Roses

K A P I T E L E I G H T

-----

Kønt ansigt

_____

I et øjeblik blev nogle arme strammet om mig, det var Martinus. Følelsen af kontakt, tryghed ved kontakt har jeg ikke følt i flere år. Og det mærkeligste er at det er Martinus der giver trygheden, måske er det bare fordi der endelig er en der ikke ville mig noget ondt, det skal jeg lige blive vant til. Men alligevel har jeg kendt den her Martinus i 3 dage, burde jeg stole på ham? "Martinus.." min stemme knækkede midt i hans navn, "sccchhh" tyssede han på mig og strammede grebet, langsomt lod jeg mit hoved hvile ind i hullet mellem hans hage og brystkasse, hans parfume spredte sig stille i mine næsebor og omgav alt.

"kom lad os lige få fikset dig op før vi tager i skole" sagde han betryggende. Jeg nikkede svagt og fulgte hans skridt, vi gik op til hans hus og gik ind. "så alle er taget afsted, jeg er sikker på Emma har noget makeup" Martinus smuttede ovenpå og lod mig stå nede i gangen alene. "Kommer du?" spurgte han og stak hans kønne hoved frem, et mildt smil faldt ned i mit ansigt.

"okay vil det her du?" han rakte mig en af Emmas concealer, "ja, tusind tak" sagde jeg og tog imod den, "badeværelset er nede af gangen og til højre" jeg nikkede og gik mod badeværelset. Efter jeg puttede det på gik jeg ud igen, Martinus var nede i deres stue på hans telefon. "du ser godt ud- nej altså det ser godt ud" fumlede Martinus rundt i ordene, jeg grinte kort af hans måde at sige det på. "altså du ser jo også godt ud uden makeup på" han blev helt rød i skærmen og det fik mig til at rødme. "okay Martinus, du gør det lidt akavet" grinet rullede hen over ordene, "jaer undskyld, er du klar igen?" han rejste sig op og tog hans telefon i lommen.

Vi stod udenfor klasselokalet og timen startede for en halv time siden, jeg har det lidt dårligt over at få Martinus til at pjække. Eller pjæk og pjæk, der var jo en god grund. Vi åbnede døren og mødte hele klassens blik, "hvor har i så været?" vores lærer hævede øjenbrynene og krydsede hans arme, Martinus undslap et lille grin. Han så ret sjov ud sådan, men han fik hurtigt et dræberblik, "du hjælper ikke" hviskede jeg spydigt under min vejrtrækning, "undskyld der kom bare en forhindring" læreren nikkede surt og lod os sætte os. Jeg satte mig foran Signe, og ved siden af hende sad Marcus, Martinus satte sig foran Marcus, så vi sad nu i en lille firkant. De sendte os begge et lille smil "Marlex" hviskede Signe og lænede sig tilbage i stolen tilfreds.

Timen ringede ud og det var frokost tid, ej hvor er jeg også sulten. Marcus, Signe, Martinus og jeg fulgtes ned i kantinen, hvorfor er jeg lidt usikker. Der gik nogle bag os og snakkede om os, nogle foran og lidt forskelligt. Vi kom derned og fandt det bord vi sad ved igår, de samme som der igår sidder der også nu. Folk gav os blikke når vi går forbi dem, ikke onde, mere fascineret, som om vi er interessante. Det er sikkert begrund af drengene, de er stadig det nye flotte kød, som pigerne siger.

"så hvorfor kom i rigtig forsent?" spurgte Marcus og smillede kækt til Martinus, der var ikke som sådan noget over det, specielt ikke noget jeg vil sige. "tjo-" startede Martinus, "-han hjalp mig bare" sluttede jeg hurtigt, jeg er ikke sikker på om Martinus ville sige det, men hvis han ville fik jeg ham da stoppet. "følges vi ikke allesammen hjem idag?" spurgte Martinus, et underlig udtryk strøg hen over mit ansigt. "jo så går jeg bare fra lidt før" sagde Signe og smillede til mig. Hvordan har jeg rodet mig selv ud i det her?