Roses

K A P I T E L F I V E T E E N

-----

Farvel

_____

"tjo det kan jeg da godt" sagde jeg, han nikkede med et kækt smil på læben og gik igen. Okay det var bare ret mærkeligt, den dreng har ikke kendt til mig de seneste 9 år. Jeg så længere nede af gangen Signe, og drengene komme gående sammen. De så ret seriøse ud, mon der var sket noget? Men det ville jeg jo ikke for at vide, fordi jeg bliver max ignoreret. Det var som om i det øjeblik de så mig ændrede de sig fuldstændig, ret underligt i min mening. 

"hey Alex" sagde Martinus da de nåede mig, "hey" sagde jeg koldt og holdte hovedet højt. "undskyld vi bare gik uden dig, der var bare noget vigtigt vi skulle drøfte" sagde Signe, jeg lod det bare passere mig. Jeg vil ikke køre rundt i småting, så lad dem få den. "okay, skal vi?" jeg rakte hånden ud med Signe, de smilede alle sammen og gik med mig. 

------

Jeg er nu på vej over til drengene, og Signe. Det er en uge siden i hørte fra mig sidst, der er sket meget. Vi har nok været sammen hver dag, snakket sammen og ingen ignorering. Bare virkelig blevet tættere, og min far har meddelt at han kommer hjem om en måned. Det glædede jo mig for vildt, så slipper jeg for ham.  Men idag skal drengene på ferie, de skal til Thailand. Åbenbart har de arbejdet meget det seneste, og har brug for en pause, men hvilket arbejde ved jeg ikke. Det jeg ved er bare de skal være væk i 2 uger! Det er jo vildt lang tid, alt for lang tid. Jeg kommer jo til at savne dem meget, rigtig meget. 

Jeg så Signe og drengene på deres veranda, de så alle glade ud, hvorfor ved jeg ikke. Burde vi alle ikke være triste? bare lidt. "heeey Alex" sagde Martinus glad og løb ind i mine arme, jeg krammede med, dog lidt tøvende. Vi har faktisk også en update vedrørende Martinus, jo vi er særligt blevet tættere. Om jeg har romantiske følelser for ham eller ik, ja det er stadig uklart. Men jeg tror ikke han føler det samme alligevel, det gør hellere ikke noget. Jeg bliver altid forelsket i dem der er uopnåelig. 

"Martinus" sagde jeg kærligt og borede mit hoved ind i hans bryst. De andre kom ned til os, jeg gik over til Marcus også, han fik også et kram. "jeg kommer til at savne jer" sagde jeg, de smilede alle til mig. "lige over" sagde Marcus, "det bliver mærkeligt når i er væk" sagde Signe og kiggede ned på sine sko. Hun tog armen om mig idet deres forældre kom ud, "nåh men vi må jo afsted" sagde Martinus. Vi samlede os alle i et gruppekram, "ses drenge" Signe og jeg vinkede begge farvel til dem imens de gik ind i bilen. 

"så er de væk" sagde jeg og vendte mig mod Signe, hun havde faktisk et gigantisk smil på læben. "hvorfor er du glad?!" sagde jeg rettere irriteret, "jamen fordi de skal jo-" hun stoppede sig selv og kiggede på mig, "de skal jo hvad?" hun klappede i som en musling. "jeg må hjem, vi ses lex" hun skyndte væk og løb nærmest hjem. Hvorfor skal det underlige ligepludselig starte, det er som om jeg er udenfor hele vores venskab. Hun er glad fordi de tager afsted, drengene er selv glade for de tager afsted, og som den eneste står jeg her ligeså trist som en mummitrold. Intet af det her passer sammen.