Roses

K A P I T E L T H I R T Y F I V E

-------

Hvor er det magisk

______

Jeg hørte døren nedenunder lukke, jeg lavede en lille jubel dans. Planen lykkedes, og nu kan jeg være sammen med Martinus. Jeg hoppede i mine sko og ud af døren, self var jeg sikker på de var kørt. Jeg gik direkte over til Martinus og bankede på, Marcus åbnede døren glad.

"Alex! jeg har været virkelig bekymret" sagde han og trak mig ind til et kram, "jeg er okay" smilede jeg. "Martinus har også sagt hvad der skete, det er virkelig besynderligt" "ja,  heldigvis slap jeg for at tilbringe aftenen med dem" grinte jeg. "nåh ja Martinus!" råbte han op til Martinus. Han kom hoppende ned af trappen, "hej Alex skal vi gå?" spurgte han og lukkede døren efter Marcus. Jeg nikkede,

"hvad skal vi og hvad ville du tale om?" spurgte jeg, han fik et lumsk smil på læben. "alt  kommer til sin tid" sagde han irriterende, jeg sukkede og gik med. Vi blev ved med at gå, og så småt kunne jeg se vi gik mod stranden. Jeg smilede pludseligt overdrevet, jeg har altid elsket stranden. Vi kom over en lille bakke og jeg fik øje på det smukkeste, et tæppe lagt ud med nogle puder og lys i glas. Et overraskelses gisp kom fra min mund, det hele var så smukt. Martinus sagde ikke noget, men smilede bare bredere og bredere. "kom" hviskede han og rakte hans hånd ud, jeg flettede uden at tænke over det mine fingre ind i hans. "Martinus- Martinus det er virkelig smukt" mit hjerte sprudlede med varme og nu er jeg overlykkelig over jeg slap for den dumme middag. 

Vi tog vores sko af og satte os hen på tæppet, der var en kølig brise i luften, som fik en lille tot af Martinus' hår hvirvle foran hans ansigt. Ingen sagde rigtig noget, jeg ventede lidt på at Martinus ville komme ud med det han så desperat ville sige. "nårh ja øhm" grinte han nervøst, "Alex,," man kunne næsten se sveden forme sig på hans pande. "Martinus, du gør mig ret nervøs hvad er det?" mit smil var til stede, men nok et lidt nervøst af slagsen. "tjooo-" "Viield u vvvvær  mn" hviskede han så lavt at jeg knap nok fattede en brik af hvad han sagde. "Det skal du gøre bedre Martinus, jeg kunne ikke høre noget som helst" små grinede jeg, hans øjne stoppede brat og han kiggede på mig som aldrig før. 

Hans hånd fandt min kind og han trak mig blidt ind til et kys, vores læber smeltede blidt sammen som skabt fra skæbnen. Kilden i min mave kunne man aldrig helt benægte. Trygheden strømmede over mig, det var dog lidt besynderligt. Martinus plejer aldrig sådan at bare kysse mig, men før jeg tænkte bare brød han kysset og hvilede sin pande mod min. "Vil du være min Alex?" ordene strømmede ud perfekt og ordene flød ubesværligt hen over hans tunge. Mit hjerte stoppede, en tyk klump boklede sig op og sank med besvær. Det her var det jeg ventede på, det her var hvad jeg havde ventet på i så forfærdeligt lang tid. "hmmm det lyder ikke så slemt" smilede jeg, Martinus grinede stille og vi kyssede endnu en gang. Vores første kys som kærestepar, og nu føltes det som aldrig før. 

Alle mine tanker om problemerne i verden var så småt forsvundet.. Men nu må vi jo ikke glemme om skuespillet hvor Martinus skal kysse en anden, ovenikøbet en der har det sygeste crush på ham og at min far har fundet sig en underlig kæreste der kommer fra Danmark. Men alt kommer jo til sin tid og lige nu er det Martinus' og min tid.