Var Det Kærlighed?

En uforudsigelig koncert.

14. November.

(Julies synsvinkel)

Der er koncert i byen senere og det er ingen andre end selveste Marcus og Martinus. Min bedste ven og ham jeg elsker mest. Men hvad hvis de har glemt mig? Siden den dag jeg kørte hjem til Danmark har jeg bildt mig selv ind at jeg bare må fortsætte med at være en fan. Jeg ved bare de har glemt mig.

Jeg har haft marit om dem lige siden jeg flyttede hjem til Danmark. Det første marit jeg havde var i bilen. Jeg faldt pludselig i søvn. Jeg fortæller bare lige hurtigt om min drøm.

Jeg sad i bilen. ( i drømmen alså) Så faldt jeg pludselig ned i sædet og landede ved en skov sø. Det var den samme sø som mit allerførste marit med Marcus fandt sted. Jeg kiggede ned i søen og så et eller andet stige op. Det var Martinus. Han smilede ondt. Jeg vendte mig om for at løbe men der stod Marcus og holdte vagt.

Jeg kunne ikke komme væk. "Du er et nul Julie du ved at vi har glemt dig jeg hader dig" råbte Marcus vredt til mig. Og så vågnede jeg. Nå men tilbage til nu.

"Jeg går i byen" råber jeg til min mor som står og laver frokost. Jeg havde fået gratis billetter af Marcus så vi kunne ses der. "Det er fint men du skal være tilbage senest 9" siger hun og jeg går.

Til koncerten.

(Marcus' synsvinkel)

Jeg håber virkelig Julie kommer til koncerten. Jeg savner hende helt sindssygt maget. Nu står vi her på scenen. Martinus starter med light it up. Men jeg kan ikke synge med. "Julie hvor er du?" Spørger jeg i mikrofonen. Der er ingen der svare.

(Julies synsvinkel)

"Jeg er her Marcus!" Råber jeg men han kan ikke høre det for hele salen skriger. "Undskyld jeg kan ikke" siger han, smider mikrofonen og løber ned af scenen. Martinus løber efter. Det gør jeg selfølgelig også. Jeg hopper op på scenen og løber efter ham men vagterne stopper mig. "Slip mig jeg er Marcus' kæreste jeg har lov til at møde ham igen" siger jeg men de slipper ikke.

Tilsidst kommer jeg fri og jeg løber.

(Marcus' synsvinkel)

Jeg sidder ude i bag lokalet og græder. Jeg falder ned på knæ. Martinus trøster mig.

(Julies synsvinkel)

Jeg ser Marcus sidde på knæ og græde mens Martinus trøster ham. Jeg går et skridt tættere på dem. De har ikke set mig. "Marcus?" Spørger jeg roligt. De ser begge op. "Julie?!" Siger Marcus med glæde i stemmen. Vi løber hen imod hindanden og vores læber mødes i et perfekt kys lige i det vi stopper.

Fuck jeg har savnet ham. Vi holder om hindanden mens vi kysser. Jeg elsker ham over alt på jorden. Jeg ligger mærke til at Martinus går lidt væk for at lade os være alene. Vi slipper og kigger hindanden dybt i øjnene og så krammer vi. "Hvorfor ser vi først hindanden nu?" Spørger Marcus mig. "Fordi mine forældre ikke vil have at vi har noget med hindanden at gøre" siger jeg med tåre i øjnene.

Han krammer mig hårdere. Men jeg bliver revet væk af en. Det var ikke sådan jeg havde lyst til at afslutte mit kram med Marcus på. Det er en af vagterne. "Sæt mig ned!" Skriger jeg. "Sæt hende ned" siger Marcus vredt. "Beklager jeg er ansat som jeres liv vagter" siger vagten. "Sæt hende ned nu!" Råber han. Vagten sætter mig hurtigt ned og jeg løber hen i Marcus' arme.

Vagten går hurtigt igen. Jeg græder. "Så så Julie rolig" siger Marcus med sin blide trøstende stemme. Jeg slapper af. Vi går ind til koncerten. Jeg står forrest blandt publikum. De begynder med light it up. Min ynglings sang. Light it up er min ynglings sang fordi det var den sang Marcus og Martinus sang da jeg blev kærester med Marcus. Det var seriøst den bedste dag i mit liv.

De skal kun synge en sang idag. Men det er også fint nok for klokken er snart 9 og jeg tog afsted i morges så det er eftermidag nu.

Efter koncerten.

"Du lover vi kommer til at se hindanden igen snart ikke?" Spørger Marcus mig. "Ja selfølgelig søde" siger jeg og kysser ham på kinden.

Han begynder at smile. Vi krammer farvel og jeg skynder mig hjem.

Halløjsa tak fordi i læste kapitlet. Jeg ligger her i en sofa hjemme hos min vindende og holder døgner. Klokken er 00:17 og er pisse træt nå ses❤️