One Night stand to a stepbrother

27. Ukendte følelser & ødelagt køkken

Dean Williams

Hvorfor var det lige jeg sagde alt det til hende? Fordi hun spurgte og mig som var en dum idiot stod og gloede forvirret som en eller anden fortabt pindsvin. Hun ignorerede mig som fanden... eller som om jeg var luft... en luft hun bestemt ikke ville indånde. Når jeg, så for helvedet vælger at svare tøsen siger hun... Dean... du behøver ikke at sige mere... What the actual fuck? Altså helt ærligt. Nu havde jeg endelig besluttet mig for at åbne op... så siger hun det. Ja jeg var på vej til at sige noget jeg Big time ville fortryde, men det jo ikke fordi at hvis hun vidste det ville der være noget anderledes imellem os. Hun ville sikkert bare være bange for hendes mors vegne.
Jeg ville sikkert også ødelægge hele vores fantastiske familie... ved at nævne det... nu når jeg tænker over det ville det ikke være super dårligt, så ville det betyde jeg kunne have sex med Carly når som helst uden jeg skulle skjule det. Jeg kunne have sex med hende åbent, så alle kan se at jeg har æren af, at være sammen med den her hottie! Ikke at jeg ikke synes det var total frækt at gemme det... så på en måde irritere det mig, at jeg ikke kan røre hende på den måde, jeg virkelig kunne tænke mig, uden at folk ville synes det var underligt... siden vi er papsøskende.

Jeg har sat mig ind i min bil igen. Carly så på mig med taknemlighed... håber bare det betyder at vi er tilbage til vores normale fucks.
"Hvordan gik det? Fik du hende at stoppe med at ignorer dig?" Spørger Tyler der for en gang skyld ser mere interreseret på mig end sin telefon.
"Jeg ved det ærligt ikke"
Tyler kigger forvirret på mig og sukker så.
"Dean jeg ved godt I er i en kompliceret situation, men jeg ville ikke sige det her, hvis jeg ikke kunne se, at hun betyder meget for dig... mere end du sikkert vil indrømme... men sørg for komme tilbage til det i havde før og undskyld for hvad du end gjorde" Siger Tyler med et sorgmodigt blik og giver mig et klap på skulderen.
"Det er jo det... jeg ved ikke hvad fuck det er jeg har gjort forkert. Alt gik så godt imellem os, også... begyndte hun pludselig at tale om alt muligt om at hun knap nok kender mig og.." mere har jeg ikke at sige. Jeg er forvirret. Jeg fortalte hende alt man behøver at vide om mig... eller næsten alt. Hvad er det hun vil have fra mig? Jeg skulle til at sige alle mine dybeste hemmeligheder og hun stopper mig?

"Dean for helvedet... hun tror sikkert at hun ikke er andet end et fuck for dig, et objekt, et du bare kommer til for at få nydelse. Ikke en du lærer at kende, men du har sex med og intet andet" siger T som ligner en der synes at det er åbentlyst. Huh? Det var jo det Carly selv ville have. Sex og intet andet. Hun har gjort det meget klart med at have sex med Louis C... hvilket jeg aldrig vil indrømme til nogen... men det dræber mig indvendigt, at Louis har haft den ære som jeg har haft. Det er bare godt, at jeg var der først. At Louis har haft sin pik op i Carly, kan jeg slet ikke klare at tænke på. Urgh. Jeg lader mine hænder stramme hårdt om rattet. Tyler ser bekymret ud.
"Chill Dean... det jo ikke sikkert det er det, hun tænker. Jeg siger bare du måske burde fortælle hende hvordan du føler"
Men hvad føler jeg for hende? Jeg ved det ærligt ikke, men en ting ved jeg.... jeg kan ikke klare tanken om hende sammen med andre end mig. Hun er kun min. Det er så rigtig og så forkert på samme tid.
"Jeg ved det ikke" siger jeg og løsner mit greb om rettet og ser fortabt lige ud. Jeg tænder bilen. Tyler siger ikke noget, men jeg ved, hvad han tænker. Jeg er en idiot, som bare burde til at finde ud af sit liv og sine følelser, inden jeg kommer til at såre en, jeg holder for meget af til at røre hende. Hele turen hjem er i stilhed, hvilket er lige hvad mine tanker har brug for.

