One Night stand to a stepbrother

46. Speedy Gonzales & apoteket

Carly

"Jeg hader bare verden, mor og derfor vælger jeg, at blive i sengen i dag," siger jeg og kaster dynen over mit hovedet, men intet fred får man i denne lille verden. Min mor trækker dynen væk igen.
"Du skal op og nyde New York."
"Jeg har et brækket ben og et ømt håndled og blå mærker over hele kroppen, jeg føler, at jeg har god ret til at blive i sengen," siger jeg og tager fat i dynen får at hive den tilbage på sin plads. "Og nok også for altid," mumler jeg muggen.
"Det skal ikke stoppe dig for at leve dit liv," siger min mor og holder fast i dynen, så jeg ikke kan få den. Jeg hiver hårdere. Jeg kneber mine øjne sammen og ser på hende med et indre dræberblik.
"Det er ikke det her dumme ben, der stopper mig, det er dig," siger jeg bestemt og hiver hårdt i et bestemt tag i dynen og vinder. Jeg når at se min mors chokeret og såret blik, men hun har en lille smule fortjent det. Jeg er heller ikke i det bedste humør i dag. Kvalmen er der stadig og jeg har prøvet at slå det op på nettet, hvilket var en stor fejl. Der står flere muligheder. Nogle mere ekstreme end andre. En hjemmeside sagde jeg formentlig var på vej til at få mavekræft en anden sagde, jeg havde fået en kønssygdom, men der var ærligt ingen af dem, der gav mening. Jeg endte med at tro en smule på det med mave delen, så jeg gik helt i panik, indtil Miguel sagde man ikke skulle stole på nogen af hjemmesiderne. Nu er jeg bare nået til det punkt, hvor jeg bare vælger at give op. Jeg gider ikke finde ud af, hvad det er, der er galt med mig. Jeg vil hellere bare sove. Når jeg sover, tænker jeg ikke så meget på det.
"Carly, Anna har lavet pandekager og hun har glædet sig til, at du skulle smage dem, så du kommer bare ud, når du føler for det," siger min mor smækker døren bag sig. Endelig smuttede hun. Jeg er i dårligt humør og har ikke overskud til, at hun skal komme med hendes alt for gode humør. Nej, jeg vil forblive i mit humør. Jeg lukker mine øjne og trækker dynen over mit hovedet. Jeg når at hvile mine øjne i fred indtil døren åbner igen. Seriøst? Kan hun ikke lade mig være?!
"JEG SAGDE JEG BARE VIL VÆRE AL... Miguel?" jeg skynder mig at stoppe min råben og ser forlegen på Miguel, der er trådt i min hule. Han ser kort skræmt på mig og griner derefter nervøst. Hvorfor er det, jeg altid skal være så pinlig omkring ham?
"Hey, du virker til at være i godt humør," siger han med et let grin og sætter sig på kanten af min seng. Jeg skubber mine dyne lidt væk og sætter mig oprejst i sengen. Jeg kan ikke være uhøflig over for ham, men gerne min mor.
"Virkelig? Jeg vidste ikke, at jeg var sådan en god skuespiller," siger jeg sarkastisk og sætter mit hår op i en hestehale. Jeg ser på ingen måde køn ud, lige nu. Ikke at det betyder noget, men Miguel har ikke set mig så grim før. Eller jeg ved ikke om mine puffed øjne gav en lav standard. Folk der kender mig godt, må gerne se mig så grim. Dean må ikke engang se mig så grim, som jeg er nu. Det er et nyt level af grimhed, jeg har fået skabt mig her. Det kan jeg godt sige jer. Det er for alles bedste, at ingen ser mig lige nu, bortset fra min mor og nu også Miguel. Man får helt ondt i øjnene, så grim er jeg. Okay min pointe er i gennem. Jeg føler og er grim lige nu.
"Jeg ville høre om, du ikke kunne tænke dig og gå en tur med rundt i den smukke by, du befinder dig i?" siger Miguel og kaster sine arme ud, som om mit værelse er hele Manhattan. Jeg ser på ham. Han har hyggetøj på. Han er ikke i gang med at sørge over nogen. Eller ikke så vidt jeg ved.
"Miguel."
"Hm?" Han ser forvirret hen på mig.
"Er det min mor der gav dig den ide?" spørger jeg og krydser mine arme. Han ser forstenet på mig og nikker derefter på sit hovedet. Jeg stønner og lægger mig ned i sengen igen og kaster dynen over mig. Hun skal virkelig også bare kontrollere alt.
"Carly," siger Miguel og lægger en hånd på min dyne og trækker den lidt ned, så han lige præcis kan se mine øjne.
"Jeg tilbyder det ikke kun på grund af din mor, men også fordi jeg tror, du trænger til det," siger han og ser alvorligt på mig. Oh shit, han mener det. Jeg har kun kendt ham, i hvad 2 dage? Han ser mig virkelig som en livs hader, tror jeg. Jeg har heller ikke rigtig vist ham andet, end min sure røv.
"Desuden vil det også give en god mulighed for os to at lære hinanden bedre at kende," siger han og dasker blødt til min hånd. Jeg prøver med et smil, men føler ærligt ikke rigtig for det. Kvalmen stiger mig til hovedet igen. Miguel ser bekymret på mig.
"Hvis du er meget dårlig kan vi godt bli-"
"Nej det er helt fint," siger jeg og kaster dynen helt af mig. Miguel rykker sig og rejser sig op og stå. Jeg rejser mig forsigtigt og hopper over til mine krykker og samler dem op. Jeg vender mig om og ser Miguel står stadig og bare glor.
"Hva' skal du stå der, imens jeg skifter? eller har du tænkt dig at smutte?" spørger jeg og løfter et bryn. Det var ikke en opfordring, men mere en advarsel. Han nikker forstående og smutter ud.