Roses

K A P I T E L T W E L V E

-----

Hemmeligheden

____

En kold våd ting ramte os og det hele blev ødelagt og splintret i stykker. Marcus og Signe stod færdig af grin, imens Martinus og jeg nu sad helt gennemblødte. "Hvad skulle det til for?!" sagde jeg surt, "ej noget måtte vi jo gøre, i har stirreret ind i hinandens øjne de sidste 25 min. Jeg kiggede chokeret på Martinus, "virkelig?" sagde han og blev lidt rød i hovedet. Det samme gjorde jeg, "kom Signe nattøj!" kommanderede jeg og trak hende med ovenpå på det badeværelse, jeg havde lånt den anden dag.

"sååååå" hun kørte hendes hånd hen af vasken, "så hvad?" sagde jeg og tog mit tøj af uden at tænke mig om, "du ved dig og-" hun stoppede sig selv, og så lidepludselig utrolig seriøs ud. Ud af øjenkrogen skimtede jeg allerede den blå mave og mærkerne på mine arme. "lex.." en tåre trillede ud af hendes øje, det overraskede mig faktisk, jeg havde aldrig troet at hun ville bekymre sig. Hun trak sine arme og ud, og jeg tog imod og krammede hende. "hvorfor- hvorfor har du ikke sagt noget" hun knugede mig tættere. "jeg kan ikke rigtig tale om det, det kan bare ikke komme ud af min mund" langsomt mærkede jeg min hals der snoede sig til og slog knuder. En tåre fandt vej ned af min kind, "hvem har gjort det" hun trak mig ud og kiggede lidt på mig, det var ubehageligt, men hun må gerne være nysgerrig. "min- far" stammede jeg med en blævrende læbe.

Der, selvom jeg ikke ville, i det øjeblik begyndte jeg at græde. Hurtigt lagde Signe sine arme om mig, og for første gang nogensinde, føltes det faktisk som om vi var rigtige venner. "jeg her, bare kom ud med det" hun aede stille min bar ryg op og ned, langsomt og roligt. Alt min gråd kom ud, dog i mindre portioner så drengene ikke hørte det. "kom lad os tage nattøj på og komme ned til drengene, hvis du altså har lyst til at fortælle dem det, måske kunne det være en god ide" hun aede stille min arm nu og kiggede mig dybt i øjnene, jeg snøftede en gang og nikkede. Jeg tog nogle shorts på og t shirt, løst nede i shortsene, og flettede mit hår.

Vi gik langsomt ned af trappen sammen, hånd i hånd. Inde i stuen sad drengene bare og snakkede, lidt med telefonerne. "heeey" sagde Signe langtrukkent og klemte min hånd, "hee-" Marcus stoppede sig selv, "hvad er der sket?" spurgte han nu mere bekymret. Mine øjne var helt klistret og sikkert opsvulmede. "Lex og jeg vil gerne tale med jer om noget vigtigt" Signe førte os hen til sofaen hvor de sad. Vi satte os lidt i en cirkel på madrasserne. Martinus ved min ene side og Signe skrådt over for mig.

"ja øhm.." jeg holdte en kort pause og trak vejret. Dybe vejrtrækninger, min puls steg lidt og det blev ret varmt. "jeg har-" startede jeg, men afbrød mig selv. "tag dig tid" sagde Martinus forskikrende, jeg kunne mærke en hånd tage om min, det var Martinus. Vi holdte nu i hånden og ligepludselig blev det bare nemmere. "okay så min far...."

jeg fortalte alt, hele historien fra alt med min mor, til det seneste. Hvorfor jeg græd og hvorfor jeg har mærker og concealer på hver dag i skolen. Ingen sagde noget, men uden jeg havde lagt mærke til det sprang de alle på mig i et gruppekram. Martinus inderst og så de andre ovenpå os, et grin forlod min mund. "vi er her for dig, altid" mumlede Martinus og krammede mig tættere, vi væltede helt af det store kram. Vi døde alle lidt af grin, det her var ret skørt, men det var den perfekte måde de reagerede. Den helt perfekte måde.