Roses

K A P I T E L S I X

------

Time lang samtale

_____

Det ringede ud til frokostpause, endelig jeg er hundesulten. Signe og jeg gik ned i cafeteriet sammen, "jeg har scoret os gode pladser" sagde hun da vi gik ind i cafeteriet, vi plejer altid at sidde det samme sted. Sammen med de andre tøser der taler om make up og drenge, det undre mig hun vil sidde andre steder,  der må være en super god grund. Efter vi hældte maden op fulgte jeg bare efter Signe, Marcus som var lidt længere nede i lokalet vinkede os derhen. "kom" hun gik i hurtigere skridt hen mod ham. Jeg opdagede der også sad 2 andre drenge og 1 pige, inklusiv Martinus. "vi gemte pladser til jer" sagde Martinus og klappede på sædet ved siden af ham, jeg gik derover og satte mig ned. 

"vi talte faktisk lige om den her instagram profil vi har opdaget" startede Marcus med, vi nikkede begge. "så det er tydeligvis en pige, hun laver covers og har over 1 mio følgere" sagde Martinus facineret, "må jeg se hende?" Signe rakte over bordet efter Martinus' telefon, "men skærmen er jo sort" Signe kiggede forvirret på drengene. "ja det er lige det, hun viser ikke sit ansigt, men hendes stemme er som en engel" Martinus lød virkelig facineret af det her. Signe rakte mig telefonen, mine øjne spærrede op, det var min profil. "lad os nu ikke tale mere om det" sagde jeg og slukkede Martinus telefon, han tog den og kiggede mærkeligt på mig. Resten af frokosten sad jeg bare i stilhed, det har helt slået mig ud at de fandt min profil.

Den sidste time ringede endelig ud, det var virkelig på tide. Nu skal jeg bare hjem, forhåbentligt håbe min far er i godt humør. Jeg gik ud af den store dør til skolen, helt i mine egne tanker. Martinus kom lige pludselig ind foran mig, "hey hey hey glemte du vores aftale?" ja det havde jeg faktisk. Mit blik fandt hans og jeg sendte et undskyldende smil, "det okay, skal vi gå?" spurgte han og gav mig et smil, jeg nikkede og vi begyndte at gå. "hvorfor vil du hellere gå med mig end din bror?" røg det ud af mig, han smagte lidt på spørgsmålet. "måske fordi.." han afsluttede ikke hans sætning men trak istedet på skulderne. 

"kan vi ikke mødes ved vinduet?" spurgte Martinus da vi nåede mit hus, jeg nikkede med et smil på læben. "så ses vi jo snart" jeg gik ind i mit hus, og næsten direkte ind i ham. "hvem er den dreng??!!" spurgte han, jeg tabte næsten kæben. Hvor er jeg dum, han holder altid øje med mig, hvorfor skal jeg være så dum. "vores nabo" hviskede jeg, "vi taler om det her senere, jeg skal til møde på mit arbejde og du forlader ikke huset!" jeg nikkede ivrigt og gik op på mit værelse. Allerede kunne jeg se Martinus sidde ved det andet vindue, samtalen med min far blev mærkeligt nok glemt hurtigt. 

Jeg satte mig op i vindueskarmen og åbnede vinduet. "hej igen" sagde Martinus og åbnede hans vindue, "hej" han lavede et eller andet med hans hænder. "jeg har villet spørge dig om noget" sagde han og legede videre med hans fingre. Jeg nikkede for ham til at fortsætte, "hvorfor har du din hånd i forbinding?" det smil der havde sneget sig frem forsvandt forholdvis hurtigt. "tjo.." startede jeg ud, "er det okay hvis jeg ikke siger det?" "selvfølgelig, bare sig det når du er klar" svarede han og sendte mig et forsikrende smil. "nåh hvem er Marlex så?" spurgte han og med mit grin startede vores flere timer lange samtale...