Var Det Kærlighed?

Skænderi.

16. august.

(Julies synsvinkel)

Jeg er på vej i skole. Jeg skynder mig lidt fordi jeg sov nemlig over mig. Men jeg er heldig. Jeg ved jeg ikke kommer forsendt. Jeg sætter mig på min plads. "Hej søde" siger Marcus da han træder ind i klassen. Jeg løber over til ham. "Hej søde selv" siger jeg og krammer ham.

Alle står og glor på os. De vidste vidst ikke at vi er kærester. Men nu ved de det alså og jeg er fuldstændig ligeglad. De synes heller ikke det er mærkeligt. Alså de fleste fra klassen har en kæreste. Jeg vil stadig gerne vide hvorfor det var Lucas prøvede at kysse mig.

I frikvarteret.

(Marcus' synsvinkel)

Jeg går hen til Lucas. "Lucas jeg skal tale med dig" siger jeg med en bestemt stemme. Han vender sig om. "Hvad nu?" Spørger han med en irriterende tone. Vi går lidt væk. "Hvorfor prøvede du at kysse Julie?" Spørger jeg. Han smiler ondt. "Hvorfor?" Spørger han. "Fordi Julie er min kæreste, jeg elsker hende og så vil jeg gerne sørge for at hun ikke omgås med den slags som dig" siger jeg faktisk ret vredt.

"Nå så har du vidst luret den" siger han. "Hvad har jeg luret?" Spørger jeg og giver ham det der "hvad-har-du-gjordt?" Blik. "Julie og jeg er kærester" siger han med et grin. Min verden falder seriøst fra hindanden. "Det kan ikke passe jeg elsker Julie og hun elsker mig" siger jeg. "Åbenbart ikke" siger Lucas.

Jeg skynder mig over til Julie. "Julie!" Råber jeg. "Hej Marcus" siger hun og løber over til mig. Hun prøver at give mig et kram men jeg skubber hende væk. Ikke så hun falder. "Julie passer det at dig og Lucas er kærester?" Spørger jeg barskt. "Hvad nej" siger hun. "Stop nu jeg ved det men det er okay hvis du ikke elsker mig du kunne måske bare have sagt det til mig" siger jeg med tåre i øjnene. Jeg er vred.

(Julies synsvinkel)

Mine øjne fyldes med tåre. Det skære i mit hjerte at høre Marcus sige sådan. Jeg troede jeg kunne stole på ham. Jeg løber. Ud på skrænten hvor jeg faldt. Jeg sætter mig ned og gemmer mit ansigt i mine hænder. Jeg græder. Store varme tåre falder ned af mine kinder.

Jeg kan mærke en hånd på min ryg. Hvis det er Marcus falder jeg død om. Men det er ikke Marcus. Det er Martinus. Jeg ser op på ham og falder så ned i hans arme af bare gråd. Han prøver at trøste mig. "Så så Julie det skal nok gå" siger han med den præcis samme stemme som Marcus når han trøster mig. Men det hjælper overhovedet ikke. Det var den samme stemme jeg hørte da Marcus prøvede at trøste mig da jeg havde marit.

Et marit der gik i opfyldelse. Tænk lige at jeg troede at jeg kunne stole på ham. Det vi har gjordt for hindanden kan vi jo ikke bare smide væk. Vi ville gå gennem ild og vand for hindanden. Det vil vi ikke kunne mere.

Jeg tænker på ham. Hans smil, hans fantastiske personlighed og ham. Bare at tænke på Marcus får mig til at græde nu. Jeg tror jeg har mistet ham for altid. Vi går tilbage til skolen. Det første jeg ser er Marcus. Men han ser ikke på mig.

Så vender han sig om og ser mig. Jeg skal lige til at gå over til ham men jeg tør ikke. Er vi stadig sammen eller hvad? Marcus kommer her hen. Jeg skal lige til at løbe væk fordi jeg blev rigtig ked af det da jeg fandt ud af at ikke stolede på mig. Men alså jeg bliver stående.

Martinus går stille væk for at lade os være i fred. Jeg begynder at få tåre i øjnene. Og jeg kan se Marcus også har grædt. "Jeg er virkelig ked af at jeg ikke stolede på dig jeg ville bare ikke have at du skulle omgås med de forkerte slags" siger Marcus og jeg begynder at græde højlydt. Marcus trækker mig ind til sig og jeg græder. Jeg gemmer mit ansigt i marcus' trøje. Han kysser mig på håret og trøster mig. "Undskyld jeg skulle have stolet på dig jeg skulle ikke have sagt alt det der jeg fortryder virkelig kan du nogensinde tilgive mig?" Spørger han med tåre i øjnene. Jeg kan høre at han også græder indeni.

Jeg kan mærke det og høre det i hans stemme. "Selfølgelig kan jeg det Marcus jeg elsker dig" tud brøler jeg. Jeg er så glad for at Marcus og jeg er sammen igen. Jeg ser op på ham og møder hans blik. Vi ser hindanden lige i øjnene.

Vores læber kommer tættere og tættere på hindanden. Vi kysser. Vores tunger mødes. Vi står der længe og det kys har lige forandret hele mit liv en gang til. Jeg får tåre i øjnene igen men af glæde.

(Marcus' synsvinkel)

Jeg har stadig halskæden på. Jeg kan mærke en tåre falde ned på min bryst kasse. Det er Julie der græder. Men af glæde den her gang. Hun slipper mig. Vi står stadig og kigger hindanden i øjnene. Vi står og smiler. Vi kan slet ikke få øjnene væk fra hindanden.

(Martinus' synsvinkel)

Julie og Marcus står og kigger på hindanden og smiler. Alle står og glor på dem men de er ligeglade. Tænk at de elsker hindanden så højt. Lucas er gået. Det er som om Han også kan lide Julie. Men hvis Marcus finder ud af det ved jeg bare at Lucas ikke tør at kunne lide hende længere.

Nå hvad synes i? Skiv i kommentar feltet. Jeg håber i kan lide min historie hvis i har spørgsmål til historien så bare kom med dem er helt klar på det. Min vindende Nadia har også fået appen gå ind og følg hende. Hun hedder nadiaaz123 nå ses.