Var Det Kærlighed?

Flytter hjem.

Bare så i ved det der bliver skiftet synsvinkel rigtig maget i dette kapitel så man kan forstå hvad de andre føler det var det god fornøjelse.

21. Septemper.

(Julies synsvinkel)

Jeg vågner fordi min mor rusker i mig. "Julie Julie vågn op" siger hun. Jeg misser med øjnene. "Hvad nu?" Spørger jeg træt. "Skynd dig at komme i tøjet jeg ved godt at det er lørdag men din far og jeg skal fortælle dig noget" siger hun og går ned.

Jeg skynder mig i tøjet. Jeg var i bad igår så jeg har stadig vådt af en eller anden grund. Jeg skynder mig ned. "Hvad så?" Spørger jeg. "Julie vi skal flytte hjem til Danmark igen" siger min mor iskoldt og smiler. "Hvad?" Spørger jeg. Jeg lades som om jeg er ligeglad. "Hvorfor?" Spøger jeg. "Det er ligemeget" siger min far. Jeg løber ud i gangen, tager sko på og løber over til Marcus og Martinus. Jeg banker på.

Det er Marcus der åbner. Jeg har tåre i øjnene. "Hej Julie" siger Marcus med et smil. Jeg begynder at græde. Han trækker mig ind til sig og spørger "hvad er der galt søde?" "J jeg s skal flytte hjem til d Danmark igen" stammer jeg.

"Så så Julie det skal nok gå" siger han ligesom alle de andre gange han har trøstet mig. Vi går indenfor. "Hej Julie" siger Gerd Anne. "Hej" siger jeg sådan lidt trist. Hun har vidst hørt at jeg er trist for hun kommer hen til mig og spørger hvad der er galt. "Jeg skal flytte hjem til Danmark igen" siger jeg.

Martinus kommer her ned sammen med Emma og Kjell Erik. "Sær dig ned" siger hun og viser mig over til sofaen. Jeg sætter mig ned.

Marcus trækker mig ind til sig. "Jeg vil ik hjem jeg vil blive her os dig og Martinus" græder jeg. "Julie rolig nu det skal nok ordne sig alt sammen.

(Julies mors synsvinkel)

Hvis Julie får kæreste sorger på grund af Marcus går hendes hjerte i tusinde stykker. Så inden han når at gøre hende noget flytter vi væk fra ham. Det er for hendes eget bedste. Det er jo sket 2 gange nu.

(Marcus' synsvinkel)

Jeg sidder og trøster Julie. Siger at det nok skal gå og sådan. Jeg prøver at skjule min gråd men det er lidt svært. Jeg lader en enkel tåre slippe. Den glider ned af min kind og lander på Julie.

Næste dag.

Julie skal ikke i skole fordi at hun skal flytte idag. Martinus, Emma og jeg har også fået fri så vi kan sige farvel. Vi står ude i indkørslen ved Julies hus.

(Julies synsvinkel)

Jeg siger først farvel til Kjell Erik. "Tak for alt hvad i har gjordt for mig" siger jeg med tåre i øjnene. "Det var så lidt hav det godt du er altid velkommen til at besøge os" siger han.

Jeg går over og krammer Gerd Anne farvel. "Tak for alt hvad i har gjordt" siger jeg. "Det var så lidt min pige" siger hun. "Farvel Emma" siger og giver hende et kram og løfter hende op. Så når jeg til Martinus. "Farvel Tinus ses til jeres næste koncert" siger jeg og han svare med et kram.

Jeg tør næsten ikke sige farvel til Marcus men jeg gør det alligevel. Jeg ved jeg kommer til at græde. "Farvel Mac jeg lover at komme til jeres næste koncert i Danmark" græder jeg roligt. Han kysser mig på munden. Vi står der ret længe. Vi holder om hindanden.

"Så er vi klar til afgang" siger min far. Jeg sætter mig trist ind i bilen.

(Marcus' synsvinkel)

Julie er på vej ind i bilen. Hun vinker til os lige inden de køre. Jeg skynder mig at løbe. Jeg løber så hurtigt jeg kan. Da de drejer om et hjørne og jeg falder ned på knæ. "Jeg lover jeg finder dig" græder jeg om mærker Martinus' hånd på min skulder. Jeg begynder at græde endnu mere.

Den her eftermiddag har nok været den længste og sværeste i mit liv.

(Julies synsvinkel)

Jeg sidder i bilen og er nød til at høre på Laurits skrige at han er sulten. Jeg tager høretelefoner på og høre en playlist af Marcus og Martinus. Så kommer "Without you" og jeg begynder så stille at få tåre i øjnene.

(Martinus' synsvinkel)

Jeg kan næsten ikke klare at se min bror sådan. Han sidder bare på en stol og kigger tomt ud i luften. Mor aer ham på ryggen men ligger slet ikke mærke til det.

(Marcus' synsvinkel)

Jeg sidder og kan ingenting. Jeg er forladt. Jeg stirre ud i luften uden at kunne se. Det eneste jeg kan tænke på er Julie. Hendes blik inden de kørte væk det var så tomt. Jeg kunne slet ikke kende den glade pige jeg mødte for længe siden og blev forelsket i ved første blik.

Alt det er væk nu. Jeg bliver aldrig glad igen. Jeg kommer aldrig til at kunne gøre noget. Jeg stopper her. Jeg kan aldrig optræde igen. Jeg vil ikke være berømt hvis Julie ikke er her med mig.

Jeg vil sidde på den her stol resten af mit liv. Det kan jeg ligeså godt. Jeg har ikke andet at tage mig til. Jeg kommer i tanke om halskæden.

Jeg tager den op fra min trøje og kigger på den. Mine øjne fyldes med tåre og jeg bryder ud i gråd. Hvad skal jeg gøre hvis hun glemmer mig?

Så blev vi færdige her håber i kan lide den. Jeg skriver næste kapitel så hurtigt som muligt ses elsker jer😍❤️😘