Var Det Kærlighed?

Følelser kan ændre sig. (maraton 11/11 special kapitel)

Lang tid efter.

Julies synsvinkel.
Drengene kom hjem for 3 dage siden og i dag skal vi have rollerne til bølle bob stykket. Jeg glæder mig. Jeg står op, gør mig klar og tager i skole. Jeg følges med Marcus, Martinus og Tilde i skole. Martinus lyser helt op når han ser på Tilde. Så får de øjenkontakt og kigger helt forelsket på hinanden. De er mega goals.

Vi spiser morgenmad i morgen SFO i dag fordi vi synes det kunne være hyggeligt. Vi tager en skål hver og hælder noget yoghurt op i dem. Jeg sidder vedsiden af Marcus og Tilde. Martinus sætter sig vedsiden af Tilde. Vi spiser op, sætter skålene ud i køkkenet og går over i klassen.

Vi sidder og venter på læreren. Altså Marianne. Det er hende vi skal have når vi skal øve Bølle Bob. Klokken ringer men hun kommer stadig ikke. Der går 10 minutter og så er hun her endelig. "Hej børn! Undskyld jeg kommer for sent men jeg kunne ikke finde mine nøgler!" Siger hun forpustet. "Det så typisk dig!" Griner Marcus og resten af klassen plus Marianne griner. "Nå i skal have roller!" Siger hun og klassen bliver stille igen. "Okay Nadia du skal være Sara, Tobias du skal være Leslie, Mathias du skal være Bølle Bob, Malte du skal være Valde, Julie du skal være Eva, Martinus du skal være Lasse-" hun når ikke at sige mere før Martinus afbryder hende. "Øh kan Marcus ikke være Lasse?!" Spørger han hastigt. "Nej nu er du Lasse og sådan er det bare!" Siger Marianne bestemt.

Martinus' synsvinkel.
Det kan ikke passe! Marcus bliver knust. Jeg kan allerede se at han er skuffet. Lasse og Eva har en kysse scene tilsidst så det er ikke så godt. Jeg kan se Julie ser lidt bange ud. Hun er nok bange for at skuffe Marcus. Ej det er ikke godt det her. Marianne forsætter sin talestrøm. "Marcus du skal være Kold-Krisnensen-" hun bliver afbrudt igen da Marcus smækker døren til klassen og løber. Både mig og Julie løber efter ham.

Vi stopper uden i skolegården og kan ikke finde ham. "Tror du han er løbet hjem?" Spørger Julie. Jeg trækker på skulderne. "Hvis han var løbet ud fra skolens område er han nok på fodboldbanen!" Siger jeg let forpustet. Vi fortsætter. Da vi når hen til fodbold banen er han der ikke. "Måske er han faktisk på skolen!" Siger jeg. "Nej det tror jeg ikke men det kan være han..." Mumler hun. "Kom med jeg vi hvor han er!" Nærmest råber hun og løber. "Det var egentlig mit og Marcus' hemmelige sted da vi... Du ved var sammen. Men jeg tror det okay du finder ud af det!" Siger hun og en tårer løber ned af hendes kind.

"Du elsker ham stadig?" Spørger jeg stille da vi er begyndt at gå i stedet for at løbe. Hun nikker stille og kigger bare tomt ud i luften. Vi når ud til en skrænt. Og der. Ganske rigtigt sidder Marcus med ryggen til os og kigger ud over udsigten. Vi sætter os på hver vores side af ham. "Hey hva' så?" Spørger Julie stille. "Det lige meget" siger han trist og kigger ned. "Marcus sig det nu! Vil du ikke nok?" Spørger jeg ham så Julie ikke kan høre det. Han ryster bare på hovedet.

Julie sætter sig lidt op af Marcus. Han ligger en arm om hendes skuldre og hun tager hans hånd. Jeg kan høre at Marcus gisper hurtigt efter vejret da hans hånd rammer Julies. De vender blikket mod hinanden og kigger hinanden helt forelsket i øjnene. Skal de til at kysse? Det håber jeg. På både Julies og Marcus' vegne. Men nej. De bryder den romantiske scene de havde igang da Julie siger noget. "Hvorfor løb du væk?" Hun kigger ud over udsigten igen.

"Jeg... Du... Det ligemeget jeg kan alligevel ikke sige det!" Sukker Marcus. Jeg har virkelig lyst til at rejse mig op og bare råbe at Julie er forelsket i ham. Men jeg lader hver da jeg ved Julie vil blive ked af det. Hun er stærk men følsom. Og det har hun altid været. Vi går bare hjem til Julie da vi er for trætte til at gå tilbage og bare har brug for at slappe af. Julie låser døren op og vi går ind.

Vi sætter os alle 3 ind på Julies værelse. Jeg sætter mig i hendes skrivebords stol og Julie og Marcus sidder vedsiden af hinanden i sengen. "Jeg skal lige på toilettet" siger jeg og rejser mig op.