One Night stand to a stepbrother

41. Skader & whipped bro!

"Hun skal have drop med det samme"
"Tjek hendes puls og hendes tilstedeværelse"
"Carly Johnson er hendes navn. Vi har kontakt med en af hendes pårørende, som har været i et opkald op til stødet"
"Har patienten talt i telefon imens hun kørte?"
"Ja, men efter vidner kørte hun over for grønt og havde telefonen på medhør, så ingen love er brudt"
"Den anden bilist. Hvad er tilstanden der?"
"Stabil en lille hjerne rystelse måske, men fint. Det viser sig at personen var påvirket under kørsel"
Min krop er urokkelig. Jeg tør slet ikke at tænke på at bevæge mig. Alt er så ømt. Jeg har ikke en gang krafter til at åbne mine øjne. Jeg burde åbne dem, så folk ved jeg er okay. Men problemet er... jeg ved ikke om jeg faktisk er okay?... er mine tanker en illusion? Deres stemmer er det noget jeg observerer fra min sjæl, eller er jeg halvt vågen? Så meget jeg ikke kan overskue uden jeg får ondt i hovedet.
"Hvad er alderen?" spørger, hvad jeg formoder er læge pludselig. En anden roder rundt i nogle papirer.
"Relationer?"
"En mor, far er død, en bror"
"Har vi fået kontakt til noget af kontakterne?"
"Nej ikke andre end vidnet i røret, der selv ringede ind"
Bilen stopper og nogle åbnes. Så snart døtrene bliver åbnet, stemmerne bliver højere og mere hektiske.

Jeg ved ikke hvad der gør mest ondt... mit mentale eller fysiske helbred. Hvorfor er Dean skredet? hvorfor har han forladt mig? uden et eneste ord. Bare puf, så er han væk. Måske havde han reelt ikke følelser for mig. Måske har alt det her bare været en ren illusion fra min side af. Måske har det i virkeligheden bare været et godt knald, som han ville forlade så snart han får chancen. Nu har været hans chance. Han tog den.

"Hvad med hendes mor?" spørger en læge til en anden. Vi er indenfor. Jeg åbner mine øjne på klem og et skarpt lys imødekommer mig. Jeg lukker dem straks i igen.

"Hun er allerede på hospitalet" fortæller en anden læge, der bladre igennem nogle papirer.

"HVOR ER MIN DATTER" urgh kan folk lige lære at styre sig. Det er et hospital. Ikke en legeplads, hvor det gælder om at råbe højest.
"CARLY!"
Oh shit. Den stemme kender jeg. Det er min mor. Jeg havde helt glemt hende. Nogle læger prøver at berolige hende. Jeg åbner øjnene igen på klem og ser hvordan min mor prøver at kæmpe sig ihærdigt forbi to læger, der 100% lige har trænet igennem i fitness fornyelig. Jeg bliver trukket ind på noget der ligner en operations stue. Hvorfor kommer jeg ind på en operationsstue? Er der sket mig noget? Har jeg brækket noget? Jeg prøver at tilte mit hoved, men en smerte skyder straks op i mig.

"SÅhh såå så tager vi den lige med ro. Du bliver nødt til at ligge stille" siger en sygeplejerske med en beroligende stemme og støtter mit hoved ned på en dyne. Jeg prøver at sige noget, men min stemme føles så hæs, som knas tørt sandpapir. Det eneste der ender med at komme ud er små klynkende lyde. Pludselig ligger en læge en mund ventilator over min mund og efter 2 sekunder går jeg i dyyyb søvn.

___________________________________

Da jeg var mindre, havde jeg denne her typisk lille pige drøm, om at jeg skulle møde prinsen på den hvide hest og vi skulle giftes og får smukke børn og jeg ville blive den bedste mor i verden. Det er sjovt hvor naiv man kan være som barn? Kærlighed fungerer ikke sådan. Det opdagede jeg i en tidlig alder. I børnehaven var alle drenge dumme og grimme og man afskyede dem. Da min far døde gik det op for mig, der ikke er nogen lykkelig slutning på noget som helst. Efter at have set mine mors gode forhold med Leon og Eric, er det gået op for mig at kærlighed ikke varer ved og aldrig er helt smuk. Kærlighed kan være grusom. Vi kan frygte den, men på samme tid elske den, så ufattelig meget så man kan mærke smerten. Da jeg mødte Dean første gang, var det ligesom i bøger og film. Jeg mærkede den varme fornemmelse indeni, men vores sammentraf var langt fra perfekt. Fordi intet er perfekt. Alle ønsker et eller andet sted at ramme perfekt skalaen, men det er umuligt.