One Night stand to a stepbrother

40. Milo, Clara & telefonopkald

Jeg føler alle mine sætninger starter med noget jeg hader... så tænker det er omvendt dag, så jeg starter sådan her ud... jeg elsker at køre en bil, selvom jeg er en retardo til at køre bil. Det er simpelhen det bedste. Især når jeg kører over 100 kilometer i timen. Det er langt fra angstprovokerende.
"Jeg kommer til at dræbe dig Dean FUCKING WILLIAMS! Hvis du ikke snart tager den FRICKING TELEFON" siger jeg og lægger på efter min hundrede milliard besked, jeg har lagt på hans beskedtone. Jeg elsker når Dean Williams beslutter sig for ikke at tage sin telefon og jeg ikke ved, hvor han er henne. Det er simpelhen bare det bedste.

Jeg må se på det sådan her. Han kan ikke været nået langt med en skadet hånd. Det er umuligt. Han kan ikke køre i bil med en skadet hånd. Han kan ikke cykle med en skadet hånd... eller Jov hvis han kan cykle med en hånd, men det tror jeg ikke drengen kan finde ud af. Det er han for dum til... så måske kan han godt. Kun dumme mennesker kan finde på at sætte sig op på en cykel med en skadet hånd. Dean er dum. Hvis vi var fem år gamle, så var han ikke inviteret til min fødselsdag. Jeg hader fødselsdage alligevel så det kan også være lige meget. Det hele kan være lige meget.
Han må have fået hjælp af nogen. Siden han er sluppet så langt væk på kort tid. Men hvem? Det er spørgsmålet. Hvor mange venner har Dean? En? To? Nul? Ej drengen har ikke nul venner, især ikke hvis man tæller hans bror med. Nej han havde ham der vennen, som Clara datede... hvad var det nu han hed? urgh. Hvorfor skal jeg også være så skide dårlig til navne?! Det kunne være fedt hvis jeg havde en god hukommelse nu, men nej. Var det Niko? Nick? Mick?Oh my god! Det er Milo! Milo, Milo MILO! Han må vide hvor Dean er. Jeg taster Claras nummer ind imens jeg skifter mellem at se på min mobil og vejen. Jeg tager min telefon op til øret og drejer forsigtigt om hjørnet. Mobilen når at bippe to gange før hun tager den.

"What up hoe? Nej jeg har stadig ikke køb en mens kop og kommer ikke til det. Jeg ved, at jeg ikke kommer til, at stå at koge den hver gang... nej bare nej" vrøvler Clara derudaf, inden jeg når at hilse.
"Jeg er ligeglad om du-"
"hvis du er ligeglad så er du jo aldrig glad. Hvis du er var ligeglad ville du ikke spørge mig om den kop hver gang vi se-"
"CLARA!" afbryder jeg hende træt. Pludselig kommer der en bil susende forbi, hvilket giver mig et dobbelt chok. Jeg holder bedre fast om rettet og fokusere tilbage til min samtale med Clara.

"okay...okay måske har jeg ikke været helt ærlig... jeg har sagt mit job, jeg vidste bare du ville finde ud af det før eller siden, men hey jeg duer bare ikke til d-"

"Har du sagt dit job op?Jeg vidste slet ikke du havde et job"

"Huh... har jeg ikke sagt det?.. underligt. Ja det var et røvsygt internship hos en af min fars venners advokat firma... jeg siger dig jeg var ved at bræk mig, hver gang jeg skulle på arbejde og arbejde sammen en flok overklasseløg. Puha og da jeg fortalte Milo om den måde de kiggede på mig, havde jeg ikke andet valg end at sige op"

Milo! Det er rigtigt det var derfor jeg ringede! Clara kan altid få mig til at blive distraheret. Sådan har det altid været. I college da vi havde timer sammen, lyttede jeg aldrig efter fordi det ville ende ud i at Clara og jeg ville tale om alt mulig andet, end det vi skulle.

"CLARA!"

"Av det ender med jeg skal til høretjek efter det her, fordi du bliver ved med at skrige ind i røret"

"Jeg bliver nødt til at høre dig om noget vigtigt"

"Jeg tror godt, jeg ved hvad det handler om"

"Gør du?" spørger jeg forvirret.

"Ja det den nye kollektion fra Louis Vuitton, ikke? Jeg ved det. Den er forfærdelig"

"Selvfølgelig er det ikke om det!"