Roses

K A P I T E L T H I R T Y E I G H T

______

Han kan aldrig få det at vide

---------

Klara, Klara, Klara... Ja det var lige præcis det navn som ville ændre alt.

Tilbage i historien;

"Hallo Martinus?" jeg hviftede min hånd kort foran hans ansigt, som var stivnede ligesom is. Hurtigt rystede han på hovedet, han rullede mig over på siden så vores ansigter lå helt oppe af hinanden. Hans hånd hvilede på min hofte og den anden havde han til at tage fra med i sofaen. "ik noget" smilede han og gav min pande et varmt kys, hårene rejste sig på mine arme og i nakken. Det var helt underligt at være et par, men den dejligste ting nogensinde. Jeg smilede varmt tilbage til ham, min telefon blingede og vi rykkede os begge. Mit hoved faldt på plads nede ved Martinus' skulder og hans arm om mig, kort før jeg tjekkede min telefon nød jeg øjeblikket. Surrealistisk. 

Kira:

Kommer du ned på fodboldbanen?

Mig:

Jeg er sammen med Martinus😂

Lige efter jeg trykkede send flåede Martinus min telefon ud af hånden på mig, "vi skal fortælle hende det!" smilede han grusomt, mine kinder blev knaldrøde, "vi skal fortælle alle det!" jublede han næsten og holdt mig tættere. Jeg ville også hoppe med på sejrsjublen, men der ramte det mig, som en sten tyrrede direkte i ansigtet... Det skal holdes hemmeligt, for de fleste. Hvis min far får det at vide, såh, ja så vil jeg ikke vide hvad der sker med mig. Han har altid været streng og tydelig om der aldrig nogensinde skal være en dreng i mit liv. "Martinus det kan vi" mine øjne sørgede og jeg kiggede væk, det her er helt forfærdeligt. Uden at jeg sagde noget videre havde han allerede gennemskuet mig, "det rigtigt" tonen var blevet lav og glæden var væk. "ved du hvad?" smilet ramte ham igen, lige så hurtigt som det havde forsvundet. Jeg rystede på hovedet og satte mig op, så jeg nu kiggede ham direkte i øjnene. "Så vil jeg være verdens bedste drengeven du nogensinde har haft, og prøve at smigre mig ind på din far, jeg VED bare at før du ved af det, er han selv faldet pladask for mig" han sagde det hele med en masse selvværd og holdt hovedet høj. Jeg grinte og slog ham blidt på brystkassen, "held og lykke med det" grinede jeg. 

Martinus kiggede legesyg på mig og idet havde jeg på fornemmelsen jeg skulle løbe, men jeg nåede ikke engang at sætte fra før han havde fat om mine hofter og trak mig ned ovenpå ham i sofaen. Mit hår hang ned foran ansigtet og vores hoveder var centimeter fra hinanden, Martinus' hænder bevægede sig langsomt ned og holdt godt fast i mig. Jeg stak mig hoved længere ned og Martinus strakte halsen så godt han kunne. Mine hænder omfavnede hans kinder og luften imellem os blev brudt. Vi kyssede, kun vores andet kys for at være helt præcis og jeg kunne slemt godt blive vant til det. Der er bare en hvis ro og tryghed når jeg er i hans favn, en der ikke eksistere andre steder. 

Vi smilede begge stort da vi brød kysset og det sagde den der specielle lyd. Han tog en tot hår bag mit øre, "Al-" "PLING!" min telefon afbrød ham og vi grinte begge.

Kira:

Kom begge herned så, nu tak

"vi må vel gøre som pigen befaler" smilede jeg og rejste mig op, Martinus gav et lille støn/suk fra sig og det fik mit hjerte til at smelte. "hun kan godt få det at vide, kom nu" jeg tog min hånd ud og uden tvivl tog han fat i den og vi gik sammen ud af døren. Alt var som en drøm lige nu, men helt bagerst i mit hoved tænkte jeg stadig på hvorfor Martinus reagerede sådan da jeg nævnte Klara..