Var Det Kærlighed?

Without him.

Julies synsvinkel.
Jeg vågner op midt om natten i teltet hjemme hos Frederik. De andre sover. Og når jeg siger de andre mener jeg Marcus, Martinus, Sandra, Tilde og Frederik. Jeg sætter mig op og kigger hen på Marcus. Jeg begynder ligeså stille at nynne Without you. En tårer glider ned af min kind. Mig og Marcus skal bare ikke være Together længere. Og det kys der. Det betød jo heller intet for ham. Det var bare noget han skulle på grund af legen og det gør mig også ked af det. Jeg krøller mig helt sammem på madrassen og græder.

Pludselig kan jeg mærke en hånd på min ryg. Jeg kigger op og ser det er Martinus. "Sshh Julle han skal nok komme til fornuft. For tro mig han elsker dig virkelig" siger han trøstende men det hjælper ikke for jeg ved han bare siger det for at gøre mig glad igen. Hvis det var Marcus der havde sagt det var jeg nok blevet glad. Men det er det ikke. Det er Martinus. "Martinus jeg savner ham virkelig" græder jeg stille. "Jeg ved det godt men du blive jo nød til at sige det til ham så" siger han så. "Men jeg vil ikke blive afvist" siger jeg. "Men at blive afvist er en del af livet og hvis han så afviser dig er han ikke det hver" siger han medfølende. "Du ved godt det er din bror vi taler om ik?" Siger jeg og han nikker.

Jeg kigger hen imod Marcus som bevæger sig. Han sætter sig træt op med et skuffet blik. "Hvad laver i?" Spørger han mistroisk. "Julie var ked af det og så trøstede jeg hende" siger Martinus og smiler. Marcus nikker kort og jeg går hen og sætter mig vedsiden af ham. "Du ved godt du er min bedste ven ikke?" Spørger jeg ha stille. Han nikker trist og kigger ned i dynen. "Hvad er der?" Spørger jeg ham og prøver at få øjenkontakt med ham. "Det jeg vil sige nu er en slags pigesnak okay?" Siger han. Jeg griner lidt og nikker så. "Har du nogensinde elsket en og vide personen ikke var forelsket i dig?" Spørger han så alvorligt.

"Ja er du sindssyg?!" Griner jeg men ser så at Marcus er ked af det. "Hvorfor er du altid så ked af det? Efter vi slog op har du ikke været dig selv" siger jeg medfølende og lader en tårer glide ned af min kind. "Jeg ved det ikke der er bare et eller andet der mangler" siger han og lader nogle tårer falde. "Ved du hvad der mangler?" Spørger jeg forsigtigt og han nikker. "Men jeg ved også jeg aldrig kan få det" siger han og bryder fuldkommen sammen. "Men Marcus du har jo seriøst alt en dreng kunne ønske sig!" Siger jeg og trøster ham. "Nej jeg har jo ikke" græder han.

Marcus' synsvinkel.
Hvad skal jeg sige? Hey Julie jeg elsker dug vil du være min kæreste igen? Nej. Det lyder bare Fuckboi agtigt. Jeg skal fandeme ikke lyde som en fuckboi overfor Julie. Jeg elsker hende virkelig men jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det. På et eller andet tidspunkt vil jeg sige det! Måske på hendes fødselsdag? Nej der er for lang tid til. Jeg kan ikke vente helt til den første august. Julie ligger sig ned på siden så hun ikke kigger på mig. Jeg kan høre små hulk og snøft.

Hun græder. Jeg trækker hende tæt ind til mig. Hvorfor græder hun nu? Savner hun mig? Nej det gør hun sikkert ikke. Sådan her falder vi ellers bare i søvn. Hun ligger i mine arme og græder og jeg kan ikke gøre noget.

Hey! Sorry for kort kapitel men ville gerne have et op nu så håber det ok. Jeg har egentlig heller ikke rigtig nogen ideer men hvornår synes i Julie og Marcus skal blive kærester igen? Snart eller om kan tid? Skriv jeres svar i kommentaren. Elsker jer ses❤️