Roses

K A P I T E L F O U R

------

Den første snak

_____

Mine ben syrede til og jeg kollapsede næsten, varmen ramte min ansigt i det sekund jeg brød ind ad døren. Til den her tid havde jeg tåre ned af kinderne, fandens den nye dreng. Hvis han bare ikke havde nævnt det, jeg hader at spilde mine tåre på min far. Hurtigt løb jeg op på mit værelse og fandt min optager frem, i min fritid synger jeg altid. Faktisk indspiller jeg covers og ligger dem på Instagram, med helt sort skærm, kun optagelsen. Jeg har overraskende mange følgere, faktisk 1 mio, folk elsker vel bare et godt mysterie. 

Jeg trykkede optag på knappen og begyndte at synge, water fountain med Alec Benjamin. En af mine ynglings artister. 

  Now he's grabbing her hips, and pulling her in
Kissing her lips, and whispering in her ear
And she knows that she shouldn't listen
And that she should be with me by the water fountain
She couldn't be at home in the night time because
It made her feel alone, but at that time she was too young
I was too young

I should've built a home with a fountain for us
The moment that she told me that she was in love
Too young
I was too young.

Jeg trykkede stop og pustede lettet ud, mit hjerte faldt på plads igen. Tårene var tørre og tristheden var strømmet over mig igen. Jeg kan dog først poste den iaften kl 7, der skal min far træne i fitness, det gør han hver evig eneste dag. Det er så mit smuthul til at gå nedenunder til hans computer og oploade klippet, jeg har en telefon, men det er min far der har nøglen til skuffen den er i.

"Jeg er hjemme" sagde min far og lukkede døren i, jeg gav et lille hop og kom nedenunder til ham. "har du gjort det jeg bad om?" spurgte han og hang hans frakke op, jeg nikkede stille. "okay godt" han gik lige forbi mig og ud i køkkenet til hans avis, som altid. Jeg gik ovenpå og fjernede alt min makeup, når jeg er herhjemme har jeg ikke brug for at skjule det. I min vindueskarm sad jeg og studerede det flotte træ der er foran mit vindue, faktisk er det grænsen til et andet hus. Nemlig min nabo, og når man taler om solen-

Nede på gaden under vinduet kom de gående, grinende helt glade. En følelse jeg sjældent har, det tætteste jeg kommer på er nok når jeg opdager min far skal noget, så han ikke er hjemme. Uheldigvis imens jeg sad i mine egne tanker skete der en masse uden foran min boble, så som at drengen jeg talte med tidligere stod og kiggede på mig. Gennem det andet vindue, sikkert hans værelse "hej" han vinkede akavet, uden at opfatte jeg sad her med et blåt ansigt svarede jeg ham helt normalt. "hej" vi stod bare og kiggede på hinanden, som intet andet betød noget, og lige pludselig blev alt så poetisk. "undskyld jeg løb tidligere" han vendte hans normale ansigt til et smil, "det gør ik' noget" svarede han og kørte noget hår væk fra hans ansigt. "ALEXANDRA!!!!" råbte min far helt fra forstanden, en trist mine fyldte mit ansigt. "vi ses vel imorgen" sagde jeg før jeg gik væk fra vinduet, han stod tilbage forvirret, det ville jeg også have været. 

"jeg hørte du pjækkede fra skole??!!" hans ansigt var sprudlende rød og pustet op, begge hænder knyttet sammen. Mit hjerte fløj fra mit bryst og op i min hals, hvordan i alverden ved han sådan noget. Han har aldrig opdaget det før, en må have sagt det til ham. "jeg-" "Lige efter skole betyder ikke før skole!" han afbrød mig, "undskyld, jeg fik det dårligt" løj jeg det bedste jeg kunne. I trampende skridt kom han hen imod mig. "du ser ellers frisk ud til mig" på det her tidspunkt var han helt oppe i mit ansigt, han tog hårdt fat om mit håndled. "det her sker ikke igen, høre du mig?!" grebet om mit håndled blev strammere, med besvær slugte jeg en klump. Jeg nikkede usikkert, han slap mit håndled og stormede ud af lokalet. Mit håndled var helt rød, sikkert lilla imorgen. Perfekt.

---

Please vote og kommenter så jeg ved i kan lide den<33