One Night stand to a stepbrother

44. Puffed øjne & Miguel

Carly

"Aften, betyder nye oplevelse! God aften New Yorkere! Du lytter til New York times radio,"  skratter gennem højtalerne i bilen. Jeg stønner af ømhed og åbner mine øjne på klem. Jeg løfter mit hovedet fra ruden og ser ned på mit håndled. Den har fået en blålig og lilla farve. Jeg skær en grimasse af synet og den smerte jeg kan mærke fra det fandens håndled. Jeg ser til min side, hvor min mor stadig sidder ved rattet. Jeg ser ud ad ruden og bliver overvældet af nogle skyskrabere, der tårner sig over mig. Jeg ser forvirret ud over udsigten. Vi er i New York. "Godmorgen skat, eller godaften det er jo stadig aften, men det er perfekt timing du vågner, vi er der snart."
"Hvor er det din veninde bor?" spørger jeg og gnider min hånd mod mit ene øje.
"I Lower Manhattan. Vi er der om 10 minutter, hvis der ikke er for meget trafik. Vi mangler kun at passere Brooklyn Bridge, og så er vi der," siger hun og ser spændt frem for sig. Hun ser en smule for excited ud, mens radioen skratter som en galning.

"Er det okay, hvis jeg slukker den der tingest?" spørger jeg og peger på radioen. Min mor griner og nikker. Jeg skynder mig at slukke den og ser tilbage på mine omgivelser. Jeg kan ikke fatte, at jeg befinder mig i New York lige nu. Det her er ikke stedet for mig. Jeg er ikke til storbyer. Jeg er mere typen der vil bo i en lille hyggelig provins. I know. Total underligt og nok også lidt mærkeligt. Jeg er underlig. Med storbyer følger der også bare så mange forventninger med. Man har alle muligheder frem for en, der bare venter på at blive brugt. Jeg hader muligheder. Jeg er dårlig til at beslutte mig. Jeg har ikke engang fået tager initiativ til at sende en jobansøgning nogle steder hen. Jeg har sagt op hos Walmart for noget tid siden. Jeg sendte en mail, hvilket nok var lidt pussy agtig at gøre... men fuck det. Jeg hadet virkelig det job. Det var det værste. Det er nok den bedste beslutning som jeg har taget for mig selv. At sige det job op.

Pludselig stopper bilen. Jeg ser hen på min mor, der nikker mod en lejlighedsbygning. En sød lille hyggelig lyserød bygning. Jeg føler, jeg er i Paris, men i virkeligheden er jeg i New York. Min mor træder ud af bilen og skynder sig om på den anden side af bilen og åbner døren op for mig. Hun ser glad ud. Lige så glad som hun var, da hun var nyforelsket med Eric. Man kan aldrig regne med hvor lang tid den her glæde kommer til at vare. Min mor rækker mig mine krykker og jeg rejser mig roligt op og lægger endnu en gang vægt på mit håndled. Jeg tager imod krykkerne og humper mod døren, hvor en dame står klar. Jeg ser forvirret hen på min mor. Hun møder damen's blik og ser lettet på hende.
"Åh Anna," siger hun lettet og kaster sig i hendes favn.
"Hvor er det dejligt at se dig, Julie," siger damen, som hedder Anna. De skiller sig fra hinanden og ser hen på mig.
"Det er min datter, Carly," siger min mor og lægger en hånd på min skulder. Jeg nikker mod Anna og smiler. Hun smiler venligt tilbage på mig. Hun ser op og ned ad mig og udvider sine øjne.
"Vi må hellere få dig op og ligge og få det ben der over hjertehøjde," siger hun og åbner døren til hendes opgang. Fedt. Nu skal jeg kæmpe mig op af nogle trapper med de her krykker. Pis også. Jeg sagde ja til at komme til New York, ikke at dyrke fitness. Jeg hader at træne.
Anna og min mor får hjulpet mig hele vejen op til hendes lejlighed. Anna viser mig, hvor mit værelse er. Jeg får ikke noget aftensmad eller noget inden mit hoved lander på puden og jeg falder i søvn. Jeg har stadig et inderligt håb om, at alt det her bare var et stort mareridt. Det er det bare ikke.

--------------------------------------------

Kvalmen er ikke gået væk. Den er der stadig. Den er der, når jeg går i seng. Den er der, når jeg står op. Det er som en parasit, der ikke vil gå væk. Jeg sætter mig op i en seng, jeg aldrig har set før. Hele det her værelse har jeg aldrig set før. Jeg skubber mine ben ned fra sengen og tager mine krykker og får rejst mig op. Jeg bliver nødt til at få skiftet mit tøj, inden jeg går udenfor en dør. Jeg ligner en fordrukken rotte. Virkelig. Jeg er ikke et smukt syn. Jeg er lige ved at skrige, når jeg ser mit eget spejlbillede. Mine øjne er helt puffed. Har jeg grædt hele natten? Eller det bare fordi jeg lige er stået op? Jeg kan ikke helt gennemskue det. Jeg skynder mig, at vende ryggen til det gyselige syn og åbner min kuffert. Urgh. Min mor har kun pakket det værste af det værste. Hun har ikke pakket alt det tøj, som jeg elsker, men kun noget jeg enten hader eller noget, jeg har et nogenlunde forhold til. Hun har fx pakket min hade kjole. Den sorte stramme kjole. Jeg troede jeg havde smidt den ud. Det er det værste stykke design jeg har set længe. Den kjole minder mig bare om Dean og Louis C. Jaer, jeg skal aldrig have den kjole på igen. Bradr. Den aften hvor jeg gjorde the dirty med Louis C. Ad. Min kvalme stiger bare ved at tænke på ham. Aldrig skal jeg møde den dreng igen.