Roses

K A P I T E L T W E N T Y F I V E

-----

Mødet

_____

Med besvær fik jeg hente noget mad nedenunder, jeg tog så også mad til de næste par måltider...

-----------------------------------------

3 dage senere:

Jeg tændte for fjernsynet nedenunder, Chelsea skal spille. Det her har jeg faktisk glædet mig til, det får også lidt mine tanker væk fra visse andre ting. Så som at de kommer tilbage idag, og skolen starter snart igen. Hvordan jeg skal kæmpe mig igennem skoledage, ja det har jeg ingen ide om, fuldstændig blank. Okay glad kom jeg ind i stuen med en skål chips og varm kakao og den her gang har jeg min egen Chelsea trøje på. 

Kampen startede og et smil krøb frem på mine læber, faktisk det første i flere dage. Min mave har fået det bedre, men udenpå er den stadig alle verdens farver. Hazard dribler op i fuld og fart og han- han SCORER! "jaaas!!" råbte jeg og sprang op fra sofaen, men hurtigt kunne jeg ikke trække vejret. Jeg satte mig ned igen og fik det værste hosteanfald, det brændte i min hals og mave. "ugh!" sagde jeg frustreret til mig selv og kastede med en pude. Jeg kan ikke engang heppe på mit ynglings fodbold hold uden nærmest at dø.

En voldsomt ubehagelig lyd kom udefra, en bil. En bil inde fra naboen, med det samme sukkede jeg fortabt. Jeg lukkede det ude og kiggede på kampen, men jeg kunne ikke lade vær med tænke på at de er lige ved siden af.  Chelsea scorede en gang mere, men den her gang fejrede jeg ved at kaste mine hænder i luften. 

Chelsea vandt kampen, uhh nu er de på fjerde pladsen. Selvom i mit hjerte er de på første pladsen, måske skulle jeg blive sådan en fodbold træner. Hvem ved? Måske er det mit kald.

Jeg gik op på mit værelse uden virkelig at tænke mig om, der, der hvor der havde været så mørkt og koldt, det var nu lyst og varmt. Jeg kiggede igennem vinduet og så ham, han stod og pakkede ud. Hurtigt gik jeg hen og lige før jeg rullede gardinet ned fik vi øjenkontakt, i det sekund fik jeg også en kuldegysning. Gardinet rullede ned, men det var som om jeg stadig både kunne se og føle ham på den anden side. Imorgen er det skole, og jeg skal komme. Ellers flipper min lærer fuldstændig ud, det ville jo også bare gøre alt værre. Min telefon brummede,

Martinus:

Marie... kan vi ikke godt tale?

Mig:

Jeg har virkelig ikke lyst.

Martinus: 

jo kom nu, please. Jeg vil så gerne tale før vi skal i skole imorgen??

Mig:

jeg ved virkelig ikke.

Martinus:

Jeg ved godt hvor meget du ikke kan lide mig lige nu, jeg vil bare så gerne forklare det hele. Kom nu jeg har savnet dig utrolig meget:(

Mig:

Okay...

Martinus:

Super! Vi mødes uden for dit hus om 5???

Mig: 

okay.

Jeg slukkede min telefon, var har jeg lige sagt ja til? Jeg ligner lort, jeg har det lort stort set er alt bare lort. Jeg skiftede min trøje og bukser, ikke nogen stramme, dem kan jeg ikke gå i foreløbig, det strammer for meget på min mave. Håret op i en knold og så afsted, jeg er slet ikke klar til det her. Men jeg vil så gerne vide hvad han har at sige, det kunne jo ændre alt? Måske- ja måske ville det hele blive okay igen, men det er jo self kun min ønsketænkning. Da jeg skulle til at tage ned i håndtaget poppede et minde op..

Alle de gange hvor vi har følges i skole, hvor jeg åbnede døren og blev mødt af deres dejlige ansigter. De sygt mærkelige samtaler vi havde på vej i skolen, og hvordan selv mandag morgen blev den bedste morgen nogensinde. Kun få personer kan gøre de dårlige dage til de gode, uheldigvis er jeg ikke så sikker på det mere. Men det jeg bare vil sige er at hvis du finder de venner som kan gøre alt godt igen, få dig til at føle dig helt speciel på en god måde, en som altid vil beskytte dig, en som vil hjælpe dig op på de dårligste dage og en som vil stå ved din side på de bedste dage...