Roses

K A P I T E L F O R T Y O N E

Jeg gik forvirret og uvidende op af de lange tomme gange, mine tanker strømmede løs uden hold. Har jeg gjort noget forkert, er jeg i problemer. Men før jeg nåede langt kom jeg allerede frem til inspektørens kontor, der var stille derinde og jeg havde svært ved at manne mig op til at trække ned i håndtaget. En dyb vejrtrækning og så afsted, jeg rev forsigtigt ned i håndtaget og stak hovedet ind. Ingen sad i venterummet, så jeg begav mig videre ind og satte mig så i en stol. Kort tid efter kom sekretæren ind "Alexandra?" spurgte hun, jeg nikkede og rejste mig nervøst op. Mit hjerte bankede og hænder rystede, jeg har aldrig nogensinde været på inspektørens kontor. 

"Alexandra" smilede inspektøren, uden at sige noget opdagede jeg min far i en af de to beige farvede stole. Mine hænder rystede mere voldsomt og jeg blev helt forvirret, han burde være i Danmark for at hjælpe med at flytte. "jeg er kommet for at hente dig, vi skal til Danmark, med det samme" hans stemme var munter, men hvis man hørte godt efter var det stadig en ordre. "Hvad hvorf-" "nok med det Alexandra, tak for hjælpen vi finder selv vej ud" min far greb mig i armen og gik med mig ud af døren i højt tempo. "Far jeg vil ikke til Danmark hvad laver du??" mit hoved snurrede rundt, "vi skal blive der i lidt tid, Louise og Klara havde lidt flere ting end vi havde regnet med" det lød som ingenting, men jeg ville ikke afsted, hvad med Martinus? Han ved ikke engang jeg tager til Danmark, "må jeg ikke lige snakke med mine venner?" jeg brugte den sødeste stemme jeg kunne, men min far greb bare hårdere fat om mig. "Nogen bestemt i tankerne?" hans øjne skulede surt på mig, og jeg ville have sagt Martinus.. men det var jo en hemmelighed, for han var ikke kun min bedsteven, nej han var også min kæreste. "Signe?" prøvede jeg mig frem, "den gale tøs? hun er irrelevant" og igen førte han mig videre ned af gangen og ud skolen. 

Udenfor holdt bilen klar med en trailer bag på, den var tændt og klar til at suse afsted væk fra mine trygge omgivelser. Jeg gjorde mig i et sidste forsøg på at få sagt farvel til Martinus, "Far jeg skal altså virkelig tisse, giv mig 2 min jeg LØBER!" han sukkede og slap grebet om mit håndled. Jeg var lige ved at falde, men rejste mig op og spurtede ind på skolen. Jeg løb hen til klasseværeslet, Martinus sad i klassen og stenede, der var et lille vinduet i toppen. Jeg bankede stille på, kun lige så han ville ligge mærke til det. Vi fik øjenkontakt og jeg viftede fremad med min hånd. Han gjorde store øjne og jeg kunne se han spurgte læren om noget, hurtigt efter kom han ud af døren. Uden at sige noget løb han lige ind i mine arme, "shit jeg var bekymret" hviskede han i min skulder. Åh hvor ville jeg dog ønske at blive stående sådan her, men vi har noget vi skal nå. "Martinus jeg skal til Danmark, sådan lige nu! Min far holder udenfor og venter på mig og jeg ved ikke hvornår jeg kommer tilbage" tårende i mine øjne byggede sig op. "vent hvad, Alex hvad er det du siger?" hans mund spærrede op og jeg forstår udmærket godt hans forvirrelse. "Jeg finder en måde at skrive til dig på, det lover jeg" sagde jeg hurtigt, men stadig selvsikkert og fast. Han nikkede og kærtegnede min kind, han bøjede sig ned og vores læber mødtes i et hurtigt kys, "jeg må løbe, vi ses meget snart!" sagde jeg og lagde tryk på snart, "snart" hviskede han. Jeg tog afsted og vores hænder gled stille fra hinanden. 

Jeg spurtede ud af døren og så min far inde i bilen, jeg løb videre. Det sekund jeg ramte bilen kørte han, uden at sige noget og skrue radioen op på max. Nu går turen vidst til Danmark..