Var Det Kærlighed?

Ikke engang venner (maraton 2/10)

Martinus' synsvinkel.
Jeg vågner midt om natten fordi der er en der græder og skriger. Jeg sætter mig op i sengen og kigger hen imod Marcus' seng og der ligger han og sveder, bevæger sig helt vildt uroligt, skriger efter Julie og græder. "Marcus?! Marcus?! Vågn op!" Råber jeg. Han vågner ikke. Jeg kalder på mor og far. De kommer ind og Julie i hælende. De rusker i Marcus men han vågner ikke. Ikke før Julie kommer hen og sætter sig på sengen og tager hans hånd.

Han vågner med et sæt og sætter sig op. "Er du okay?" Spørger hun roligt. "Jeg har det fint!" Siger Marcus koldt og trækker hånden vredt til sig. Jeg kan se hvor trist Julie lige blev der. Hun rejser sig op og går ind i stuen igen. Jeg kan høre en hulken fra hende da jeg går forbi og hen i køkkenet for at få noget vand. Jeg går hen til hende og sætter mig på kanten af sofaen. "Du elsker ham virkelig gør du ikke?" Spørger jeg roligt og aer hende på ryggen. Hun kigger op på mig med øjnene fulde af tåre og nikker trist.

"Han elsker også dig men vil ikke indrømme det! Han er bange for hvad du vil sige for han ved godt at han har været den største idiot i universet" siger jeg trøstende. "Rettelse ER den største idiot i universet" siger hun vredt og trist på samme tid.

Marcus' synsvinkel.
Jeg kan godt høre hvad de taler om. Det er ikke særlig fedt det Julie siger om mig men Martinus bakker mig op. Men er det ikke også det en bror burde gøre? Jeg lænder mig tilbage og falder ned i sengen. Jeg sukker og lidt efter lukker døren stille og roligt op og ind kommer Martinus. "Hva så er hun så vild med dig eller hvad?" Spørger jeg trist. Han kigger bare surt på mig. "Hvad har jeg nu gjort?" Spørger jeg irriteret. "Du ved godt at hun prøvede at hjælpe dig ikke? Du lå og havde det så dårligt. Du skreg efter Julie og svedte og var lige ved at falde ned af sengen. Så kommer Julie og vækker dig bare ved at tage din hånd, hun spørger om du er okay og du bliver vred på hende uden grund! Hvad har hun gjort?!" Spørger han vredt.

Jeg kommer hen til ham så Julie ikke kan høre ham. "Julie elsker mig ikke mere for jeg har været den værste kæreste at fucke det hele up og bare bagefter tro at det kunne ende godt af sig selv som det plejer men nej! Jeg havde ikke flere chancer hun hader mig og jeg elsker hende men jeg VIL ikke sige det til hende eller nogen andre end dig!" Siger jeg og min stemme knækker over flere gange. Mine øjne føles som glas og jeg kunne bryde sammen hvert sekund det skulle være.

Jeg har virkelig været den aller værste kæreste! Nu er det for sent at rette op på mine fejl. Julie vil ikke tilgive mig og jeg vil ikke give op. Ikke endnu.

Næste dag.

Vi skal være sammen med Tilde alle 3 i dag og jeg håber lidt på at Julie vil give hende en chance og ikke bare tro jeg er forelsket i hende. Vi går hen til elevatoren. Mig og Julie kigger ikke engang på hinanden. Vi går på hver vores side af Martinus. Jeg har virkelig lyst til bare at gå over og tage hendes hånd men jeg ved hun vil afvise mig.

Julies synsvinkel.
Jeg vil ikke så meget som se på Marcus. Jeg ved jeg bare vil komme til at glo på ham og så bliver han sikkert sur men hvad hvis han ikke gør? Hvis han også elsker mig? Jeg ville virkelig ønske jeg bare kunne gå iver og tage hans hånd men jeg ved bare han vil afvise mig. Vi er næsten nede i lobbyen med elevatoren. Men alligevel kommer jeg til hurtigt at kigge på Marcus. Eller kom til og kom til. Jeg gjorde det med vilje.

