Roses

K A P I T E L F I V E

-----

Marlex

____

Jeg hørte døren smække nedenunder, jeg brød ud af den fosterstilling jeg sad i og løb nedenunder. Han er væk. Jeg gik ind på hans kontor og tændte computeren, heldigvis kan jeg hans login. Ind på Instagram og så sætte min optager til så jeg kan uploade videoen. Efter få sekunder er den uploadet og jeg kiggede med det samme ned igennem kommentaren. De var alle smaddersøde, nogle kommenterede min stemme andre ville vide hvem jeg var. Men det kan jeg aldrig nogensinde sige, det ville ødelægge alt. Dog var der en masse som forslog den samme sang, Heartbeat. Jeg likede nogle af kommentarene og svarede på nogle andre, efter det loggede jeg hurtigt af computeren igen og gik ovenpå.

I det sekund jeg satte min hånd på kanten af sengen skar en smerte gennem min hånd, mit blik flakkede derned og mit håndled var den sygeste farve og hævet. En tåre kneb sig ud af min øjenkrog idet jeg støttede på den. Med besvær fik jeg en trøje på og nogle bukser, også en mild forbinding om mit håndled, efterhånden har jeg lært hvordan man gør. Nedenunder sad min far som sædvanlig og læste hans avis, nærmest turde jeg ikke nærme mig. "ha en god dag" sagde han før jeg tog min taske over skulderen, "tak" døren svang åben og jeg smuttede ud af den før han skiftede mening om hans humør, det er sket før. 

"hey Alexandra!" blev der råbt bag mig, i et spring vendte jeg mig. Min hjerte sprang lige et slag over, men det var bare en af tvillingerne. Han kom op på siden af mig, "ik' kald mig Alexandra" sagde jeg kort og kiggede nærmest ikke på ham. "øh okay Alex" sagde han og blinkede med hans øje, et mildt smil fyldte mit ansigt. Endelig en der ikke kalder mig Lex, tak nye dreng. "Tak nye dreng" han grinede fjoget, "det Martinus, husker du?" spurgte han og pegede på hans modersmærke ved kinden. "nårh jah" jeg sparkede til en sten på vejen. "skal vi ikke følges hjem?" spurgte han ud i det blå, en mærkelig kluk lyd fik jeg frem. "det er ikke så en god ide" "hvorfor? vi er jo naboer?" sagde han forvirret, måske ville det være nemmere end at forklar min situation. "okay aftale" men at det er bare idag, det behøves han jo ikke at vide. 

Signe sprang hen imod mig, "TALTE DU LIGE MED MARTINUS?" nærmest råbte hun, hurtigt gav jeg hendes arm et slag. "dæmp dig, dem i Kina behøves ikke at vide det" hun undskyldte og vi gik sammen ind i klassen. "men ærligt hvorfor?" sagde hun da vi satte os ned, jeg vendte mig om så vi sad ansigt mod ansigt. "tjo vi er naboer, så vi gik den samme vej" forklarede jeg godt, syntes jeg selv. "ej  hvor er det her spændende, hvad nu hvis i bliver kærester?!" jeg fik det vand jeg lige havde slugt galt i halsen og fik et hosteanfald. "kærester?! hvilken en syg ide" Signe grinede af mit anfald. "Lex plus Martinus hmmm... Marlex" jeg rystede opgivende på hovedet, "hvem er Marlex?" spurgte en stemme bag os. Det var Marcus, "bare Lex's og Martinus' ship navn" sagde Signe som om det var ingenting. "Signe!" udbrød jeg og begravede mit hoved i mine hænder. 

"ja du er vores nabo, fulgtes dig og Tinus ikke i skole?" spurgte Marcus interesseret og satte sig ved pladsen ved siden af Signe, "jo" forkortede jeg mit svar. "han fortalte mig faktisk til morgenmad at han ville" Signes ansigt lyste op, "ej hvor er det meant to be!" sagde hun overlykkelig. Opgivende sank jeg ned i mit sæde og vendte mig om, og i samme sekund kom Martinus ind ad døren. Varmen i mit ansigt blussede op efter vores samtale, godt han ikke var her noget før. "hey Alex" sagde han og satte sig ved bordet ved siden af mig, jeg sendte ham et lille smil og timen begyndte.

Skolen er lidt mit fristed, her kan jeg på en måde bare være en anden udgave af mig selv. Den udgave som ikke er bange eller ødelagt, ødelagt af min far og hans slag.