Roses

K A P I T E L T W E N T Y F O U R

<<DE SKRIVER PÅ ENGELSK, MEN SELF SKRIVER JEG DET PÅ DANSK. SELV TAK LOL.>>

LisaAndLena:

Hii, vi så lige din profil og vi syntes du er virkelig talentfuld!

Mig:

Tusind tak! I er selv virkelige flotte og sjove

LisaAndLena:

Det er faktisk ret sjovt fordi-

Og derfra skrev vi sammen resten af dagen, om alt muligt og de fik mig i så meget bedre humør. Faktisk videochattede vi efter 2 timer, så de så mig og jeg så dem. De var så søde og jeg har vidst fået nogle nye venner, helt havde jeg glemt at de også er venner med dem.

Regnen rullede stille ned af vinduet, med få lyn i baggrunden. Med benene under mit hoved og armene rundt om mine ben, stille betragtede jeg bare den anden side af Martinus' værelse. Han kommer først hjem om lang tid, det så så koldt og tomt ud. Mørkt, ingen rod og styr på tingene. Det samme kan man ikke sige om mit værelse, tøj på gulvet, lyskæder over det hele, og en rodet seng jeg har lagt og drejet mig i. Jeg kunne se hans Chelsea flag der hang over sengen, et minde poppede stille frem i mit hoved. Det var dengang vi så fodboldkamp sammen, nede i deres stue med matchene trøjer. Et stille smil brød frem på mine læber, minderne vi har haft sammen er bare så stærke.

Min telefon brummede, jeg turde nærmest ikke at vende den om. Man ved aldrig hvem det er, men så længe det ikke er dem så er det okay. Jeg vendte den om, Du er blevet tagget i et opslag. Jeg rynkede øjenbrynene i fortvivlelse. Jeg gik ind på Instagram og kiggede på opslaget, en person havde tagget mig i et billed og skrevet Kan du ikke cover en af deres sange?. Jeg kiggede på billedet og min kæbe faldt hurtigt ned på gulvet. Det var det billed hvor vi allesammen sad i sofaen, lige det minde jeg havde tænkt på. Jeg slukkede min telefon og kastede den hårdt hen på døren, i frustration gav jeg et lille skrig fra mig.

Ny dag:

Klokken er 16 og jeg ligger stadig i min seng, jeg har ingen motivation til at stå op. Min dyne er bare så varm, men også lidt våd, fra alle de tårer. Bare hver gang jeg er alene savner jeg dem, de fyldte så meget af mit liv. Jeg vil bare gerne tilgive dem og løbe tilbage ind i deres arme, fortsætte mit crush på Martinus, fortsætte mit fjolleri og madkampe med Marcus og fortsætte med shoppeturer og pige aftener med Signe. Hvis bare det var så simpelt.

Hele dagen har min mave rumlet, så den skal vel have noget at spise. Jeg rejste mig, men faldt med det samme ned på gulvet. I smerte tog jeg mig om maven, gråden kom frem, min mave gjorde så ondt. Jeg krøllede mig sammen og lå i mine egne tårer, jeg kunne slet ikke rejse mig. Faktisk har jeg slet ikke set min mave siden min far sparkede mig, der kunne jo være noget groligt galt.

Jeg tror der er gået en god time, men nu vil jeg op. Med besvær kæmpede jeg mig på benene, jeg greb alle de møbler jeg kom forbi for at støtte mig op af noget. Det gør virkelig ondt... Med frygt og rystende hænder trak jeg min hættetrøje over hovedet, nu stod jeg i næsten bar overkrop i spejlet. Jeg kan slet ikke forklare det, så mange ting foregik. Hele min mave var blå og lilla, på nogle bestemte stedet var den helt sort og rød. Og omridset er gult, i væmmelse kiggede jeg mig selv i spejlet. Det ser jo helt forfærdeligt ud, jeg kunne knap nok også holde mig oprejst. Jeg er ikke engang sikker på jeg kan komme ned af trappen, hvordan skal jeg kunne leve sådan her? Jeg har ingen venner som jeg kan ringe til, ingen der vil passe på mig. Ingen forældre som vil elske mig og sørge for intet slemt sker, der er bare ingen overhovedet. Og det begynder så småt at gå op for mig, jeg har absolut ingen tilbage...

Spørgsmål!
Så jeg vil utrolig gerne skrive en ny bog men.... skal den handle om Marcus eller Martinus??<33