme. Jeg kunne mærke Martinus langsomt prøvede at trække sig, men jeg ville holde fast. Faktisk siden han tog afsted har jeg været virkelig bange og utryg, bange for min far kom hjem pludselig og gjorde ting mod mig. Men nu er jeg tryg, her i hans arme. Han må ikke allerede lade det forsvinde igen, "kom nu Alex" smågrinte jeg. Istedet for at svare blev jeg bare stående i hans arme.

"bare gå ind, vi kommer om lidt" råbte Martinus til de andre, han vendte tilbage til mig. "Alex er der noget galt" han lagde nu hans arme om mig igen, og aede mit hoved stille. I korte betryggende strøg, jeg rystede kort på hovedet, nærmest så man ikke kunne se det, men self kunne han. "fortæl" sagde han blidt og holdte mit hoved stille op mod hans, "jeg har bare været så bange" de små glædeståre havde nu skiftet mening, det var nu ikke så glade tåre. "for hvad?!" vores øjenkontakt blev dybere og dybere hele tiden. "for min far kom hjem, for at han ville gøre alle mulige ting mod mig imens du var væk. Du giver mig bare tryghed, jeg ville ikke slippe det" hviskede jeg stille, men stadig grødet. "bare rolig jeg giver ikke slip på dig" han løftede mig op så mine ben var om hans mave og mit hoved hvilede ved hans skulder. Langsomt gik vi ind mod huset sådan, han er virkelig betænktsom. Han åbnede døren og vi kom ind til de andre, jeg kunne ikke se deres ansigter, men de var sikkert interessante. 

"skal vi ikke snakke om jeres ferie?" sagde Signe glad, vi gik ind i stuen stadig med mig om Martinus' mave. "kom vend dig om" hviskede han stille til mig, jeg nikkede og da Martinus satte sig ned satte jeg mig imellem hans ben. Halvt liggende halvt siddende, både Signe og Marcus sad foran os i samme stilling. "så jeg vil høre om det" sagde jeg og vendte nu mit ansigt ind til et smil. "nu skal i bare høre" startede Martinus...