Roses

K A P I T E L S E V E N

------

Jeg kan ikke være stærk mere

_____

Idag vågnede jeg faktisk et kvarter før min alarm ringede, og jeg følte mig frisk. Det gør jeg så bare aldrig, jeg sætter stor pris på min søvn og tid i sengen. Efter jeg puttede mit tøj på gik jeg nedenunder, forhåbentligt havde min far glemt det der skete igår. "Alexandra?!" sagde min far fra hans sædvanlige plads, jeg gik derud og nikkede stille. "jeg skal til Danmark idag og jeg ved ikke hvornår jeg kommer hjem" sagde han som om det var en dårlig ting, indeni hoppede jeg rundt som et glad lam. "hvorfor?" mit smil var blevet ufattelig svært at skjule, det ville bare frem på den ene eller den anden måde. "fordi din ludermor har ikke ordnet nogle papir i hendes gamle hus" og med det forsvandt den lille glæde der blomstrede inde i mig, jeg kunne ikke styre mig. "ludermor??!!!" min vrede brusede op, og det kunne min far vidst ikke lide. "ja hørte du ikke hvad jeg sagde?!" han lagde hans avis ned. "jo det gjorde jeg faktisk! men hun er ikke en ludermor, hun var en bedre forældre end du nogensinde vil blive!" skreg jeg, emnet om min mor er meget sårbart, og far ved altid hvordan man trykker på de rigtige knapper. "din luderunge ligesom din mor!!" hidsede hans sig op og kylede hans kaffekrus efter mig, med hurtige rekflekser nåede jeg at dukke mig, men kun lige. "du er sindsyg" halv græd jeg imens jeg løb ud af døren. Han er gået langt før, men at kaste glas efter mig, det er jo dødsenfarlig.

Tårene rendte ned af mine kinder, hvad kunne der have sket hvis jeg ikke opfattede hvad han gjorde? Det vil jeg slet ikke tænke på, så længe jeg ikke kom til skade er det jo ikke værre. Snøftende gik jeg ned fra verandaen og ud på vejen, nu løber noget af min makeup også. Perfekt. Ærligt glæder jeg mig bare sindsygt meget til han tager afsted, endelig noget pusterum. En efter en tørrede jeg tårene væk, men træls nok kom der bare dobbelt så mange hver gang. Bagved gråden hørte jeg ikke et hvis menneske havde nærmet sig.

"Alex?" sagde en stemme bag mig, Martinus. Jeg stoppede ikke men blev ved med at gå, det her er en af mine værste stadier, så at gå offentligt var nok hellere ikke den bedste ide. "Alex!" sagde han mere bestemt og kom op til mig, han tog blidt fat ved min skulder, men jeg vrid den løs igen. "ik rør mig!" min stemme dirrede og klumpede sig sammen, den var ikke lavet til at tale lige nu. "hallo stop lige" han virkede mere bekymret nu end bestemt, en blødere side skilte sig ud i hans stemme. Jeg stoppede op, vendte mig rundt og kiggede ham direkte ind i øjnene. "åh gud" hans hånd røg op til hans mund, sikkert i chok. Det her er ikke et kønt syn, jeg kunne nok også godt gætte at min makeup var væk. Og det betød gult ansigt, men det er blevet mere mørk nu, nærmere en mørke lilla nuance, som ikke gør det spor bedre.

"hvordan kan du virke så stærk?" Martinus ansigt snurrede sig ind i en trist grimasse, "det kan jeg hellere ikke" klukkede jeg og begyndte gråden igen, "det kan jeg virkelig ikke..".