One Night stand to a stepbrother

49. Dude, fatshamer du mig lige nu?

Dean

Jeg går ud i køkkenet for 5 gang den her morgen. Jeg har ikke lavet andet end at æde. Jeg ved godt, det er umuligt, men jeg føler min six pack langsomt forsvinder, men jeg er ligeglad. Is er bare bedre i disse situationer. Jake har gået ind og ud af lejligheden og skulle nå nogle forskellige ting. Jeg har lagt mærke til hans dømmende blik. Eller han dømmer ikke andre folk, fordi han godt ved at folk ville kunne se tilbage på ham og dømme hans livsstil. En livsstil hans far ikke er glad for. Det er et emne vi ikke taler om. Vi har begge nogle fædre, der er røvhuller. Det er nok en af de ting, der gjorde vi blev venner. Bitche om fædre. Døren åbner for sjette gang i dag og Jake træder ind. Han ser på mig, der lige har åbnet køleskabet for tyvende gang i dag. Det er som om, jeg er en robot, der kun er indstillet til det her. Åbne køleskabet, spise, sove og om igen.
Jake sukker og ryster på sit hovedet.
"Hvor mange måltider har du fået i dag?" spørger han og smider sin jakke på sit rodet gulv. Han går hen imod mig og prikker mig i siden.
"Dude, fatshamer du mig lige nu?" Spørger jeg og ser ned på min mave.
"Nej, jeg fat shamer dig ikke, jeg siger bare, jeg aldrig har set dig spise så meget på en dag, og så meget usundt," siger han og ser rundt i hans køkken. Der ligger tomme pizzabakker og cola flasker over det hele.
"I det mindste drukner du ikke dine følelser i alkohol eller andre stærkere sager, er du egentlig stoppet med at ryge?" spørger han og lugter til min t-shirt.
"Sådan halvt, jeg har lidt glemt alt om det," siger jeg og trækker på mine skuldre. Jeg stoppede på grund af Carly.
"Godt gået! Jeg er stolt! Det var alligevel heller ikke godt for dig," siger Jake og giver mig et klap på mine skuldre. Tanken om hende gør mig helt trist på ny. Der er ikke noget interessant i køleskabet, så jeg lukker det igen.
"Ja," siger jeg tøvende og daffer tilbage mod sofaen. Jake følger efter mig og sætter sig i en lænestol overfor sofaen. Jeg dumper ned i sofaen og ser ned på mine grå joggings. Jeg har haft dem på i alt for mange dage nu, men har ikke haft overskud til at købe noget nyt tøj. Jake ser op og ned ad mig. Jeg kan ikke lide hans blik.

"Dean, du er slet ikke den samme, som jeg kendte fra College," siger Jake og rejser sig op. Jeg ved ikke om han mener det godt eller dårligt.
"Dengang var du den her dreng med store ambitioner for fremtiden. Siden jeg ikke har hørt fra dig, troede jeg at du allerede havde fået dit drømmejob og en kæreste eller noget i den stil, men nu? Ved du overhovedet hvad du vil med dit liv nu?" spørger han og ser for en gangs skyld dybt alvorligt på mig. Jake er ikke den alvorligt type. Langt fra. Jeg ser ned ad mig selv. Det er ser ikke særlig lyst ud. Jeg ved, han har ret, men det er ikke nu, han skal kommenterer på det. Ikke nu når jeg har det så dårligt med mig selv. Jeg har virkelig ramt bunden.
"Nej, men det gør du Jake?" spørger jeg og løfter et bryn af ham og sender den tilbage til ham som en harpun. Han åbner sin mund og skal til at svare, men lukker derefter igen. Han ryster på hovedet.
"Det gør jeg ikke, men jeg leder heller ikke efter noget lige nu. Det gør du, Dean. Det er sådan du er, du kan lide faste rammer og det er det, som stopper dig, og det skal du skille dig af med," siger han og sætter sig med et dump ved siden af mig i sofaen. Han vender sit ansigt mod mig.
"Jeg ved du kan lide den pige, men det ser ikke rigtig ud til hun er på det punkt i livet, som du er. Du skal videre og glemme hende. Du skal gøre noget med livet. Tage en beslutning. Jeg tror ikke rigtig hende der Carly er der endnu," siger han og han mener rent faktisk det han siger. Han har sikkert ret. Jeg føler mig bare ikke klar. Jeg tror aldrig, jeg bliver klar til at rykke videre fra Carly. Det er ikke hende, der holder mig tilbage. Jeg tror det er mig, eller noget indeni mig, der ikke føler at jeg har lov til at føle nogen form for glæde, til et andet menneske. Jeg vil have Carly og ingen anden.
"Jeg ved, du har ret, men jeg ved bare ikke hvordan."
Jake nikker forstående og lægger sin hånd på min skulder.
"Så er det godt, at jeg ved det," siger han med et smørret smil. Der røg alt seriøsiteten, som jeg troede, han havde formået at få siden college. Jeg ser træt på ham.
"Tør jeg vide hvad din ide er?" spørger jeg og læner mit hovedet bagover og ser op i loftet.
"Vi skal ud, bro! Ligesom i de gamle dag," siger Jake og hopper op og stå på begge ben på sofaen. Han hopper to gange og ser ned på mig. Hvordan skal det hjælpe mig med at tage et valg i livet? At feste er ikke ligefrem et wakeup Call.
"Jeg tror ikke, jeg er klar, Jake," siger jeg og stønner irriteret. Jake fnyser og trækker i min arm. Jeg løfter mit hovedet og ser på ham. Han kaster noget tøj hen imod mig. Et par sorte levis bukser, en sort t-shirt og en læderjakke?
"Jake, ligner jeg en læderjakke type?" spørger jeg med en grimasse og trækker læderjakken op i luften og ser på den. Jake bider tvivlende i sin læbe.
"Nej, jeg tror ikke, du kan bære den, jeg må nok hellere tage den på," siger Jake og tager læderjakken på. Tak. Det var lige det kompliment jeg manglede.
"Fint, så lad os komme af sted." Så længe jeg kan slippe for at høre på, hvordan jeg ikke kan passe en læderjakke.