One Night stand to a stepbrother

38. En orkan

Min stemme føles tør. Der er ingen kraft. Alt er kaos. Papirer flyver over alt. Det hele føles som en film. Mine fødder er limet til trægulvet. Jeg bevæger mig ikke. Jeg ser kun på, imens Eric går rundt i huset som en galning. Hans har tabt sine aktier. Derfor så Dean helt hvid ud i ansigtet. Han har prøvet det før. Han ved hvordan han reagerer når det sker. Bare min mor vidste det, så ville hun aldrig have gået ind i det her forhold. Alt er korrupt. Han spytter bandeord ud om alle. Mest Tyler. Han får virkelig den helt store sviner, hvilket for Dean til at gå ind. Nu er det kun der skændes. Jeg er gået på autopilot. Jeg er her ikke psykisk, men kun fysisk. Jeg står kun i en af Dean's gamle t-shirts. Intet andet. Min mor sidder i sofaen og græder. Jeg burde trøste hende og fortælle Tyler at han ikke skal skamme sig af hvem han er... men jeg er frosset. Det eneste jeg kan gøre er at stå at observere det hele, som en svag kattekilling. Jackson er reageret på samme måde. Det vel bare sådan vi reagerer på ting. Jeg ville ønske jeg bare kunne skride herfra og aldrig se mig tilbage. Mine ører lukker alt lyd ude, mens mine øjne er fokuseret på Dean og Eric der skændes og fagter med hænder i luften. Jeg aldrig set Dean vred på den her måde. Han anstrenger sig så meget i sit stemme bånd at kan se hans muskulatur i halsen bevæge sig. Han skubber til Eric. Tegnet på alt er ved at løbe løbsk nu. Den her såkaldte familie er brugt op. Den er færdig. Hvis min mor ikke kan indse det... så er jeg væk. Jeg tror aldrig jeg kommer rigtig til at forstå kærlighed. Jeg ved min mor elsker Eric... hvorfor? Ingen fucking ide, men et eller andet ved ham må være godt. Det kan ikke kun være hans fandens penge hun er faldet for. Nej. Sådan er min mor ikke. Hun er ikke en golddigger.

Jeg ser på hende, imens tårene strømmer ned som et vandfald. Hun prøver at sige noget til Eric, men han er for optaget at give Dean et skub tilbage. Et hårdt et. Jeg falder hurtigt ud af min trance og løber over for at sørge at Dean ikke falder bagover. Jackson har samme tankegang. Han står ved min side og støtter Dean sådan så han ikke falder. Dean ser kort om på os begge to og sender et taknemligt blik inden han vender dræberblikket om til sin far.
"Er det din løsning til alt? Vold?" Hvæser Dean vredt og prikker Eric på brystkassen af vrede. Eric ser ligeså surt tilbage. Han ligner at han skal til at have et anfald. Eric svarer ikke igen. Mumler nogle lyde ud. Han kigger så vredt på mig og derefter på Dean.
"Jeg kan ikke fatte din løsning på alt er at knalde din sted søster!" udbryder han og kan knap få vejret. Han gisper efter sit vejr. Dean træder tættere på Eric. Hele hans krop er stiv som et bræt. Hans næver er knyttede. Han ser ud til at være rigtig fristet til skyde lammere. Jeg ser hen på min mor der ser chokeret op fra sin gråd og hen på mig. Jeg ville så gerne undskylde, men jeg ved ikke for hvad? Jeg har ikke andet at undskylde for, andet end jeg har løjet. Min mor har aldrig sagt undskyld for alt det hun har fået mig til at gå igennem. Leon hendes ekskæreste der var et verdensklasse røvhul. Eric der er løser sine aggressioner med vold. Jeg har aldrig bedt om en undskyldning fra hende, men jeg har aldrig fået det. Hun ser på mig som om jeg har forrådt hende, men jeg føler ingen skyld. Jeg ser på Jackson der ser med medlidenhed på mig. Jeg bider mine tænder hårdt sammen. Dean står helt tæt på Eric og ligner han har ild i alle sine nerver.
Inden jeg kan nå at få dem skilt fra hinanden, er Dean helt oppe i hans fjæs og kæmper for ikke at smadre ham i gulvet lige nu. Eric står helt roligt og ser ikke på noget tidspunkt nervøs ud for hvad Dean kan finde på. Han ser blot koldt på ham.
"Du burde ikke tale sådan til mig" siger Dean og ser afklaret ud. Som om det først er gået op for ham nu, hvor forkert Eric behandler dem han elsker. Eller elsker man egentlig nogen hvis de slår en?
"Jeg taler, som jeg har lyst til. Jeg er din far og jeg bestemmer. ikke dig" hvæser Eric og spænder i sine muskler. Jeg ser chokeret hen på Jackson og Tyler for at vise dem at vi bliver nødt til at gøre noget lige nu. Tyler rejser sig op og går hen ved Dean's side. Jackson tager en dyb indånding og går hen på den anden side af Dean. Jeg burde nok være den der støtter min mor nu, men jeg føler ikke rigtig at jeg skylder hende det. Jeg er barnet. Jeg ikke hendes mor. Det burde være hende der trøstede mig og sørgede for alt nok skulle gå. Det burde være hende der skulle sørge for at jeg ikke bliver skræmt for livet. Det burde være hende der altid ville være der for mig, og ikke Dean eller Clara eller Tyler... men det er sådan det er. Intet kan ændres på det.