Den 14årige Julie har ikke ligefrem det liv alle piger drømmer om. Hendes eneste trøst er tvillingerne Marcus & Martinus. Deres musik har været en anden vej for at cutte eller andet selvskade. Hun bor i Danmark men flytter til Trofors efter lang tid...
Inden i læser vil jeg lige sige at de er på lejren allerede nu for den her fucKing ipad slettede alt jeg har skrevet god fornøjelse.
(Julies synsvinkel)
Vi har allerede valgt de steder i vil sove. Lidt efter kommer Marcus hen til mig og siger at jeg lige skal følge efter ham. Vi sidder uden for på en bænk nær skoven. Marcus giver mig en lille æske i hånden. Jeg smiler til ham og åbner den langsomt.
Og der ligger den smukkeste ring med noder.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Jeg kaster mig om halsen på ham. "Tusind tak jeg elsker den" siger jeg. Han sætter den på min finger og smiler. Jeg kan se han stadig har halskæden på som jeg gav ham. Eller Martinus gav ham mens jeg lå på hospitalet.
Han kysser mig på kinden. Vi går ind hånd i hånd. Jeg elsker ham bare over alt på jorden. Vi skal lidt tidligt i seng for vi skal tidligt op i morgen. Men klokken er kun 5 og vi har ikke engang spist frokost endnu. Jeg er heller ikke særlig sulten så det er fint nok.
Jeg ligger mine ting på madressen som jeg skal sove på. Alså jeg reder seng. Lidt efter kommer Peter her ind og siger at vi skal komme ud i køkkenet. Vi går allesammen ud i køkkenet.
(Marcus' synsvinkel)
Inden vi går ud i køkkenet ser jeg et glimt af Lucas som er på vej helt udenfor. Jeg har lyst til at gå efter ham. "Julie kom lige med" siger jeg til Julie og går efter Lucas. "Hvad sker der?" Spørger hun. "Det er Lucas jeg tror han ef ked af det" siger jeg. Vi ser ham på vej ind i skoven.
"Lucas?!" Råber jeg. Han kigger her hen men løber væk. Vi sætter i løb. Vi ser at han sætter sig ned da vi er dybt inde i skoven. "Hey hvad er der galt?" Spørger jeg da vi er henne ved ham. Hans øjne er fulde af tåre. "Undskyld jeg er så ked af det" siger han. "Jeg skulle have vidst lige fra starten at du kunne lide Julie og lade være med at prøve at komme imellem jer undskyld"
Jeg klapper ham på ryggen. "Det skal nok gå" siger jeg. Julie kommer også her hen og aer ham på ryggen. Han tørre en tåre væk. "Vi må se at komme tilbage det er ved at blive pænt mørkt" siger Julie. Vi rejser os op men ved bare ikke hvilken vej vi skal gå.
(Julies synsvinkel)
Vi prøver at gå ligeud men der er bare en kæmpe sø vi ikke kan komme forbi. Så prøver vi mod syd. Eller er det nord? Det ved vi ikke. Og så den anden vej.
Lang tid senere.
Jeg bliver alså lidt bange. "Vi må blive her natten over vi kan jo ikke se noget" siger Marcus. Jeg begynder at klapre over hele kroppen. Det er mega koldt. Marcus ligger en trøje over mig. Jeg smiler til ham og hvisker tak i hans øre.
Nu står Marcus der i bare arme. Hvad nu hvis han får lunge betændelse? Det må bare ikke ske. Jeg ved godt hvordan det er at være så syg og så når han har brækket armen. "Jeg har en ide" siger jeg. "Jeg har været spejder 5 år så jeg kan nok godt tænde et bål"
