Var Det Kærlighed?

Bare venner. (maraton 3/10)

En dag efter.

Marcus' synsvinkel.
Jeg savner hende. Jeg savner hende virkelig. Da hun flyttede til Trofors startede det som en drøm og endte som et maridt. Jeg vil bare gerne gøre Julie glad igen. Hun har grædt sig i søvn lige siden vi blev uvenner og slog op. Hun har sovet af helvedes til og har ikke gidet tale med andre end Martinus. Han er trods alt også hendes bedste ven. Og jeg er intet til hende. Ikke kæreste, ikke bedste ven, ikke god ven faktisk ikke engang ven.

Jeg går ud i køkkenet for at få noget morgenmad. Alle undtagen Julie sidder der. Jeg sætter mig træt vedsiden af Martinus og tager noget yoghurt. Julie ligger ovre i sofaen og bevæger sig uroligt. Nogle gange kan jeg høre hende sige mit navn og græde. Jeg har lyst til at gå over og vække hende. Så det gør jeg. Jeg rejser mig op og nærmest løber over til hende. Det er hjerteskærende at se hende ligge der og græde.

Jeg rusker lidt i hende og så vågner hun. "Er du okay?" Spørger jeg. Hun nikker bare surt og rejser sig op. Vi sætter os  ned i hver vores ende af bordet. Jeg kan bare ikke få øjnene fra hendes. Hun kigger ikke på mig men jeg prøver få øjenkontakt med hende men uden held. Jeg ville ønske jeg bare kunne spole tiden tilbage til inden jeg glemte Julie totalt. Jeg lader en tåre løbe ned af min kind men tørre den hurtigt væk. Alligevel ser Martinus det og spørger hvad der er galt. "Gæt!" Siger jeg trist og nikker hen imod Julie. Hun sidder bare og griner men jeg kan tydeligt høre at det er falskt. Hvorfor griner og smiler hun falskt når hun er glad?

Hun burde da være glad. Jeg er jo ude af hendes liv. Hun vil ikke have noget med mig at gøre. "Julie jeg Fucking elsker dig!" Hvisker jeg. "Hvad?" Spørger Martinus. "Nåh ikke noget!" Siger jeg og skjuler min gråd. "Julie har du så sovet god i nat?" Spørger hendes mor. Hun ryster på hovedet. "Jeg har mega ondt i alt!" Siger hun lidt trist. "Nej nu er det nok! Så kommer du ind og sover på vores værelse igen!" Siger Martinus.

Julies synsvinkel.
Jeg ved Martinus ikke giver op så jeg giver mig og nikker bare taknemmeligt til ham. Marcus er ikke glad for den beslutning kan jeg se på hans ansigtsudtryk. Jeg kigger hurtigt på ham og så kigger jeg væk igen. Jeg vil bare gerne se hvor smuk han er. "Tak for mad!" Siger jeg og rejser mig op selvom jeg ikke har rørt den.

Jeg går hen og tager min dyne og pude og ligger ind på værelset igen. Jeg går hen til Martinus' seng og tager hans dyne og pude og ligger det i den midterste seng så jeg kan få den længst væk fra Marcus. Så jeg ligger yderst, Martinus i midten og Marcus inderst. Det er selvfølgelig også en væg henne ved mig men stadig væk. Jeg finder mine tuscher og malebog frem og går ud til poolen for at sætte mig i en af de der lænestole tror jeg det hedder.

Jeg maler en masse flotte mønstre. Drengene kommer løbende ud med badetøj på og hopper i poolen. "Drenge i sprøjter sgu da forhelvede!" Siger jeg. "Undskyld" siger Martinus men Marcus siger intet. "Det okay" siger jeg og vender tilbage til min tegning. "Julie vil du ikke med ned i poolen?" Spørger Marcus?? What? Jeg troede ikke han ville tale med mig?! "Ellers tak!" Siger jeg nok lidt for groft uden at kigge på ham men fortryder det. "Kom nu Julle! Hvor er den glade Julie som jeg kender så godt?" Spørger Martinus drilsk. Jeg griner af hans barnlighed og vender mig så om imod dem med tåre i øjnene. "Ja du kunne jo spørge din tvilling!" Siger jeg trist og går.

Martinus' synsvinkel.
"Bro du bliver seriøst nød til at tale med hende hun er jo helt ude af sig selv!" Siger jeg til Marcus. "Men hun gider jo alligevel ikke tale med mig!" Siger Marcus lidt trist. Jeg giver ham et KÆMPE bror kram. "Hun elsker dig virkelig! Og du elsker hende du skal bare indrømme det til hende så bliver hun jo god igen!" Siger jeg trøstende. Han ryster på hovedet. "Jeg kan ikke sige det!" Siger han med tåre i øjnene. "Hvorfor ik'?" Spørger jeg. Han trækker på skulderene og går op.