Roses

K A P I T E L T W E N T Y O N E

_____

Katastrofen rammer

-----

Døren åbnede langsomt, Signes hoved kom til syne. "du er vågen!" sagde hun glad og kom hen til mig, "hvad skete der?" min stemme rystede mildt. "øh Lex.. jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det. Det er nok bedst de selv siger det" og idet hun sagde det trådte de ind på værelset, Martinus så helt bleg ud. "du er vågen" sagde han håbefuldt og kom over til mig, "ja" kvækkede jeg. "Alex jeg-" han stoppede sig selv, tåre krøb frem i min øjenkrog. "bare se det her" sagde Marcus og gav mig hans telefon, den var logget ind på instagram. Marcus And Martinus 1,5 mio følgere.

Jeg scrollede ned gennem billederne, kommentarene, følgerne, alt."hvad- jeg.. jeg forstår ikke" tårene havde aldrig fundet vej ned af mine kinder. "vi er kendte, kendte i hele Europa" Martinus prøvede at tage min hånd, men jeg trak den med det samme. "ik rør mig!" udbrød jeg, "jeg kender jer slet ikke" jeg kunne se Martinus var helt såret. "og du vidste det?" jeg kiggede såret på Signe, hun nikkede stille, skamfuldt. Mit hjerte knækkede i to, alle de hemmeligheder. Dengang ude på trappen var om det her, fansene. De var slet ikke på ferie, det var bare endnu flere løgne. "gå ud! jeg vil ikke se nogen af jer" prøvede jeg at råbe, men håbløst, for min stemme var slet ikke i nok form til det. Uden at diskutere mere vendte de sig om og gik, tårene blev ved og ved. De mennesker jeg kunne stole mest på havde løjet for mig hele tiden, jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Men en ting er sikker, her skal jeg ikke være. 

Frustreret pakkede jeg mine ting, eller nærmere smed jeg alle tingene i kufferten. Lynede den i raseri og satte mig på den, med hovedet i hænderne. Er det her overhovedet virkelighed? 

Jeg talte med en af de voksne, de bestilte en busbillet til mig. Åbenbart havde jeg også været på hospitalet, men jeg fik lov til at komme tilbage i hytten kort efter. Bussen kom snart, og jeg har slet ikke set noget til de andre. Med hjælp fra en af de andre piger fra klassen, kom jeg ned af trappen og ud af hoveddøren. Der var et busstoppested foran hytten, der stod vi også af igår. Alt det her gjorde bare ondt, og der var ingen god side af noget af det her. 

"Alex!!" råbte Martinus bag mig, jeg vendte mig ikke om men ignorerede ham. Bussen kommer snart, bare tænk på det sagde jeg til mig selv. "Alex please ikke gå!" han stod nu bag mig, "Martinus hvad vil du have jeg skal gøre?! du har løjet for mig, holdt hemmeligheder, holdt mig udenfor og slået mig bevidstløs!" han kiggede på mig i chok, det går sikkert først op for ham nu hvad han egentligt har gjort. "men- Alex det var jo aldrig min mening, det skulle aldrig have gået så langt" sagde han ked af det, "det gjorde det Martinus, bare hold dig væk" bussen trillede op på fortovet. "Alex bliv nu bare, vi kan snakke om det" prøvede han at overtale mig, det gjorde inderligt ondt at skændes med ham. Den her dreng har jeg virkelig stærke følelser for, og se ham se knust ud gør mig ikke glad. "jeg ved jo ikke om du lyver igen så" var det sidste jeg sagde før jeg trådte ind i bussen. Løbende kunne jeg se både Signe og Marcus komme hen imod Martinus.

Imens jeg kørte kom alle minderne frem igen.

Dengang min far nærmest drabte mig, så var Martinus den person der passede på mig. Han hjalp mig uden at stille spørgsmål, uden at dømme mig. Signe har altid været der, men hun er bare blevet så meget vigtigere over den sidste tid. Den gang hvor jeg brød sammen på drengenes badeværelse, og Signe var der for mig. Den måde de reagerede på og kastede sig ind i et gruppekram omkring mig, hvor de forstod det hele og ville altid være der for mig. Hvor vi grinte over deres sjove historie, og så fodboldkampen hvor jeg lånte Martinus' trøje. Under filmen hvor vi faldte i søvn oppe af hinanden, aftenen jeg vidste jeg havde faldet for Martinus. Dengang hvor Marcus kastede tomat på mig, og han kastede vand på Martinus og jeg fordi vi havde stirret ind i hinandens øjne i al for lang tid. Da de kom tilbage fra Thailand og Martinus krammede mig som aldrig før, hvor han igen passede på mig og sørgede for jeg var tryg hele tiden. Og første gang vi gik hjem sammen, aftalen om at vi skulle gå hjem sammen hver dag. Så var der jo også den gang hvor vi scannede hinandens ansigter i midten af gangen, jeg opdagede hans modersmærke og han opdagede mit ar. Jeg løb hjem i gråd, men senere på dagen talte vi sammen i flere timer i vinduet. Om alt mellem himmel og jord, de mest ligegyldige ting og nogle seriøse ting. 

Bare alle vores minder føltes ikke rigtige mere, det føltes alt sammen som en drøm, og nu er jeg vågnet op...