Var Det Kærlighed?

Selvmordstanker.

Jeg kan ikke klare det her. Jeg begår selvmord ja det er det jeg gør. Jeg kigger ned af. Bunden af skrænten er der vand og nogle store sten. Så jeg rejser mig op og skal til at hoppe da jeg høre Marcus' stemme. "Julie stop" siger han hurtigt. Jeg vender mig om.

Han har tåre i øjnene. "Det er ikke som du tror" siger han. Han kommer tættere på mig men han tør ikke komme helt tæt. "Har du nogensinde hørt historien om Clara?" Spørger Marcus mig. "Nej" siger jeg og vender mig helt hen imod ham. "Clara er skolens diva hun har været forelsket i mig siden 0. Jeg har aldrig været vild med hende. Hun vil gøre alt for at blive min kæreste men du burde vide jeg kun elsker dig" siger han. Jeg får tåre i øjnene og skal lige til at gå.

"Marcus!" Råber jeg for skrænten glider! Han løber hen imod mig. Jeg når lige at mærke hans fingerspidser inden jeg falder.

(Marcus' synsvinkel)

Julie falder ned i vandet! Jeg skynder mig ned til hende. Jeg er virkelig virkelig bange. Jeg ringer 112 og til min mor. Lidt efter kommer Martinus. "Hey bror hvad sker der?" Spørger han. Jeg ser op. "Julie" siger jeg med mindst 10 tåre på hver kind. Han kigger over på Julie og løber hen til hende.

Han begynder også at få tåre i øjnene. Så kommer ambulancen endelig.

På hospitalet.

Vi sidder ude i vente værelset med Emma, mor, far, Julies mor, Julies far og hendes 3 brødre. Ingen siger noget. Lidt efter kommer en læge ud af værelset som Julie ligger i.

"Julies kæreste?" Spørger han og jeg rejser mig op og går ind til hende. Hun er stadig besvimet. Jeg tager hendes hånd. Hun åbner øjnene en lille smule. "Det skal nok gå" siger hun med en maget lav stemme. Hendes hoved falder ned på puden igen.

Timer efter.

Den her dag har føltes som en evighed men den er heldigvis snart slut. Jeg sidder helt alene på mit værelse og tænker på Julie. Jeg tænker på hendes ansigtsudtryk da hun faldt ned af skrænten.

Jeg kan ikke noget. Bare tanken om at hun ikke overlever giver mig myrekryb. Men hun skal nok klare den. Det ved jeg for Julie er en stærk pige som ikke har fortjent at dø.

Hun overlever. Martinus kommer ind til mig. "Hey bror" siger han trist. "Hey" siger jeg med en ligeså trist stemme. "Julie ville have jeg skulle give dig den her" siger han og rækker mig en pakke svøbt ind i noget stof. Jeg tager den og begynder at åbne den. Martinus sætter sig vedsiden af mig.

Der ligger en fin halskæde med en mikrofon nede i æsken. Jeg tager den på og begynder at smile.

Jeg vil aldrig tage den af igen. Julie betyder alt for mig.

(Martinus' synsvinkel)

Jeg kan ikke holde ud at se Marcus sådan. Gid jeg kunne læse hans tanker. Eller det kan jeg jo næsten vi tænker ret tit på det samme. Jeg ved at Julie betyder alt for Marcus.

Jeg kan høre Marcus der stille begynde at græde igen. Jeg tror ikke han kan komme i skole imorgen men han bliver nød til det. Det er heldigt at det er torsdag idag. Vi går nedenunder. Mor og Emma står og laver mad. Lige idet Emma ser Marcus løber hun over og giver ham et kæmpe trøstende kram.

Hun ved jo godt at Julie er kommet slemt til skade. "Drenge husk nu at på onsdag har i fri fordi i skal holde koncert i Sverige" siger mor. "Ja ja" siger Marcus trist. Hun kigger på ham og går over og giver ham et kram. "Hun klare den Marcus det ved jeg" siger hun.

(Gerd Annes synsvinkel)

Jeg kan godt se at Marcus er virkelig trist. Der sker så mange ting for ham på det her tidspunkt. Først mister han sin ven fordi han kalder Julie en nørd og så kommer Julie slemt til skade på grund af at Clara er vild med ham.

Jeg ved hun klare den for Julie har ikke fortjent at dø. Hun er både ung og smuk. Der er massere hun skal opleve først.

Næste dag i skolen.

(Marcus' synsvinkel)

Jeg sidder på min plads sammen med Martinus og taler om alt og intet. Jeg er stadig trist og det vil jeg være helt indtil at Julie er rask igen. Jeg kommer til at tænke på den dag Julie kom til Trofors. Jeg elsker Julie allermest i verden. Der er ingen der kan erstatte hende. Hendes søde smil, hendes smilehuller. Alt ved hende er fantastisk.

"Okay allesammen sæt jer ned på jeres pladser" siger vores lære Marianne. Alle udover Martinus sætter sig på deres rigtige plads. Han sidder på Julies plads. "Marianne må jeg gerne sidde her? Julie kommer ikke i skole ret længe og Marcus har brug for støtte" spørger han og kigger på mig. Jeg smiler til ham og han smiler igen.

"Øøh ja men jeg vil ikke høre et eneste ord der ovre fra" siger Marianne. Vi har engelsk. Men jeg kan ikke koncentrere mig. Jeg tænker heletiden på Julie. Tilsidst kan jeg ikke mere så jeg løber ud af klassen. Jeg kan høre Martinus sætte efter mig.

Jeg løber ud i skole gården og sætter mig på den bænk Julie altid sidder på i frikvarteret. Jeg kigger på den halskæde Julie havde givet mig. Jeg begynder at græde igen. Maget. Tårene triller ned af mine kinder. Jeg ser Martinus som sætter sig vedsiden af mig. Han aer mig på ryggen. "Jeg savner hende" hulker jeg.

"Det gør jeg også" siger Martinus. "Men hun klare den" han giver mig et orneligt brorkram.

I frikvarteret.

Jeg møder Marianne udenfor som siger at jeg skal følge med hende op på kontoret. Jeg følger med fordi jeg ligesom ved hvorfor jeg skal der op. Jeg kan godt forstå det. Jeg sad jo hele timen udenfor og lod være med at sige hvorfor.

"Marcus det er alså rigtig dumt at pjække fra time" siger skole inspektøren som forresten hedder Bo. "Ja jeg ved det godt men det er fordi Julie" jeg siger ikke mere. "Hvad er der med Julie?" Spørger han og så tænker jeg "nu bliver jeg nok nød til at sige det"

"Det er fordi Julie ligger på hospitalet og er besvimet og hun kan ikke vågne" siger jeg. Jeg kan mærke tårene er på vej. "Nå det er derfor og så kunne du ikke klare det og løb istedet?" Spørger han. "Ja" siger jeg trist. "Nå hvis det er sådan så må du gerne gå" siger han. Jeg rejser mig op og går.

Tak fordi i læser min historie det er jeg glad for men hvis i ikke kan li for maget drama eller død må i nok hellere stoppe med at læse der bliver nemlig massere af drama. Nå ses dejlige læsere❤️😍👍