One Night stand to a stepbrother

43. Kvalme & krykker

"Jeg har det ikke så godt," siger jeg og hiver langsomt en hoodie over mit hovedet.
"Skal du have noget smertestillende?" spørger Tyler og ser parat ud til at spurte ud og hente en sygeplejerske. Hans blik giver mig endnu mere kvalme. Dean træder ind med et nyt sæt tøj, som jeg aldrig har set før. Det er et nyt jakkesæt. Han plejer altid at gå i sort blå eller grøn, men i dag er det et ternet sæt. Han ser så moden ud. Jeg foretrækker ham dog i t-shirt og joggings.
"Den har det ikke så godt," siger Tyler til Dean og peger mod mig. Jeg sender ham et skjult dræberblik.
"Den har følelser, at du ved det," siger jeg og ser efter, om der er noget omkring mig, jeg kan kaste på ham. Jeg ser ned på min krykke og overvejer det kort, men smider hurtigt den tanke væk. Jeg kan ikke forsvinde og efterlade Tyler med et blåt mærke. Det er ikke helt fair. Dean giver ham istedet for et dask på skulderen. Det er fair.
"Bro, hun har ligget i koma og du behandler hende lort," siger Dean og ryster på sit hovedet. Han går hen mod mig og samler en af mine tasker op og kaster den mod en grinende Tyler. Okay, måske kommer jeg ikke til at savne Tyler. Den anden taske samler jeg op og vil ikke have, at Dean skal hjælpe mig. Det må han ikke. Det gør bare alt det her meget sværere. Han må ikke være sød. Han kan bare ikke finde ud af, at være ikke sød. Mit førstehånds indtryk af Dean var, at han var en total introvert, der ikke lukkede nogen som helst indenfor. Og at han var hot, selvfølgelig. Ellers havde jeg aldrig valgt at hoppe i en seng med ham, mens vi brugte min brors ubrugte kondomer. Det var tider...

Jeg ser koncentreret ned på mine krykker. Det her bliver umuligt, at skulle bruge krykker med et skadet håndled. Min mor sagde, at jeg ikke må informere lægerne om håndleddet, fordi så ville de have mig i længere tid på hospitalet, også skulle jeg blive kørt rundt i en kørestol. Krykker er ikke ligefrem lavet til en skadet hånd, men en rullestol har vi ikke plads til i bilen og der vi skal hen i aften, er der ikke elevator. Jeg har måtte bide smerten i mig med håndleddet og lade som om, alt er i den skønneste orden foran Dean og Tyler.

"Skal jeg ikke tage den for dig?" spørger Dean og rækker ud efter tasken. Jeg skynder mig at rykke lidt væk, så han ikke får fat i tasken.

"Nope, jeg klarer den helt fint" siger jeg med stift smil, imens kvalmen stiger mig til hoved. Det svimler for mig. Som i det drejer rundt. Det føles som at være i en rutsjebane der bare køre rundt, rundt og ruuundt.

"Carly du ser lidt bleg ud, skal jeg hente noget vand?" spørger Dean. Jeg kan ikke helt skimte hans ansigt. Han er sløret for mine øjne, der løber i vand. Drengen skal rykke sig. Mama her skal kaste op og det bliver ikke et pænt syn, der kommer ham imøde.

Jeg tager hårdt fat i mine krykker med mine svedige hænder. Jeg skøjter mod toilettet. Dean støtter mig derhen. Jeg er ikke i god nok tilstand til at skubbe ham væk. Væk fra mig og væk fra min samvittighed der brænder.

Mine arme er så ømme, så jeg er glad for at jeg bliver støttet hen til toilettet. Jeg tager fat i brættet på toilettet og lader hele den kvalme jeg har holdt inden i mig, ud. Dean holder mit hår, imens jeg spytter alle mine affaldsstoffer ud af kroppen. Hold nu op, hvor går der bare romantik i den... Mit livs kærlighed holder mit hår, imens jeg brækker min dårlige samvittighed ud af kroppen. Det her kommer til at være hans sidste minde af mig. Mig der brækker mig. Den tanke for mine øjne til at løbe endnu mere i vand, end dem der allerede triller ned på grund af brækket. Når jeg føler jeg ikke har mere bræk i mig og har kastet hele min frokost ud af mig, løfter jeg mit hovedet fra kummen. Jeg ser op på Dean, der har et bleger ansigt end mig. Åh nej... er han en af de der typer, som kaster op når andre gør? Fordi det er ikke godt, hvis han er. Nej. Det er langt fra godt. Jeg tager et stykke toiletpapir og tørrer mig om munden.