One Night stand to a stepbrother

6. Stakkels tøjte og fitness medlemskab!

"Dean..."
Fuck ja det var det han hed...

"Ja selvfølglig, men du ligner en Dan!... siger det bare. Dean er så formelt, hvor Dan er sgu mere et funny guy navn, hvis du forstår! Du ikke helt en funny guy men Formelt er du ikke!" siger jeg med et skuldertræk og ligger mig bedre til rette i den ikke så komfortable indkøbs vogn. Jeg kigger over på Daniel der rejsee sig fra jorden og rækker hånden ud til den yngre fyr som er med Dean.

"Sig det til vores far, som kom op med de dårligste navne som Dean og Tyler.." siger den unge fyr bittert og sender et vredt blik til Dean. Aaaah hans bror! Ham der var til drenge? Han sukker tungt og ser på mig der stadig ligger i deres indkøbsvogn.
Det bliver liiidt akavet hvis bliver i den her vogn hele dagen. Dean nikker akavet og lader sit blik falde på min grimme blå medarbejder t shirt. Bradr. Han løfter sit ene øjenbryn af overraskelse. Han tænker sikker What a loser! Hun arbejder i freacking waltmart. Da han ikke siger andet end at stirre på min blå Wal-Mart T-shirt, så jeg bliver utålmodig. Jeg prøver ihærdigt at komme fra denne skide indkøbsvogn. Dean ser min frustration og bæger mig op af indkøbsvognen, som om jeg var let som fjer. Jeg føler lidt, jeg får deja vu tilbage til dengang hvor man var mindre og var i de der babygynger, man kun kunne komme ud af, hvis en af ens forældre træk en ud af dem, sådan har jeg det nu. Jeg er barnet og Dean er min far. Okay det lød lidt forkert.,. Men i forstår hvad jeg mener... håber jeg da.
Han sætter mig blidt ned på jorden og lader sine smukke nutella øjne lande på mine. Bare man kunne bade i de nutella øjne der! Fuck! Hvorfor skal hnan også lige have så freacking smukke øjne? Vi holder kontakten et øjeblik indtil der er en der rømmer sig. Vi vender vores blik mod Tyler, som står og kigger på os som om vi var to rumvæsener der var sendt fra månen.

"Så kender i to hinanden eller er det kærlighed ved første blik?" spørger Tyler koldt. Han virker som typen der har en tør og sort humor. Dean og jeg sender hinanden et kort blik. Jeg mærker varmen stige til mine kinder. Jeg kigger genert ned i mit skød. Jeg ved ikke hvad der sker for mig... normalt siger jeg bare hvad der dukker op i mine tanker, men nu... der er jeg lukket som en østers!

"Drop det pis Tyler, vi har travlt" siger Dean bittert, og giver slip på mig. Pludselig ser han noget bag mig, som åbenbart er meget interessant.
Jeg vender mig om og ser en Daniel med krydsede arme og et løftet øjenbryn. Dean har ikke set Daniel før nu. Dean rømmer sig og rækker hånden frem til Daniel.

"Dean.." siger han som en eller anden business mand. Måske er han den formelle type? Sådan virkede han bare ikke i går...
Daniel ryster tavst hans hånd og kigger fra mig til Dean.

"Jeg tror vidst vi skal tilbage til arbejdet..." siger Daniel koldt. Hvad sker der lige for ham? Siden hvornår er han blevet den afvisende type.

"Ja vi skal også mødes med en mor og hendes tøjte!" siger Tyler sarkastisk, tror jeg. Så snart han er nævnt tøjte, giver Dean et slag i siden på ham.

"AV! Jeg ikke en fucking boksepude!" siger Tyler fornærmet. Wow han er sgu den irriterende type! Godt jeg ikke skal møde ham igen! What.A. Jerk!

