Den 14årige Julie har ikke ligefrem det liv alle piger drømmer om. Hendes eneste trøst er tvillingerne Marcus & Martinus. Deres musik har været en anden vej for at cutte eller andet selvskade. Hun bor i Danmark men flytter til Trofors efter lang tid...
Så er det i dag de kommer hjem. Hjem til mig. Jeg går ned og høre med det samme at min mor taler i telefon med en trist stemme. Hun ser mig og lægger på. "Julie Marcus og Martinus kommer først hjem om 2 måneder jeg ved hvor meget de betyder for dig så jeg er ked af det" siger hun trist. Jeg siger ikke noget. Står bare og kigger skuffet på hende og så løber jeg, hen på skrænten med tårer i øjnene.
Jeg er så ked af det. Der sidde jeg bare og græder virkelig sygt.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Jeg har aldrig været så ked af det. Da der er gået hvad? En time? Kan jeg mærke en hånd på min skulder. "Gå din vej mor jeg gider ikke tale med nogen før Marcus og Martinus er kommet hjem" siger jeg med gråd i stemmen. Mine øjne er røde så meget har jeg grædt. "Hvad nu hvis det ikke var din mor? Hvad ville du så sige?" Spørger en trøstende stemme. Jeg kender den med det samme og vender mig om og ser... Jeg ser... Macus. Han står lige her. Et skridt væk fra mig.
"MARCUS!" Råber jeg og kaster mig om halsen på ham. Jeg kan mærke hans arme på min ryg og jeg begynder at græde endnu mere. "Det gør du aldrig igen det der" siger jeg i gråd. Han nikker ned til mig. Igen. Han er 14 cm. Højere end mig. Lille bitte mig på kun 152 cm. Ligeså høj som en Fucking 11 årig.
Lidt efter kommer Tinus også her hen. Men der har mig og Marcus slippet og løber hen til ham og krammer ham. Marcus kigger på mig som om han mangler noget fra mig. "Hvad mangler du" spørge jeg grinene og han giver mig det der 'hvad-tror-du-selv?' Blik og griner. Så kommer jeg i tanke om noget så jeg går hen til ham. Han tager mig om lænden, jeg holder mine hænder i hans nakke.
Han bøjer sig stille og roligt over mig til vores læber mødes. De havde åbenbart kun lavet den der prank på mig for lidt efter kom Sandra løbene og omfavnede Tinus i et langt kram. De kyssede selvfølgelig også. Vi tager hjem til mig og med det samme da jeg træder ind af døren kan jeg høre mine forældre tale om noget. Jeg ved ikke hvad men så kan jeg høre et ord. Spejder. Og så kommer alle minderne frem fra Danmark og mit spejderhold. Det eneste sted jeg ikke blev mobbet.
Vi var godt nok ikke venner som sådan men vi var da sammen og de behandlede mig ikke som skrald. Vi går ind og siger hej og jeg siger "i skal ALDRIG nogensinde pranke mig på den måde igen okay?!" Siger jeg og prøver at spille sur men man kan nok godt se det er for sjov for alle begynder bare at grine helt vildt meget. "Julie vi har fundet et spejderhold her i Trofors så du kan gå til spejder igen" siger min mor.
"Det lyder super fedt hvad hedder gruppen?" Spørger jeg. "Det er det norske KFUM-spejderhold" siger hun. Jeg begynder at juble. Jeg elsker bare KFUM-spejder holdet. Jeg danser bare rundt indtil Marcus hiver mig ind til sig i et langt kram og jeg krammer med, med et smil på læben.
