Roses

K A P I T E L F O U R T E E N

-----

Underlig opførelse

____

En stille hvisken spredte sig i rummet, mine øjne hvilede stille op. Martinus lå stadig med hans arme om mig, og det er nu blevet morgen. Hvisken kom fra Marcus og Signe, "godmorgen til dig" sagde Signe med et kækt smil på læben, jeg gnubbede mine øjne og var vidst stadig lidt morgen forvirret. "godmorgen" smilede jeg, Martinus sov stadig tungt. Eller det troede jeg, "godmorgen" sagde han og gabte. "faldt vi bare i søvn her?" grinte han, Marcus nikkede. 

Jeg klaskede dødt ned på sengen, glæde strømmede igennem min krop. Fra top til tå. I rigtig lang tid er jeg endelig super glad, det kan jeg takke mine fantastiske venner for. Nye og gamle, de betyder lige meget. Det er lørdag og jeg kan slet ikke tænke på andet end den måde jeg sov med Martinus, tror du det betød noget? Måske ikke, hvordan skal jeg kunne vide det. Jeg har aldrig haft en drenge ven før. Faktisk kunne jeg tage tilbage og opleve det hele igen, træt tror jeg ikke jeg vil blive. 

Min telefon bimlede, det var Signe. 

Signe: 

Har du lyst til at tage til Mosjøen og shoppe?

Mig:

Ja! skal drengene med?

Signe:

Dsv ikke de skal til Oslo idag:(

Mig:

Okay så ses vi jo snart:)

Jeg tog nogle jeans på og puttede hættetrøjen ned i buksekanten, bare fordi den er så behagelig og varm. Kort efter bankede det på min dør, det var Signe. Hendes mor ville køre os til Mosjøen. Vi snakkede bare i bilen og ankom hurtigt til shoppe centeret. "hvor skal vi starte?" spurgte jeg, "hmm hvad med H&M?" "super" vi gik sammen derind.

Senere på dagen:

"så hvordan går det i skolen?" spurgte Signes forældre, lige nu sidder vi ved Signes familie og spiser aftenmad. "godt mor" sagde Signe akavet, jeg grinte af hende. 

Jeg kom hjem og fandt min optager frem, jeg har brug for at synge lidt. Jeg tænkte hurtigt gennem hvilken sang jeg ville, det blev til ruin my life - Zara Larsson. Hun er virkelig en gude sanger. 

Oploadet - 

Jeg klaskede tilbage ned i sengen, det er også blevet ret sent nu. Mine tanker kørte lidt rundt forskelligt, det undrede mig faktisk hvorfor Marcus og Martinus skulle til Oslo. Altså det tager jo 12 timer at køre, så hvis de skal nå skole på mandag, er de jo der kun i virkelig kort tid?

Mandag morgen:

Det gik op for mig at jeg kunne tage min telefon nu, min far er ikke hjemme til at bestemme over mig? Jeg fræsede ned til den kommode og fandt nøglen, jeg kender skam godt hans gemmested. Jeg låste den op og smilede for mig selv, faktisk har jeg ikke nogens nummer. Måske skulle jeg få det idag? ellers kan man jo ikke rigtig kommunikere? Mit tøj blev bare en trøje og bukser, meget fancy. 

Jeg kom ud af døren og så drengene nede på gaden, så de kom faktisk hjem igår. "hej Alex" sagde de i munden på hinanden imens vi krammede, "hej med jer". vi begyndte at gå mod skolen, så vi kom også forbi Signes hus. "hvorfor var I i Oslo?" spurgte jeg på vejen ind i klassen, "tjo vi havde bare nogle ting vi skulle orden" Marcus lød lidt hemmelighedsfuld, men hvordan skal jeg kunne vide det? "det er godt nok langt for at arbejde lidt" jokede jeg, men de syntes vidst ikke det var særlig sjovt. Ingen af dem grinte, i modsætning sendte de hinanden blikke og så triste ud. Klokken ringede og vi satte os ned.

Timen sluttede, de tre andre var gået et eller andet sted hen. Hvor ved jeg ikke, men de gik bare uden mig, hvis jeg selv skulle sige det ignorede de mig, eller holdte noget hemmeligt. Ingen af delene kunne jeg lide, imens jeg stod og stirrede ud i luften kom en person til mig. "er du ikke Alexandra?" spurgte en høj dreng, brune krøller og fregner. "jo, men bare Alex" "okay faktisk ledte jeg efter dig" han kiggede mig dybt i øjnene. Han havde utrolig smukke blå øjne, han er vidst fra C klassen tror jeg nok. "øhh hvorfor det?" tvivlen groede voldsomt. "jo jeg har hørt at du er vældig god til Norsk, og jeg tænkte om du ikke vil være min hjælper?" han prøvede en eller anden mærkelig ting med at blinke til mig, men jeg grinte ved et uheld. Det er virkelig cringe.