Var Det Kærlighed?

"Fucking plejebarn"

Marcus' synsvinkel.
Jeg rejser mig træt fra sengen. Første skoledag efter Julie kom i pleje. Igår fik jeg også fri fordi jeg ikke kunne holde til at tage i skole. Julie talte kun med Martinus om hvordan plejefamilien var så jeg ved faktisk ikke hvordan de er. Der igår da vi 'bare snakkede' havde noget med vores forhold at gøre.

Julie sagde at hun ikke havde brug for mig længere. At hun var kommet videre. Selvom det nok er rigtigt så er der et eller andet i mig der siger jeg ikke tør tro på hende. Jeg vil ikke miste hende. Hun er virkelig min verden og ingen kan forestille sig hvor højt jeg elsker hende.

Jeg går ud på badeværelset og børster tænder. Badet magter jeg ikke så jeg tager bare deo på. Martinus kommer ud lidt efter mens jeg er igang med at finde tøj i mit skab. Jeg kigger ned af mig selv. Fuck! Drenge problemet, bedre kendt som morgen boner. Nå men jeg skifter til tøjet og det forsvinder langsomt.

Vi har snart sommerferie men jeg vil egentlig ikke optræde. Det var sjovt engang men nu er alt trist. Jeg snakker ikke så meget længere. Faktisk lukker jeg lidt andre ude og går altid selv i min egen verden. Men heldigvis har jeg verdens bedste ven, og bror, Martinus.

Han får mig altid i det bedre humør. Vi går og snakker om Julie. Det går opad med ham og Tilde kan jeg fortælle. Da vi rykkede alle tingene over til Julies plejefamilie kyssede han hende, rigtigt for første gang, og jeg tror snart de kommer sammen.

"Hvordan var Julies plejefamilie?" Spørger jeg så. "Hun sagde de var søde. Der er to søskende og så moren og faren. Moren hedder Anja, faren hedder Jens, den ældste pige hedder Johanne og den yngste hedder Lise" siger han. Jeg smiler lidt. "Det lyder rart" siger jeg stille.

"Det synes hun også det er men..." Han stopper sig selv. "Men hun savner dig, sådan virkelig" fortsætter ham. "What? Igår sagde hun at hun var kommet videre" siger jeg stille. "Hun løg okay? Hun elsker dig virkelig" siger han. Et lille smil planter sig på mine læber.

Julies synsvinkel.
Jeg er på vej i skole. Plejefamilien er rigtig søde. De bød mig rigtig godt velkommen og det var jeg selvfølgelig glad for. Marcus... Ja ham tænker jeg stadig på, virkelig meget faktisk. Han er virkelig min verden men jeg må bare komme videre.

Jeg træder stille ind af døren til klassen og den første jeg ser er Marcus sidde ved sit bord vedsiden af min plads. Martinus sidder på min plads og snakker stille med ham. Alles øjne vendes imod mig udover Marcus'. Lige pludselig begynder alle at kalde mig onde ting. "Der har vi jo hende ingen vil have" siger den ene. "Ja hun kan skride af helvedes til" siger en anden. "Fucking plejebarn" råber en tredje. Tilde, Martinus, Marcus, Lucas, Benjamin og faktisk hele Squaddet kigger chokeret op, og så løber jeg.

Frederiks synsvinkel.
"Hvad sker der for jer?!" Jeg stille mig op på bordet og råber ud over hele klassen. "Det fandeme ikke sådan man behandler en pige hvis forældre er ligeglade med, og ikke nok med at hun er følsom så er i hendes klassekammerater og i burde vise medfølelse" siger jeg vredt.

Jeg kan høre døren lukke og Marcus er pludselig væk. Jeg håber han er på vej til at trøste Julie. "Lad hende være" siger jeg såret og sætter mig ned på min plads igen. Alle forsætter hurtigt det de har gang i, og siger ikke et ord.

Julies synsvinkel.
Fed måde at komme i skole på. Jeg løber ud på vej til klippen, Marcus viste mig for lang tid siden. Den her gang vil jeg fuldføre min mission om selvmord. Men inden jeg når ud til kanten tager en hånd fat i mig og trækker mig tilbage. Hånden vender mig om og jeg ser ind i de, dybeste, varmeste og mest dejlige, brune øjne i hele universet. Eget af Marcus.

Han kigger såret på mig. "Du har ikke tænkt dig det jeg håber aller mindst vel?" Spørger han med en rolig stemme, og jeg nikker stille, mens jeg kigger væk. "Kig mig i øjnene og sig du ikke vil være her mere" siger han med den roligere stemme. Jeg kigger ham i øjnene som er fyldte med tårer.

"J-jeg vil i-ikke... Arh jeg kan ikke" siger jeg stille og kigger væk igen. "Det er jeg glad for" siger han stille og smiler svagt. "D-det bare så hårdt at få alt den hate" svarer jeg stille. "Jeg ved det godt. Jeg får selv hate, virkelig meget men man bliver nødt til at se det fra det positive" siger han følsomt.

"Hvordan kan noget være positivt i det her?" Siger jeg stille og får flere tårer i øjnene. "Fordi jeg er her for dig. Du min verden og du må ikke gå fra mig" hvisker han og kigger mig i øjnene. "Jeg elsker dig" hvisker jeg grædefærdigt og begraver mig i hans trøje. Han aer mit hår og ligger armene om mig.

"Jeg elsker også dig" hvisker han. Jeg trækker mig lidt ud af hans favn, han bevæger sig langsomt imod mig og tilsidst kan jeg mærke hans læber mod mine. For første gang i lang tid føler jeg mig tryg. "Den her gang skuffer jeg dig ikke" hvisker han efter vi har sluppet, og jeg krammer ham hårdt. Han krammer med, med det samme.

Det som om han holder om mig fordi han tror jeg vil løbe, løbe min vej og aldrig se ham igen. Men jeg kan ikke undvære ham, det ved jeg nu.

Hey everyone. Lige nu mens jeg skriver dette er klokken 23:39 en fredag aften i Jylland selvom jeg bor i Frederiksværk på Sjælland. Jeg er sammen med mine rigtig gode venner og kommer hjem på søndag. Jay var ikke i skole. Ej det var mega nederen. Jeg har fundet ud af at vi ikke skal have billedkunst i 6. Klasse. Det var mit ynglingsfag😭😭😔 udover matematik og dansk self Ahah😂💕 men mega rip alligevel. Har ingen internet rip mig XD. Jeg har en tilståelse. På momio. Ja jeg spiller momio barnligt men Fuck det. Jeg lavede et # med #Stopnk nu får jeg pisse meget hate sammen med mine venner det hjælper med at stoppe nk. Hvis i ikke ved hvad det er så det net kærester. På cirka 5 timer røg det op på top 20 listen iver mest brite #'s det ligger nummer tre og er Fucking stolt. Men hate er nu egentlig meget morsomt. Ahah Marcus har ret, og ja Marcus synes også det er lidt morsomt med hate. Ved ikke om han stadig synes det men det gjorde han da det var yngre. Nok 13 år Idk. Nå men hav en skide hyggelig dag hilsen mig <3