Den 14årige Julie har ikke ligefrem det liv alle piger drømmer om. Hendes eneste trøst er tvillingerne Marcus & Martinus. Deres musik har været en anden vej for at cutte eller andet selvskade. Hun bor i Danmark men flytter til Trofors efter lang tid...
Jeg vågner nede i stuen, i sofaen og ligger i ske med Marcus. Han er allerede vågen. Ligesom Sandra og Martinus. Så jeg var alså den sidste der vågnede. "Hvor længe har i været vågen?" Spørger jeg. "En halv time. For der begyndte vi at prøve at vække dig. Så det tog en halv time for dig. Er du træt?" Siger Marcus. "Jaer jeg er spyko træt men man kan jo ikke sove for evigt" siger jeg med et lille grin.
Lidt efter kommer Gerd Anne ind i stuen. "Er i friske?" Spørger hun. Vi nikker alle 4 og går ud i køkkenet. Vi sætter os ved spisebordet og spiser lidt morgenmad. Ja jeg spiser faktisk. Og ret meget. Da vi er færdige med at spise siger vi tak for mad og går op for at skifte til hverdags tøj. Det her er mit.
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
Det her er det Marcus skal have på.
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
Sandras.
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
Og Martinus'.
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
