Var Det Kærlighed?

Troede det var os.

Henne i klassen.

(Julies synsvinkel)

Jeg sidder sammen med Marcus og Martinus inde i klassen. Vi sidder alle 3 og nynner bae indtil Lucas kommer ind og siger "Julie stop med at synge det pis det lyder jo a helvedes til" drengene sidder og kigger lidt vredt på ham men jeg sugger bare og kigger væk.

"Jeg kommer lige om lidt" siger Marcus og går ud i skole gården. Så Martinus og jeg sidder bare og taler om fordbold siden vi begge jo godt kan lide det.

(Marcus' synsvinkel)

Jeg vil gerne vise Julie at hun betyder alt for mig men jeg ved ikke hvordan. Jeg elsker hende jo. Hun er hende jeg elsker mest i helt universet.

Jeg læner mig op ad en mur med lukkede øjne og tænker. Nej nu kommer Clara. "Hej Marcus" siger hun med sin altid irriterende stemme. "Hej Clara" siger jeg og skal lige til at gå. Clara er skolens diva. Hun har været forelsket i mig siden 0. Og vi går ikke engang i samme klasse. Hun går i b jeg går i a.

Hun gør sådan så jeg ikke kan komme væk. Hun tager om mine skulder. "Gider du godt stoppe jeg skal ind til min kæreste" siger jeg. "Din kæreste er lige her" siger hun og kysser mig. Jeg prøver at slippe men jeg kan ikke.

Hun holder mig fast. Jeg ser Julie. Hun står og kigger på mig. Bare hun ikke tror det er rigtigt. Jeg kan mærke hendes tåre falde. Hun løber. "Julie nej" råber jeg og skubber Clara væk så hun falder. Jeg løber efter Julie.

(Julies synsvinkel)

Jeg går ud i skole gården for at finde Marcus og det første jeg ser er Marcus der står op ad en væk og kysser med Clara. Min kæreste står og kysser med en anden uden at slippe. Så jeg løber. Ud fra skolens ejendom, forbi mit hus, ud på en skrænt og sætter mig ned.

Jeg gemmer mit ansigt i mine hænder. Jeg er helt alene i verden. Helt alene igen. Ingen man kan blive trøstet af, ingen hjælp at hente, ingen Marcus, ingen noget som helst.

Jeg har aldrig været  ked af det i hele mit liv. Jeg sidder helt alene på skrænten

-fortsættes-