One Night stand to a stepbrother

22. Brækket ankel & blå mærker

Dean Williams

Hvad end min far nu har rodet sig ud i, er jeg faktisk virkelig ligeglad. Jeg er så træt af han skal ødelægge alt. Når jeg mener alt, så er det virkelig alt. Det har bare at været noget vildt vigtig siden Tyler braser ind imens jeg er på vej til at have det bedste sex nogensinde. Om min far så havde været ude for en fucking ulykke, så er jeg faktisk ligeglad med ham. Det eneste der betyder noget for mig lige nu er faktisk bare at komme tilbage i sengen. Med Carly. Uden nogen andre.

Jeg går med hurtige skridt ud af elevatoren. Jeg spotter straks min far og Julie sidde lobbyen, imens man kan høre min far ømme sig fra flere meters afstand. Ynkeligt.

Julie sidder ved hans side og nusser ham op langs armen, men min far ikke under hende et eneste blik af taknemlighed. Det eneste han sikkert tænker på er, at han har tabt i en fucking kamp til familien Cleveland. Han er som en lille dreng når det handler om konkurrence, og han er klart den dårligste taber jeg nogensinde har set i mit liv. Hr. Cleveland står oppe ved receptionen og taler med receptionisten. Urgh Hr. Cleveland er virkelig en af de største cheaters når det angår kvinder. Han er en manwhore. En stor en af slagsen. Derfor undre det mig ikke en eneste fucking gang at Louis også er en manwhore... det lægger vel i generne. Jeg ikke sur på Louis eller Carly over de har været sammen, de er trods alt voksne mennesker og kan gøre hvad de vil. Vi går jo for helvedet ikke i High School mere!
Så selvfølgelig er Hr Cleveland i gang med flirte med receptionisten. Jeg stopper op få meter fra min far der sidder med et vredt udtryk, og Julie med et bekymret et. Begge blikke har jeg har set før.

"Du tabte?" Det er det eneste jeg kan få mig selv til at sige, imens jeg ser intens på min fars knyttede hænder. Han knytter dem så hårdt at man næsten kan se hans blodåre springe igennem hans hud. Han ser mig dybt ind i min øjne uden at rykke sig ud af flækken.

"Jeg tabte ikke, de snød" svarer han med sammenbidte tænder. Jeg lader mit blik lande på hans opsvulmede ankel. Den er brækket. Jeg har ingen form for medlidenhed overfor den mand. Jeg fnyser en gang og fniser lavt for mig selv. Det er virkelig karma det her. Den mand havde fortjent det. Ifølge mig er han sluppet billigt. Jeg kigger over på Tyler der er faldet i staver på Julies arme. Jeg kigger i den samme retning og ser det jeg mindst håbede jeg ville se. Hun har en langærmet cardigan over sit tennis outfit, men jeg lurer stadig hvad jeg kan se. I enden af hendes ærme ser jeg det værst tænkelige, skyggen af et blåt mærke. Jeg kan ikke se med sikkerhed om det er et blåtmærke eller om det bare er en skygge eller hvad ved jeg. Jeg kigger vredt på min far, som ikke under nogen omkring sig et blik, andet end hans forbandede fod. Den er sikkert ikke brækket, det sikkert ham der er for stolt i sin æren til indrømme at han var ved at tabe og blev nødt til at slå sig for bevise at slog sig og derfor ikke kan spille videre!
Jeg skærer mine tænder for ikke at bryde ud i total vrede og flippe ud på min far foran Tyler, Julie og ikke mindst Carly. Ingen af dem skal se den side af mig. Tyler har sikkert set den, men vil ikke tale om det.

"Skal vi så hjem af, eller tager vi hjem i morgen som planlagt?" spørger Carly og ser hen på Julie og min far. Julie smiler med medlidenhed ned på min far og aer ham beroligende op og ned af armen.

"Hvad siger du skat? Vil du blive eller skal vi tage hjem?" spørge Julie med blød tone og ser på min far som om han var en lille dreng der havde slået sig. Som han sikkert også er.