"Du kan ikke kalde hende en tøjte bare fordi far mødte hende da hun havde en dreng på besøg! Det er virkelig dømmende gjort!" stikker Dean forsvarene tilbage. Stakkels pige! Tænkt at have mødt deres fremtidige stedfar, som så bagtaler hende som en tøjte! Og sikke en lortet far! Daniel og jeg står imellem dem og glor på dem diskuterer, som om vi er to små nysgerrige børn.

"HVAD? Du ved jo af alle menneske at jeg aldrig ville være enig med den idiot af en fucking far! Jeg kender ikke pigen! Hun er sikkert ikke en tøjte!" siger eller råber Tyler til Dean. Han ser pludselig ud som om han skammer sig over sin kommentar, hvilket for Dean til at smile tilfreds. Pludselig vender Dean sit blik mod Daniel og mig, som stadig står lamslået og glor på dem.

"Undskyld I skulle høre det!... vi må også til at komme videre! Øhm... god arbejdslyst!" Siger Dean med en akavet vinken bevægelse. Jeg vinker akavet tilbage med et selvfølgelig akavet smil.

Da han vender sig om, går det op for mig, hvor god en røv han egentlig har! Okay nu lyder jeg som en eller andens drengs hormoner... men seriøst! Det er ikke for stor ikke lille... den er fast og veltrænet! Gad vide om han laver mange squats? Måske burde jeg til at træne, så jeg kunne få en god røv. Jeg kigger ned på mine slatne spaghetti arme, og min kedelige, og slet ikke veltrænede but!

"Burde jeg være medlem af et fitness center?" spørge jeg ud i det blå med en fortvivlet mine. Daniel kigger undrende på mig efter mit pludselig spørgsmål. Efter sådan fem sekunders stilhed begynder han at total flække af grin. Sådan virkelig grine. Ikke bare grine, men sådan dør af grin. Hvorfor er det så sjovt? Jeg kan sgu da godt se mig selv i et trænings center!
Han ligger pludselig sin hånd på min skulder fordi han ikke kan holde sig oppe, fordi han bruger resten af sine sølle mavemuskler på at grine røven ud af bukserne. Jeg fnyser irriteret. Han griner stadig! Nu er det simpelhen bare sårene! Ondt! Onde person!

"D....d.... diiiggg..... træææ.... nnnneeeeee...?" stammer han frem mellem sin voldsomme grineflip. Jeg tager hans ækle hånd fra min skulder og begynder at gå mod varerummet.

Han kommer løbende med et fucking irriterende grinene fjæs. Han stopper mig med begge sine hænder på hver af mine skuldre.

"Undskyld... undskyld. Jeg troede du mente det som en joke! Fordi du er nok det mest dovne menneske jeg kender!" siger han som om det er forklaring nok! Av.

"Du skal også liiiige putte salt i det fucking åbne sår! Hva?!" hvæser jeg vredt til ham. Han får et forvirret blik frem af min vrede kommentar.

"Jeg forstår bare ikke rigtig hvorfor du gerne vil i et fitnesscenter? Du jo ikke tyk? Du har nok den krop de fleste piger ville dø for at eje! Så hvorfor vil du starte i et fitnesscenter?" spørger han mistænksomt. Jeg ved ikke om jeg skal tage det som et kompliment, eller som en bemærkning? Jeg tager det som et kompliment! Men hans tone virkede, mere som en form for anklagelse. Jeg trækker på skuldrene og sender et ligeglad udtryk.

"Jeg tænkte bare, at jeg godt kunne trække til nogle stærke arme.." siger jeg med en rolig stemme. Han kigger med udtryksløst blik ned over min krop. Han lader sit blik lande på mine slatne arme. Han siger ikke noget, men bliver ved med at stirre. 10 sekunder. 15. 20. 25 sekunder. Okay.. nu er det liiidt akavet. Jeg Rover mig fra fra hans nu slatne grev om mig.
Jeg går mod varerummet igen og arbejder videre...