Roses

K A P I T E L T W E N T Y S E V E N

____

Uklare tanker

----

Det er dagen idag, dagen hvor jeg skal i skole. Jeg vil så sige mine tanker er kommet lidt på plads, men de er skam stadig virkelig forvirrende og rodet. Jeg gik nedenunder og tog noget morgenmad, efter gjorde jeg mig klar og tog mod til at komme afsted. Lige da jeg skulle til at trække ned i håndtaget ramte noget mig, mon de står på den anden side. Hvis de gør ved jeg ikke hvad jeg gør, på en måde ville det var akavet, men også dejligt, det viser bare at de bekymre sig. 

Jeg gjorde det, trak ned i håndtaget. Skuffet kiggede jeg rundt, der var ingen, mine bedstevenner stod ikke og ventede på mig. Det var virkelig en underlig følelse, men jeg forstår dem jo godt. Jeg gik ud og mod skolen, det var en kølig dag idag og self havde jeg ikke taget en jakke på til det, rettere sagt havde jeg ikke en jakke på. Flot Alex. 

Jeg kom endelig hen på skolen, folk var lidt forskellige steder, men hvor skal jeg gå hen? Det her er jeg slet ikke vant til, jeg har jo ingen venner. "hey Alex!" råbte en bag mig, jeg vendte mig forskrækket om. Det var Theo, altså Theo der havde brug for en underviser. "oh hej Theo" jeg vinkede stille til ham, han kom hen imod mig. "vi er begyndt at gå morgenturer hver morgen, vil du gå med mig?" han sendte mig et smil. "det kan vi da godt" jeg prøvede at lyde så glad som jeg kunne, men det betød kun at jeg ikke ville kunne gå med de andre, de ville sikkert hellere ikke have spurgt mig. En fløjte fløjtede og alle begyndte at gå, Theo snakkede bare om alt muligt, meget om Fodbold. Det interesserede mig ikke rigtigt, selvom fodbold gør, så gør det bare ikke når det er Theo som taler om det. 

Jeg bemærkede at Theo virkelig er et uinteressant menneske, jeg vil meget hellere føre en samtale med Marcus, Signe eller Martinus. "hvem er det som hele tiden stirrer på os?" sagde han rettere irriteret, jeg kiggede derhen hvor han talte om. Et lille smil brød sig frem på mine læber, det var dem. De kiggede på mig, måske endda talte om mig. "ik nogen" sagde jeg til mig selv, stadig med et lille smil på læberne. 

Måske er det på tide at blive venner igen, tydeligvis savner jeg dem mere end noget andet. Og ja det de gjorde var ikke okay, men folk laver fejl det er menneskeligt. Så nu skal det gøres, faktisk skal det gøres efter skole, ikke lige nu for vi sidder midt i en matematik time. 

Det ringede ud og jeg har holdt afstand til de andre hele dagen, bare så jeg på en eller anden underlig måde kunne manne mig op til det her. Jeg ser dem, de står og taler udenfor skolen. Noget adrenalin kom ind i blodet, og jeg gik derop med faste skridt. Kun få skridt fra dem-