"Vi skal FORHELVEDET ikke hjem! Så viser vi bare familien Cleveland hvor svage vi er!" svarer min far surt og rejser sig med besvær op fra sofaen og begynder at humpe over til Hr Cleveland. Julie kigger bekymret efter ham, men rykker så et smil mod mig, Tyler og Carly.
Carly sætter sig over ved siden af hende og giver hende et kram. Jeg vidste ikke at hende og hendes mor havde et tæt bånd. Man har vel selvfølgelig altid et tættere bånd til sin mor. Jeg havde også et tæt bånd med min mor. Da Tyler tog jeg var små, så var jeg altid mors dreng og Tyler var altid fars dreng... lige indtil alt gik ned og Tyler fortalte sin hemmelighed eller rettere vores far opdagede hans hemmelighed, og der mistede vores far alt for ham.

Julie aer Carly over hendes våde hår og for er undrende blik.

"I har vist nået at være i bad" siger Julie og kigger først på Carly og derefter mig. Min krop stivner når de ord forlader Julies mund. Jeg ser på Carly hvis blik også stivner. Jeg smiler bare stift.

"Ja det var en jo en hård kamp" siger jeg og smiler til Julie. Julie nikker sig enig.

"I klarede det flot" siger Julie og smiler beroligende. Julie ser over på Tyler der ser ned i jorden imens piller ved hans hullede bukser.

"Det var vidst dig der skulle have spillet i stedet for mig! Jeg kunne slet ikke finde ud af at ramme den grønne tingest" siger Julie og griner en smule hen til Tyler, som løfter sit blik en smule. Han smiler et let smil tilbage. Jeg ser på Tyler med et nærstuderende blik for at se om det er rigtig det jeg ser! Smiler Tyler virkelig? Det er lang tid siden jeg har set ham smile.

"I skulle have set mig! Jeg var mega klodset ude på banen! Jeg har i hvert fald ikke mine datters evner til tennis" forsætter Julie og griner en smule mere. Det var derfor de var tæt på at tabe. Jeg smiler lidt af hendes kommentar og ser lidt bekymret på hendes blå mærker på hendes håndled. Julie ser mit bekymrede blik og trækker lidt ned i hendes ærmer. Hun smiler rundt til os alle og stopper så sit blik på Carly. Hun sætter sig lidt oprejst for at kigge nærmere på Carly's hals. Fuck. Carly ser forvirret på sin mor der har et bekymret blik.

"Hvad er der?" Spørger Carly panisk af hendes mors blik der har forandret sig til forskrækket blik. Julie ryster hurtigt på hovedet.

"Hvad er der dog sket med din hals pigebarn?" spørger hun chokeret og aer hendes sugemærker hvilket for mig til krummetæer. Jeg kigger hen på Tyler der ser en blanding skræk og morsomhed. Han fryder sig sikkert super meget over det her. Tyler rejser sig for sikkert ikke at flække af grin foran Julie, hvilket er forståeligt så jeg smutter med ham bare for ikke at være i den her situation.

Jeg vender mit blik en sidste gang og ser Carlys irriterede blik, men jeg ved inderst inden forstår hun godt hvorfor jeg skrider. Jeg kan heller sidde der længer og glo på de blå mærker på Julies håndled. Tyler har allerede sit smørrede grin af sit fjæs og tænker på noget helt andet der for hans ansigt til at se helt hvidt ud. Han ser skræmt op på mig. Jeg ved hvad han tænker på... Julies håndled.
"Så du det?" spørger han med en seriøs og bange tone. Uden han behøver at sige mere ved jeg hvad han tænker på. Jeg nikker tomt og synker ved tanken.

"Tror du det var ham?" siger Tyler og ser bange på mig.
"Jeg ved det ikke Tyler" svarer jeg træt.
"Han kunne ikke finde på at gøre det igen... vel?" spørger Tyler og ligner er lig i ansigtet.
Jeg bliver nødt til at få mine tanker på noget andet. Min far kunne vel selvfølgelig ikke finde på at røre Julie på den måde.. den mand er han ikke mere. Han vel ændret sig.. håber jeg.

Dum dum dooooom!
Så det ser sådan her ud; jeg prøver at udgivet og får skrevet så meget jeg overhovedet kan og tid til, da jeg ikke ved hvor travlt jeg kommer til at få med virtuel undervisning. Til jer der følger med i min bog ICED OUT så er der blevet udgivet et afsnit med en genkendelig person!!!
Håber i alle passer på hinanden med afstand!
Jeg overvejer at lave en Instagram profil hvor jeg poster når jeg har udgivet og min proces imens jeg skriver og måske lidt sneak peaks og alt muligt, hvad siger i til det?

Dejlig virtuel påske krammer herfra!
-Jo