Marcus' synsvinkel.
WHAT!? Kiggede Julie lige på mig?! Er det et tegn eller var det et hade blik? Jeg ville ønske hun stadig elskede mig. Men det gør hun ikke. Tværtimod. Hun elsker Martinus. Det ikke fedt men jeg kan ikke gøre for det. Jeg må få talt med hende.

Martinus' synsvinkel.
Man kan sgu da forhelvede se de elsker hinanden overalt i universet. Men de kigger ikke engang på hinanden. "I elsker jo hinanden så fat det!" Nærmest råber jeg og de kigger begge chokeret på mig. Nu fortryder jeg virkelig jeg sagde det for nu er det bare endnu værre nu siger de ikke engang en hoste lyd og de anstrenger sig for hverken at gabe, nyse, hoste og så videre.

Henne i parken.

Jeg spiller fodbold med Tilde. Julie og Marcus sidder faktisk bare og kigger på. De sidder ikke sammen eller taler men bare kigger ud i luften. De hader sgu da for helvede ikke hinanden. Jeg forestiller mig at de bliver gode igen og kysser en gang men det skulle jeg ikke have gjort. Marcus kunne se det på mig. "Du kan godt få den tanke ud af hovedet Martinus!" Siger han må ske med et lille bitte grin.

Jeg griner selv. Så kigger jeg over på Julie og ser at hun prøver ikke at græde. Jeg kigger hen på Marcus igen og giver ham det der 'gå-over-til-hende' blik. Han ryster på hovedet og jeg sukker. Så går jeg over til hende og sætter mig ved hende. "Hey er du okay?" Spørger jeg hende. Hun vender sig om. "Det er bare Marcus!" Siger hun trist.

Marcus' synsvinkel.
Hvad har jeg nu gjort?! Jeg må åbenbart have gjort et eller andet for hun er virkelig ked af det. Skal jeg gå over til hende? Jaer det gør jeg. Jeg rejser mig op og går hen til hende. "Hey hva så?" Spørger jeg. "Marcus gider du ikke godt lige og gå?!" Siger hun trist og lidt vredt. Så er hun altså selv udenom det. Men jeg går ikke. Jeg prøver at tage fat i hende og hive hende ind til mig men hun slår bare ud efter mig. "Hvis du ikke elsker mig vil jeg støtte dig i det!" Siger jeg trist og går.

Julies synsvinkel.
Okay Marcus tror faktisk jeg ikke elsker ham. Prøver han at gøre det godt igen? "Tinus vil du ikke prøve at tale med ham? Uden at nævne mig den her gang?" Spørger jeg Tinus. Tilde og Marcus er gået hjem til hotellet. Han nikker og vi går hjem. Jeg kan bare bryde sammen hvert sekund. Da vi kommer tilbage til hotellet kan jeg høre Marcus græde og Gerd Anne prøver at trøste ham. De andre voksne sidder i køkkenet og taler om mig og Marcus.

"Julie hvad er der sket med Marcus?" Spørger Kjell Erik. "Jeg har bare været den største idiot nogensinde!" Siger jeg med gråd i stemmen og går ind i et rum så jeg kan sidde for mig selv.

Martinus' synsvinkel.
"Hvad er der galt med dem?" Spørger far mig. "Julie og Marcus har slået op men de elsker stadig hinanden de vil bare ikke sige det til andre end mig!" Siger jeg og jeg kan se det giver mere mening for dem allesammen nu. Jeg går ind til Marcus. "Hey bror?" Siger jeg stille til ham. Han kigger op fra puden som er helt gennemblødt. "Jeg vil bare gerne være sammen med Julie igen men jeg har fucked det hele op og nu hader hun mig!" Græder han. Jeg sætter mig ved ham. "Hey bror hun elsker dig stadig men vil bare ikke indrømme det for sig selv. Hvis du ikke hørte det ville hun også ønske i var sammen!" Siger jeg trøstende.

Heyy ved det åben slutning men har ingen ideer så her er kapitlet. Har ikke så meget mere at sig en end mega mange millioner gange tak for 2k det betyder sygt meget❤️ i er sgu for syge og jeg ELSKER jer❤️❤️❤️ forsæt Fucking god dag elsker jer ses❤️❤️