Da vi endelig når hjem er min hjerne død. Jeg over tænker for meget over alt lige nu. Jeg træder ud af bilen og lægger mærke til at min fars bil ikke er her. Fedt jeg kan sgu heller ikke overskue hans sure røv lige nu. Eller jeg kan faktisk aldrig overskue at være i samme rum som ham. Tyler åbner døren som er ulåst. Har han glemt at låse døren? Det ligner ikke ham. Måske er Julie hjemme. Vi træder ind i gangen og jeg ser at frakker og vaser lægger på jorden. En smadret vase. Hvad fuck er der lige sket her? Har der været røveri? Ik at jeg ville blive ked af det, min far ejer jo for helvedet hele den her by, så mange penge har svinet. Tyler ser koldt rundt og tænker det samme som mig. Han udvider pludselig sin øjne og vender dit blik mod retningen af køkkenet. Han går med hurtige skridt der ud. Hans skridt stopper, når han når indgangen til køkkenet. Hele hans krop fryser. Hans ryg og nakke er som et stift brat. Han træder ind i køkkenet. Jeg står frosset ude i gangen. Jeg kan høre et snøft indefra køkkenet. Fuck. Jeg går med lange skridt mod køkkenet. Hele køkkenet ligner er rod. Jeg synker og ser rundt. Glas der er smadret på gulvet, med glasskår skarpe, som ind i helvedet. Mit blik lander med det samme på Julie. Hun har ikke skåret sig på noget. Hun sidder på en barstol og ser forstenet ud i luften. Hun ligner at hendes indre er dødt, men hendes ydre er skræmt. Hun har ikke lagt mærke til Tyler og jegs eksistens. Tyler lægger en hånd på hendes skulder, hvilket for hende til at få et chok. Hun ser forskrækket ud. Hendes hvide trøje er smurt ind i sort mascara. Hun har grædt. Ik lidt men meget. Hun har et lille silke halstørklæde bundet rundt om halsen. Jeg ser fortabt rundt i det smadret køkken. Fuck. Hvem fuck har skabt det her rod? Tyler virker ikke til at være forvirret, men bekymret for Julies vejne.
"Julie... er du okay? Hvad er der sket?" Spørger Tyler med en rolig stemme. Hun smiler et lille smil der påtrængt og anstrengt. Hun nikker svagt.
"Ja jeg... kom til at tabe nogle glas" siger hun roligt og er på ingen måde rigtig til stede. Tyler ser rundt i køkkenet. Et par glas? Hun må mene alle glas vi overhovedet ejer.
"Hvor er Eric?" Spørger jeg koldt og ser fokuseret på Julie. Hele hendes krop stivner ved at høre ordet Eric. Jeg kender de blikke. Jeg kender dem for godt.
"Han er på arbejde, kommer nok først hjem efter aftensmad"
"Hvorfor efter? Er der sket noget mellem jer?" spørger Tyler hurtigt inde kvinden når at tage en indånding. Hun ryster blidt på hovedet og smiler falsk. Meget falsk, man skulle næsten tro hun var sarkastisk.
"Han har bare haft en dårlig dag... han har tabt nogle aktier, som er et stort tab for ham" siger hun og ser ned på sine arme. Hun dækker hurtigt hendes røde mærker der stryger sig langs hendes slanke arme. Jeg nåede at se det, hun kan ikke gemme det for Tyler og jeg. Vi er vant til det.
"En dårlig dag, Huh? Hvad gjorde han for at komme af med den vrede?" spørger jeg og træder et skridt tættere på og mærker glasset knase under mine sko. Julie ser forvirret og chokeret på mig, som om jeg ved alt. Jeg ved på en måde alt... eller jeg kan gætte mig frem til det. Tyler stryger hende langs hendes ryg, hvilket giver hendes krop et gip i sig. Tyler kan være venlig når det gælder nogle situationer, men aldrig så venlig. Han er normalt en douche til alle de kvinder min far har forlovet sig i, men Julie har han vist et soft spot for. Hun er nok også den eneste der har lagt mærke til ham og virket interesseret i at kende ham.
"Det var min skyld... je-... jeg kom til at tabe et glas og han kunne ikke gøre for det o-"
"Var det ham der gjorde det her?" spørger jeg hårdt og peger en finger mod hele gulvet der er dækket med glasskår. Hendes øjne begynder at ligne glasset på gulvet. Splittet og skinnende.
"Efter jeg tabt det glas, blev han vred og det var min skyld at jeg skulle aldrig have tabt det glas" siger hun imens tårerne triller langsomt ned ad hendes øjne. Tyler udvider sine øjne straks.
"Intet af det her er din skyld Julie" siger Tyler hårdt og koldt med dybt seriøsitet i stemmen. Bare det, at se på den måde Julie ligner en med den største skyld følelse, for jeg lyst til at brænde hele huset til jorden. Hvert hus min far har smadret fordi han havde en "dårlig dag". Den måde han altid har formået at bringe skyld mod andre, når det er ham der burde bære den skyld.
Jeg tager nogle avis papirer og begynder at samle alle de glasskår der lægger spredt ud over hele køkkenet. Det her skal være væk inden Carly kommer hjem. Hun kan ikke vide noget før jeg har sørget for at den fucker får den medicin han har fortjent. Det her er ikke en normal eftermiddag, men hvad havde jeg også forventet. Intet går normalt, når man er søn af den værste far på jordkloden. Eric Williams.

Dam Dam daaaaaam! Så blev det lidt drama! Der kommer også et afsnit i morgen fordi jeg har været så lort til at huske at udgive! Men for nok heller ikke så meget tid de næste uger, da jeg skal have årsprøver og skrive DHO, så det bliver bare fedt... not. Er der nogen der kunne tænke sig at skrive min DHO? Nej? Det tænkte jeg nok, det er noget af det værste.