Var Det Kærlighed?

Mistet hukommelsen.

(Julies synsvinkel)

Jeg kan virkelig overhovedet ikke huske noget. Vi er endelig kommet ud af skolen og jeg begynder at hoste voldsomt og hiver efter vejret. Marcus... Det var det han hed ik? Jo det siger vi bare. Marcus holder om mig så jeg ikke falder. Der kommer nogle brandmænd og en hel klasse kommer hen til os. Der er en der græder. Den anden der vidst hedder Martinus går over til hende og trøster hende.

Jeg tror de er kærester. Marcus kommer hen til mig og nusser min kind. "Vil du ikke nok huske mig?" Spørger han trist. "Jeg prøver men..." Jeg går i stå og begynder at græde lydløst. Marcus trækker mig ind til sig og jeg gemmer mit ansigt i hans trøje. Han kysser mig stille på håret. "Så så Julle det skal nok gå" hvisker han i mit øre. Julle? Det må være mit kælenavn.

Jeg kan mærke tåre falde ned i mit hår. Det må være Marcus der græder. Så kan jeg huske lidt. Ilden, den låste dør, han reddede mig. Jeg begynder bare at græde endnu mere og siger stille "jeg kan huske lidt" han trækker lidt på smilebåndet og hvisker "bare vent nogle dage så er din hukommelse kommet igen" jeg mærker et eller andet i min mave. Glæde måske?

Der kommer en Falck bil hen imod os og stander 4-5 meter væk fra os. Der stier en mand ud af bilen og går hen og taler med vores lærer som nok hedder Peter. Han går hen til os og tjekker om der er noget galt men intet farligt. Kun at jeg har mistet hukommelsen og fået en første grads forbrænding. Der er ikke sket noget med hverken Marcus eller Martinus og det er godt.

Jeg står stadig i Marcus' arme og græder stille. Martinus og hans kæreste kommer hen til os. "Julie det er mig Sandra" siger pigen. Jeg nikker stille. "Hvad er der sket med hende? Hvorfor græder hun?" Spørger Martinus. "Hun er bare virkelig ked af at hun ikke kan huske os" siger Marcus stille og nusser mig i håret.

Jeg trækker mig lidt ud så jeg kan se ind i hans smukke, brune øjne. Vi holder vores blik på hinandens øjne. Han bøjer sig langsomt over mig og planter sine læber på mine. Et stød går gennem min krop. Vi holder kysset længe. Han holder mig om lænden og jeg har mine hænder i hans nakke og nusser ham i håret. Jeg husker mere og mere. Vores første kys på scenen til koncerten, skrænten og at Jeg elsker Marcus. Det hele giver mere og mere mening.

Da vi slipper kaster jeg mig bare om halsen på ham og siger stille at jeg kan huske at vi er kærester, kysset og skrænten. Han begynder at smile og trækker mig ind til sin varme krop. Jeg smiler også. Rigtig meget faktisk. "Jeg er glad for at du kan huske mig!" Siger han glad. Jeg smiler op til ham. OMG det smil. Han er så fantasisk!

(Martinus' synsvinkel)

Det ser ud til at Julie kan huske Marcus igen. Det er virkelig godt. Man kan tydeligt se på Julie at hun er så Fucking forelsket i Marcus. De er så goals sammen. Jeg kan se at Marcus nusser Julies kind ligeså stille. Lidt efter kommer vores forældre. De er helt ude af den. Min mor og far kommer hen og krammer os og Julies forældre krammer hende og får forklaret at hun har mistet hukommelsen men den snart kommer tilbage. Jeg ligger mig bare ned på græsset og smiler over hele hovedet. Så kommer Marcus hen til mig. "Hvorfor ligger du der og smiler sådan Tinus?" Spørger han med et grin.

Jeg begynder også at grine. "Jeg så dig og Julie og tænkte at det var godt at i var så glade sammen og at i er et mega goals par" siger jeg så med et smil på læben. Han begynder at grine endnu mere og ligger sig bare vedsiden af mig på det våde græs. Jeg kan høre han suger der n friske luft til sig og slipper den hurtigt som et suk. Han smiler.

__________________________________________________________________________________

Hey! Jeg håber i nød kapitlet. Det er ikke så langt som det plejer sorry for det🍍🍌👍 men der kommer sikkert et til os i morgen og den nat der efter denne. Skal holde en næsten døgner hjemme hos min friend haha😂😱 nå men håber i vil LIKE og kommentere det ville være dejligt og så kom der desværre ikke maraton øv🙁 men pyt😍👍 håber i vil nyde dette kapitel ses elsker jer❤️❤️❤️😌😍