Roses

K A P I T E L T W E N T Y N I N E

-----

De fandt ud af det

____

En flyvende bold kom imod mig, jeg nåede ikke at rykke mig. Få meter fra de andre ramte den mig direkte i maven, jeg kastede mig tilbage. Det føltes alt som noget slow motion, jeg fik følelsen af at jeg skulle falde/besvime. Jeg drejede mit hoved over på dem, de stod alle med forstørrede øjne. En tåre rendte ned af min kind, jeg snublede få skridt bag ud og lod mig selv falde. Jeg lukkede øjnene i håb om at det var lindre den smerte der skulle til at ske, det virkede. Jeg landede ned på noget blødt, og en behageligt duft omgav mig. I det øjeblik vidste jeg hvad der var sket-

Jeg åbnede øjnene og kiggede direkte ind i de smukkeste brune øjne, dem jeg var blevet alt for vant til at se ind i. Hele verden gik i stå, smerten i min mave groede og noget ved min hals kradsede voldsomt. Ud af det blå vendte jeg mig om på siden, en stor blodklump kom ud af munden på mig, ligesom den dag. 

Det var som om verden gik igang igen, "gud Alex er du okay-" sagde Martinus panikken, de andre løb over til mig, alle havde nu stillet sig i en cirkel om mig. "en eller anden hent en lærer!" råbte Marcus, Signe løb forvirret rundt efter en lærer. Stille blev alt lyd lukket ude, det hele blev lidt slørret, alt undtagen hans øjne. "-nej" hviskede jeg og faldt hen...

------------

Mine øjne åbnede i små huller af gangen, mine læber var tørre, øjnene sved, og mit hoved gjorde ufattelig ondt. Min opmærksomhed fangede en person sidde forenden af sengen, jeg var på et hospital. Men jeg kunne ikke skimte personen ordentligt, ikke indtil jeg kneb mine øjne sammen og fokuserede. "Marcus?" spurgte jeg hæst, han løftede hovedet. "Alex?" et smil bredte sig på hans læber, "hvad skete der?" "Alex der er noget du ikke har fortalt os" hans ansigt blev mere seriøst. Tårer kom frem i øjnene, de har sikkert set min mave. Hvordan skulle man ellers forklare at man hoster blod op af bare at få en bold i maven. "hvor er Martinus?" "han er i venteværelset" 

"må jeg ikke godt forklare?" spurgte jeg med en rystende stemme. "skal jeg hente ham?" Jeg nikkede stille på hovedet, han rejste sig op og forsvandt ud af lokalet. 

Døren gled åben, jeg kunne høre trinene. "Alex, please fortæl mig alt" hans stemme rystede også en smule, "ved du hvor bange jeg blev?!" sagde han med en lidt mere hæs stemme. "undskyld!" udbrød jeg, "det har ikke ligefrem være nemt". Han kom hen og stod ved siden af sengen, han kiggede på mig som om jeg var den mest betydningsfulde ting i hele verden, og det fik min mave til at slå kolbøtter. 

--

"aldrig. Aldrig nogensinde tro du ikke kan komme til mig, hvis det her nogensinde sker igen ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre" sagde Martinus og trykkede min hånd han nu havde fået fat i. "Ja, Lex du har os altid" Signe smilede til mig, "kan vi ikke godt glemme alt det dårlige der er sket, jeg kan altså ikke klare at vi ikke er venner" sagde Marcus, vi smågrinte allesammen. "Jo, bestemt. Jeg overreagerede også måske lidt, altså efter det Martinus sagde forstår jeg det også lidt bedre" han sendte mig et smil. "godt! og ved du hvad?" grinte han, "nej?" "du skal vi allesammen passe ekstra godt på dig". Jeg grinte af mig, "som at være ved jer 24/7 og sove hjemme ved jer?" sagde jeg sarkastisk. "præcis! godt tænkt" udbrød Signe og tog pegefingeren i vejret. "jeg kan altså godt passe på mig selv". Martinus trykkede mig lidt tættere og vi begyndte alle at småsnakke om andre emner.

Ej hvor er jeg bare glad for at have de her mennesker tilbage, de betyder virkelig alt for mig.