Den 14årige Julie har ikke ligefrem det liv alle piger drømmer om. Hendes eneste trøst er tvillingerne Marcus & Martinus. Deres musik har været en anden vej for at cutte eller andet selvskade. Hun bor i Danmark men flytter til Trofors efter lang tid...
Jeg vågner næste morgen med virkelig ondt i maven. Jeg kigger på klokken 04:56. Typisk at jeg skal vågne så tidligt. Jeg ved allerede hvorfor jeg har så ondt i maven. Det er fordi jeg savner Marcus så meget. Jeg ved godt at det ikke er lang tid siden de tog afsted men altså de her dage snegler sig bare afsted. Min næse er Fucking også stoppet. Selvfølgelig.
Hvorfor skal alt det her lort også lige gå ud over mig? Jeg falder ikke i søvn igen. Det kan jeg ligeså godt sige nu så jeg tager min mobil og ser hvad der sker rundt omkring. Jeg kan høre en hund gø i nærheden. Det er faktisk pænt irritenden. Så går jeg ned i kælderen og sætter noget musik på anlægget og danser lidt til det. Fore eksempel sad song, closer, Girls, sad song igen og så Without you.
Jeg elsker at høre drengenes stemme igen. Det er nok mest derfor jeg hører Girls og Without you. Og sad song fordi jeg savner dem og gerne vil af med de Fucking tårer jeg holder på og ikke kan få ud. Tiden står næsten stille. Jeg ville ønske jeg bare kunne være hos Marcus lige nu. I hans arme. Men jeg er her. I Norge, Trofors. Og han er i Finland. Så kan jeg høre fuglene begynde at kvidre, solen er begyndt at skinne og jeg trækker mig hen i skyggen for at græde. Jeg lader mig glide ned af væggen og gemmer mit ansigt i mine hænder.
Store, våde, salte tårer falder fra mine øjne og gør mine hænder helt våde. Jeg hulker lydløst og træt. Jeg gør så meget for a glemme Marcus og Martinus bare den her Fucking uge men det kan jeg ikke. Jeg troede jeg kunne holde det ud men det kan jeg heller ikke. Der er kun én ting at gøre. Jeg kan ligesom ikke gå tv er helt til Finland nu så jeg sætter mig ud på skrænten igen.
Solen er først lige ved at stå op så der et virkelig smukt lys ud over havet. Den skrænt bringer alle minderne frem med Marcus og Martinus. Sådan som vi har grinet, den dag på scenen, da jeg kom til ham, da jeg løb hjemmefra, lejr turen med klassen, et mindre godt minde er fra der Marcus brækkede armen. Men jeg er glad for at jeg var der så jeg kunne hjælpe ham.
Efter noget tid tager jeg hjem. Jeg skal ligesom også i skole og typisk nok ender det med at jeg kommer for sent. Jeg sætter mig på min plads vedsiden af Lucas. Jeg ved godt at Lucas og jeg er blevet okay venner men jeg gider ikke være sammen med ham når Marcus og Martinus ikke er her. Og så fordi at jeg er bange for at Marcus tror jeg bare bliver forelsket i ham i stedet. Men mest fordi drengene ikke er her. Jeg kigger på de 2 tomme pladser hvor der plejer at sidde et par drenge Gunnarsen.
Hvis jeg er sammen med en i frikvarteret er det faktisk Emma og hendes venner. De synes det er sjovt at lege med en 9. Klasse. Og i timerne får jeg heller ikke lavet noget som helt anden end at skrive "Marcus Marcus Marcus" om og om i mit hæfte og mine skrive bøger. "Julie kom nu igang med dine lektier" siger Martin. Nå ja. Martin er vores nye Norst lære efter Camilla sagde op. Jeg ryster på hovedet. "Hvad er det der er galt?" Spørger han og trækker mig ud foran klassen. Han vil have en forklaring.
"Det er bare Marcus og Martinus!" Siger jeg vredt til ham. "Hvad har de gjort?" Spørger han. Skønt nu tror han de har gjort mig noget. Hvordan kan han være så fat svag? "De har ikke gjort noget det er fordi jeg savner dem" siger jeg endnu vredere end før hvilket var helt bevidst. Han kigger chokeret på mig. "Jeg troede ikke piger kunne være venner med drenge. Det siger Clara" siger han. "Clara siger så meget piger og drenge må godt være sammen og det er bare fordi hun er jaloux på at mig om Marcus er..." Stopper jeg mig selv.
"Hvad er det?" Spørge han. "Ikke noget" råber jeg op i hovedet på ham og løber. Ikke ud på skrænten men ned til havet hvor man kan kigge på skrænten nede fra og se op. Der sidder jeg bare ude på nogle sten og plasker mine bare fødder mod vandet. Mine hænder og fødder blive meget kolde men jeg er ligeglad.
Oops! Ang larawang ito ay hindi sumusunod sa aming mga alituntunin sa nilalaman. Upang magpatuloy sa pag-publish, subukan itong alisin o mag-upload ng bago.
Dr sidder jeg helt tik det bliver mørkt og jeg bevæger mig hjemad. Da jeg kommer ind i stuen klapre jeg over hele kroppen. Mine forældre er stadig på arbejde så jeg varmer noget vand ig laver nogle nudler med en kop te vedsiden af. Jeg sætter mig op på mit værelse men før jeg får spist halvdelen falder jeg i søvn.
Nå hvad synes i? Jeg kan godt se jeg ikke har givet jer tis nok til et maraton så jeg giver lidt mere tid. Nu er det til onsdag. Nå men håber i vil have maraton elsker jer ses❤️❤️❤️
