Roses

K A P I T E L T W E N T Y S I X

------

Den store forklaring 

______

Jeg trak endelig ned i håndtaget og mødte hans blik, han stod lige foran mig. Med det samme blev jeg nedtrykt, bare at se på ham. "Alex" sagde han på en hel speciel måde, der var aldrig nogen der sagde det på den måde. "Martinus" efterlignede jeg ham. "kan vi måske gå en tur?" han kiggede håbefuldt på mig, men vil jeg give ham håb? "okay" vi gik begge ud og jeg lukkede døren efter os.

"Hvorfor vil du snakke med mig alene, altså uden Marcus og Signe?" spurgte jeg, en underlig lyd kom fra ham. "fordi jeg har brug for at fortælle det hele fra min vinkel, og jeg ville så gerne være alene med dig" de ord gled bare på stribe ud af hans mund, nærmest som om han havde øvet dem. "så fortæl" vi nåede til en lille bænk, han gav tegn til vi kunne sætte os. Jeg gjorde det, men den helt anden ende end ham. 

"Alex, tro  mig jeg ved godt hvor meget vi har fucket op. Jeg har ikke tænkt på andet siden du tog afsted, det knuste mit hjerte da du kørte væk i den bus" han tog en dyb indånding. "Marcus og jeg har være kendt i mange år, det startede med at vi vandt MGP junior, efter det gik det bare op af bakken. Vi begyndte at få sygt mange fans, vi udgav vores første sange og vores første engelske sange. Det var vores drøm, men med alt det kom der så meget andet. Rygter om kærester, os der kun måtte bruge sådan 1 minute med hver af vores fans. Og det var ikke engang det værste" jeg kunne se en tåre krøb frem i hans øje. Hvor ville jeg gerne sætte mig hen og kramme ham, men det er jeg ikke klar til endnu. Det hele er også bare så fandens overvældende.

Hans blik mødte mit imens han fortsatte "flere af vores venner droppede os, de ville ikke have noget med os at gøre. Vi havde kun vores familie, udover nogle få venner, men alle dem kom ikke fra Norge. Endelig flyttede vi, i håb om at få nogle rigtige venner, derfor søgte vi også op i de her byer der ikke er så centrale. Der mødte jeg dig-" han satte sig et skridt tættere på mig, forsigtigt tog han min hånd. Jeg kiggede såret op på mig, han sad selv med tårer i øjnene. 

"da jeg mødte dig blev min verden vendt om, endelig kom den ven som jeg havde ledt så desperat efter. Både Marcus og jeg kunne mærke du virkelig var noget anderledes, og da Signe kom ind i billedet gik vores drøm ligesom lidt i opfyldelse. Faktisk at have venner, rigtige venner der ikke vidste noget om os. Dog varede det ikke længe før Signe fandt ud af det, vi havde en ret lang snak sammen og vi kunne stole på hende. Jeg var virkelig glad for du ikke havde fundet ud af det endnu, jeg var sammen med dig som mig selv, ikke som den kendte Martinus Gunnarsen. Vi besluttede at du havde så meget at tænke på, så vi holdte det hemmeligt for dig" 

"ja det var forkert at lyve for dig, for det gjorde vi virkelig meget. Vi holdt en masse ting hemmelige, havde samtaler uden dig og var nogen gange sammen uden dig. Og jo værre det blev, jo mere ville jeg fortælle dig det. Men jeg kunne ikke få mig selv til at sige det, jeg var så rædselslagen for at du ville-" han bed sig i læben. "-ja for at du ville reagere sådan her" en tåre forlod nu hans øje. 

Jeg havde selv tårer ned af kinderne, det var så meget. De ord var virkelig perfekt udvalgt, smukke og havde en underlig virkning på mig. Men jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige, vi sidder bare i stilhed. "Martinus- jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige" han smillede mildt. "det forstår jeg fuldkommen, tænk over det, så ses vi jo imorgen" han gav slip på min hånd og gik mod hans eget hus. 

Her sidder jeg, helt forvirret og fuldkommen håbløs. Jeg rejste mig op på mine rystende ben, langsomt skridt for skridt gik jeg hjem. Nu ville jeg i seng, og tænke, for at der forhåbentligt ville være en løsning imorgen. Men nu må vi jo se...